Kvinders påklædning er et evigt emne. Ikke mindst i religiøse samfund, hvor korte skørter, makeup og synlige kavalergange ofte opfattes som uforeneligt med sand religiøs levevis. Dette gælder også i Rusland, hvor det ikke er ualmindeligt at se skilte i kirkerne, der forbyder kvinder, der er upassende påklædt, adgang til kirken – eller det påpeges, at læbestift ikke er tilladt.
I de seneste uger er spørgsmålet blevet debatteret heftigt. Sagen begyndte, da den officielle talsmand for den ortodokse kirkes Moskva- patriarkat, Vsevolod Chaplin, på et spørgsmål om, hvordan kvinder, der var udsat for uønskede tilnærmelser, kunne forsvare sig – svarede, at kvinder, der går i miniskørter, selv provokerer. Og, fortsatte han, "hvis kvinden så oven i købet er fuld og derudover selv kontakter manden, så kan hun ikke tillade sig at blive overrasket over, at det ender med en voldtægt".
Udtalelsen førte til en strøm af protester og en underskriftindsamling på nettet, hvor der blev klaget over Chaplin til dennes chef, patriark Kirill. Hvad patriarken mener om sagen er ukendt, men den 18. januar blev klagen besvaret i et langt brev fra Chaplin. Her tager han til genmæle og fastholder sammenhængen mellem påklædning og overgreb på kvinder. Og fortsætter stilen med at foreslå, at der bliver indført en russisk dresscode overalt i samfundet, så kvinderne (og mændene) begynder at klæde sig anstændigt.
Men er den russiske kirkes udtalelser et tegn på, at Ruslands værdier bevæger sig i retning af mellemøstlige normer? Eller kan de snarere sammenlignes med den puritanske amerikanske tradition for et anstrengt forhold til halvnøgne kroppe?
Både ja og nej. Den russiske opfattelse af kvinders rolle og udseende går meget langt tilbage. I det gamle moskovitiske Rusland (1500-1730 ) var idealet, at kvinder skulle være usynlige. Rejseberetninger fortæller, hvordan kvindernes kvarterer var lukket land for den besøgende, og kvinder end ikke viste sig for fremmede. Peter den Store lavede med magt om på denne verdensorden og krævede, at adelskvinderne skulle føre saloner og modtage visitter i overensstemmelse med datidens europæiske normer – og klæde sig efter europæisk mode.
Efter revolutionen i 1917 krævede det kommunistiske parti, at kvinderne gjorde op med undertrykkende borgerlige modebegreber. Kvinder skulle således være renskurede og uden unødvendig pynt. Da Stalin kom til, ændrede han imidlertid taktikken og bedyrede, at den kommunistiske kvinde skulle være pæn og nydelig. Hvilket i sammenhængen betød, at læbestiften og tøj, der understregede de kvindelige former, blev fundet frem igen. Og siden da har makeup og modetøj været en del af de russiske kvinders fremtoning.
I russisk kulturhistorie er der således en lang tradition for, at kvinders udseende ikke er en privatsag, men et samfundsanliggende. Og der går en lige linje fra kvinders påklædning til deres moralske status. I dette kan debatten sammenlignes med den amerikanske puritanisme.
Imidlertid er der mere på spil, for sagen handler også om politiske værdier. Den ortodokse kirke i Rusland står i dag for en modreaktion mod det, der opfattes som vestlig, sekulær påvirkning. Globalisering og bestræbelser på at gøre alle mennesker lige ses hos den ortodokse kirke som negativt. Og her går der en direkte linje til den modvilje mod vestlig dominans, som mellemøstlige religiøse ledere giver udtryk for. I stedet for at prøve at tilnærme sig vestlige idealer så meget som muligt, bør ikke-vestlige lande huske på deres egen kultur og historie.
I en tale i sidste uge, som Vsevolod Chaplin holdt for en statslig komite med tilstedeværelse af præsident Dmitrij Medvedev, var det netop dette, der var hans pointe. I talen advarede han mod at gentage fortidens fejltagelser ved at prøve at skabe et "ensrettet gennemsnitsmenneske", altså et menneske, som ikke er påvirket af nation eller kultur. I stedet bør Rusland gå sin egen vej. Med forslaget om en dresscode for russere gælder dette også påklædningen.