Borgmester risikerer millionerstatning, Jeppe Kofod fanget i værdikrig, og endnu en spiller melder sig på banen i minksag

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Dagens Morgensamling byder på en mulig millionerstatning, en udenrigsminister fanget i en værdikrig, og så viser en ny redegørelse, at Rigspolitiet som mange andre var bekendt med manglende lovhjemmel i minksagen. Alligevel ringede de til minkavlerne og bad dem aflive deres mink.
Dagens Morgensamling byder på en mulig millionerstatning, en udenrigsminister fanget i en værdikrig, og så viser en ny redegørelse, at Rigspolitiet som mange andre var bekendt med manglende lovhjemmel i minksagen. Alligevel ringede de til minkavlerne og bad dem aflive deres mink. . Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix / Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix / Martin Sylvest/Ritzau Scanpix .

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.

I ugens løb har Morgensamling været en anelse mere julet, end den kommer til at være i dag. Ikke desto mindre er decemberhumøret nok mere udpræget hos os, end det er hos Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K). I 2016 købte han en lejlighed for 9,5 millioner kroner af den kirkelige fond Eksistensen – uden om ejendomsmægleren. Det i sig selv lyder måske tilforladeligt nok. Men probemet er, at han fire år senere solgte lejligheden for over 25 millioner kroner. Nu indhenter den omdiskuterede handel både borgmesteren og fonden, der ifølge Kristeligt Dagblad kan komme til at betale erstatning i millionklassen.

Jeppe Kofod er fanget af sine egne værdiløfter

Hos udenrigsminister Jeppe Kofod (S) hænger den gode julestemning måske også i en tynd tråd. I hvert fald er udenrigsministeren kommet i modvind, efter den fremtrædende Hongkong-demokratiforkæmper Ted Hui uden forvarsel tirsdag landede i København, og udenrigsministeren pludselig fik travlt med ikke at leve op til sin nye værdibaserede udenrigspolitik. Den nye udenrigspolitik satte han selv i søen, da han i september bebudede, at det udenrigspolitiske fokus i langt højere grad skulle bygge på værdier som demokrati og menneskerettigheder, skriver Politiken. Tilsyneladende bare ikke, når det gælder demokrati-aktivister fra Hongkong, med hvilken han afviste at holde et møde. En beslutning, der efter alt at dømme har hjulpet på forholdet mellem Kina og Danmark.

Endnu en spiller i mink-skandalen

Fra en varm kartoffel til en anden. I går var justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd for at forklare, hvorfor Rigspolitiet i starten af november ringede til minkavlere og bad dem aflive deres mink, når de godt var klar over, at der var et problem: Den fornødne lovhjemmel var ikke på plads. Det svarer til at cykle over for rødt lys i forventning om, at det snart bliver grønt, lyder det fra en ekspert i Politiken. Samråd, næse, og politiindblanding til trods straffer vælgerne efter alt at dømme ikke Socialdemokratiet. Det viser en ny Megafon-måling lavet for TV 2, der giver regeringspartiet over 30 procent af stemmerne. Dermed går partiet frem i forhold til oktobers måling, hvor de stod til 27,9 procent.

Færre end forventet kan få vaccine i 2020

Pfizer - det medicinalselskab, som Storbritannien netop har nødgodkendt den første coronavaccine fra - kan kun levere halvt så mange doser som planlagt i 2020. Det betyder 50 millioner færre vacciner i år, skriver The Wall Street Journal. Selvom dette faktum kunne give anledning til bekymring hos ivrigt afventende vaccinemodtagere, er der tilsyneladende ikke nogen grund til at gå i panik. På det sociale medie Twitter skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) således, at Danmark er kommet med i EU’s forhåndsaftale om at købe endnu en coronavaccine fra det amerikanske firma Moderna. Det betyder, at Danmark nu er med i seks forhåndsaftaler om vacciner. Det skriver TV 2.

Verden runder 1,5 millioner døde med corona

De seks forhåndsaftaler er et ikke så lidt betryggende faktum, når man ser på den nye opgørelse fra Johns Hopkins University, som registrerer antallet af personer, der er døde med coronavirus på verdensplan: 1.501.076. Sådan så tallet ud torsdag aften, da verden rundende en trist milepæl. Tallet kommer samme dag, som Italien med 969 døde overgår deres dødeligste dag i marts, og Storbritannien når op på 60.000 døde som kun det femte land i verden. Det skriver Ritzau.

I 2050 er det danske olieeventyr fortid

Mens antallet af døde med coronavirus når historiske højder ude i verden, går vi heller ikke fri for historiske begivenheder i vores egen andedam. Af en lidt anden karakter, nuvel, men ikke desto mindre historisk. I hvert fald hvis man spørger klimaminister Dan Jørgensen (S), der med et bredt politisk flertal i ryggen i går aftes besluttede, at der ikke vil blive givet flere nye tilladelser til at lede efter olie og gas i Nordsøen, og at det fra 2050 skal være helt slut med de fossile aktiviteter. Det skriver DR. Beslutningen vil give genlyd ude i verden, lød det fra klimaministeren, som henviste til Danmark som værende EU’s største olieproducent. TV 2 opridser her de fire tilfældigheder, som blev til det danske olieeventyr.

Kontakttal, hyggeracisme og skovbadning

Mon olie og gas en dag tilnærmelsesvis forsvinder ud af vores ordforråd? Højst sandsynligt ikke i vores levetid, men til gengæld har det igangværende år budt på en hel del tilføjelser til sproget. Tager man et nærmere kig på Dansk Sprognævns liste over nye ord, beretter den således om et år, som har været præget af corona, sexisme, klima og identitetspolitik. Kontakttal, hyggeracisme og skovbadning er tre blandt mange nye tilføjelser. Faktisk fristes man næsten til at sige, at 2020 har farvet sproget som intet andet år før har formået. Det kan du selv vurdere i dagens udgave af Kristeligt Dagblad.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.