Børnene fra syriske lejre skal hjem til Danmark, OL i Kina bør boykottes, og Biden signalerer ny tilgang til religionsfrihed

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Athit Perawongmetha, Issam Abdallah/Reuters, Anna Moneymaker/Getty Images / Ritzau Scanpix.
Athit Perawongmetha, Issam Abdallah/Reuters, Anna Moneymaker/Getty Images / Ritzau Scanpix. .

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.

Nu vil regeringen hente tre danske kvinder og deres i alt 14 børn hjem til Danmark fra de syriske fangelejre. Det oplyste justitsminister Nick Hækkerup (S) på et pressemøde i går aftes. Udover de tre kvinder, der alle har dansk statsborgerskab, og deres 14 børn er regeringen også klar til at hjemtage fem andre børn, der har tilknytning til Danmark, men hvis mødre har fået frataget deres danske statsborgerskab. Disse mødre vil ikke hentes hjem, men kan derimod give samtykke til, at deres børn evakueres fra lejrene uden mødrene.

Regeringens udmelding, som af støttepartier, oppositionen og analytikere kaldes for en “kovending”, beror på konklusionerne fra en tværministeriel taskforce og en ny sikkerhedsvurdering af Politiets Efterretningstjeneste (PET) om de konkrete gevinster og risici ved fortsat at lade børnene blive i lejrene i forhold til at hente dem hjem. “Den kortsigtede fordel for sikkerheden ved at lade kvinderne blive i lejrene står ikke mål med risikoen, hvis kvinderne og deres børn senere kommer tilbage til Danmark af egen drift og er blevet radikaliseret i en årrække og er blevet våbentrænede,” udtalte PET-chef Finn Borch blandt andet.

1,65 milliarder på vej til landets udsatte brancher

Endnu en historie fra Christiansborg: I morges kunne man vågne til nyheden om, at et bredt flertal i Folketinget har forhandlet en aftale om en ny sommerhjælpepakke på plads. I alt afsættes 1,65 milliarder kroner til en sommer- og erhvervspakke, der skal puste liv i turismen, kulturlivet og landets forretninger. Der er også afsat penge til billigere indenrigsrejser, der skal få flere til at rejse rundt i Danmark i sommerferien. Den nærmere udmøntning af pengene vil blive drøftet mellem partierne på et senere tidspunkt, men her kan du se den overordnede fordeling blandt de forskellige brancher og erhverv. De generelle hjælpepakker stopper den 1. juli og erstattes af de nye ordninger, der er særligt fokuserede på udsatte virksomheder.

Nej til omskæringsforbud

Vi bliver i Folketinget lidt endnu. I går blev borgerforslaget om at indføre en aldersgrænse på 18 år for rituel omskæring af drenge nedstemt. 34 stemte for, 62 imod, og én var hverken for eller imod. Der var heller ikke tilstrækkelig tilslutning til løsgænger Inger Støjbergs ændringsforslag om at forbyde omskæring af drengebørn, der er ældre end otte dage gamle – dette med henblik på at tilgodese jødedommens regler for omskæring. Tidligere er Inger Støjbergs forslag blevet kritiseret for at “ligne religionsdiskrimination.”

Er et amerikansk Kina-boykot på vej?

I Repræsentanternes Hus opfordrer den amerikanske topdemokrat Nancy Pelosi verdens statsledere til at boykotte vinter-OL, der finder sted i Kina i 2022. “Lad os ikke ære den kinesiske regering ved at lade statsoverhoveder tage til Kina i lyset af det igangværende folkedrab,” udtalte hun blandt andet under en kongreshøring tirsdag aften med henvisning til en række menneskerettighedsorganisationers rapporter om, at en million uighurer og andre muslimer er spærret inde i lejre i den kinesiske provins Xinjiang. Kinas regering har selv beskrevet lejrene som uddannelsescentre, der har til formål at udrydde ekstremisme. Ifølge Pelosi vil statsledere, der bakker op om landets OL-værtskab, "miste deres moralske autoritet". Til det svarer talsmand for den kinesiske ambassade i USA, Lui Pengyu: “Jeg undrer mig over, hvad der får nogle amerikanske politikere til at tro, at de rent faktisk har en såkaldt ‘moralsk autoritet’.” Hverken før eller nu er USA i sin ret til at fælde grundløse anklager mod Kina, fortsatte han.

Biden-regeringen: Trosfrihed er ikke hævet over andre politiske rettigheder

Ikke desto mindre er det netop mod Kina, at USA’s udenrigsministerium i sin årlige religionsfrihedsrapport retter sit skarpeste skyts. Sammen med lande som Iran, Rusland og Saudi-Arabien identificeres Kina som krænkere af religionsfriheden. Rapporten, der vurderer religionsfrihedens vilkår i verden, omfatter 199 lande og betragtes som den mest vidtspændende globale redegørelse for krænkelser af religions- og trosfrihed. Men hvor den tidligere Trump-regering syntes at prioritere netop disse to rettigheder over andre menneskerettigheder, betoner Biden-administrationen, at religiøse og politiske rettigheder er sidestillede. I sin præsentation af rapporten understregede udenrigsminister Antony Blinken, at “religionsfrihed er ikke mere eller mindre vigtig end retten til at tale, til at forsamles, til at deltage i det politiske liv, til at leve fri for tortur eller slaveri.” Biden-regeringens nye tilgang til trosfrihed kan du læse om i Kristeligt Dagblad i dag.

Ny rapport: Danmark lever ikke op til EU-retningslinjer om trosfrihed

Og så fra én undersøgelse om trosfrihed til en anden. Herhjemme tyder en ny rapport på, at Danmark og EU generelt prioriterer tros- og religionsfrihed lavere i udviklingsindsatser end andre menneskerettigheder. Tilbage i 2013 vedtog EU et sæt særlige retningslinjer til brug for medlemslandene til at beskytte og fremme tros- og religionsfrihed i udviklingsarbejde, og disse har man fra dansk side ikke “implementeret formelt i en diplomatisk sammenhæng,” lyder vurderingen i rapporten, der er udarbejdet af Center for Kirkeligt udviklingsarbejde (CKU). “Problemet er,” siger professor i teologi Peter Lodberg, “at man grundlæggende tror, at resten af verden er eller skal være ligesom Danmark, hvor religion er og tro opfattes som en privatsag.”

Strandet i Hongkong, men både gift og vaccineret, mens han venter

Morgensamling vender runder af i Østen. Her er Torbjørn Pedersen nemlig strandet i Hongkong. Kristeligt Dagblad talte med ham sidste år, kort efter coronakrisen havde sat hans rejseplaner på standby. Hans mål er at besøge alle verdens 203 lande uden at tage hjem eller flyve undervejs, og de fire planlagte dage i Hongkong er nu blevet til over 400 dage. Drømmen om at besøge alle verdens lande lever dog stadig, og Torbjørn Pedersen har brugt ventetiden godt – han har fået arbejde, opbygget en hverdag i Hongkong og er blevet gift. På Kristeligt Dagblads bagside kan du møde den nu 42-årige globetrotter igen.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.