Corona-træthed i kirken, briterne nødgodkender vaccine, og julemanden må rejse ind i Danmark uden mundbind

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Dagens Morgensamling byder næppe overraskende på lidt corona-tristesse, og så har briterne nødgodkendt vaccine, selvom vi andre venter. Mest positivt er det, at Julemanden nu har fået lov til at rejse ind i Danmark på trods af coronarestriktioner.
Dagens Morgensamling byder næppe overraskende på lidt corona-tristesse, og så har briterne nødgodkendt vaccine, selvom vi andre venter. Mest positivt er det, at Julemanden nu har fået lov til at rejse ind i Danmark på trods af coronarestriktioner. . Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix / Philip Davali/Ritzau Scanpix / Morten Dueholm/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.

Hvad der af mange betragtes som årets hyggeligste måned går ikke fri for den efterhånden udbredte corona-træthed – heller ikke kirken. Rundtomkring i landet tager præster telefonen for at aflyse de julegudstjenester, de plejer at holde for skoler, børnehaver og dagplejebørn. Aflysningerne kommer, fordi coronarestriktionerne har gjort det svært at samle så mange børn i kirkerummet. Men hvad gør man som kirke, når børnene står til at skulle undvære deres traditionelle juleafslutning? Det kan du læse mere om i dagens udgave af Kristeligt Dagblad.

Flygtningebørn klarer sig bedre i vores nordiske nabolande

Chancen for at få et liv med uddannelse, arbejde og godt helbred er større i Sverige og Norge end i Danmark. Det fremgår af en ny undersøgelse, som har kortlagt, hvordan 180.000 flygtninge, der kom til Norden som børn, sidenhen har klaret sig. I Sverige og Norge er flere flygtninge således i job, færre dropper ud af skolen, og de får højere karakterer end i Danmark. Men undersøgelsen byder også på et plaster på såret. Integrationsindsatsen i Danmark nemlig blevet bedre de seneste år. Det fremgår i dagens udgave af Kristeligt Dagblad.

Svensk kvinde løslades i sag om mulig frihedsberøvelse

Vi beholder en fod i Sverige. Efter en 41-årig mand søndag blev fundet i en uhumsk lejlighed og dertil svarende tilstand efter at have været holdt fanget i 28 år, løslader svensk politi nu mandens mor. Kort efter fundet blev mandens mor anholdt og varetægtsfængslet, men efter manden onsdag formiddag blev afhørt, er mistanken mod kvinden svækket, skriver Politiken. Manden blev fundet af sin søster, der blev mødt af et ubehageligt syn, da hun trådte ind i lejligheden. Den 41-årige havde sår på kroppen, var underernæret og manglede både sprog og tænder.

Briterne godkender som første vestligt land coronavaccine

Til et – med lidt god vilje – andet naboland. Briterne har nødgodkendt coronavaccinen som det første land i den vestlige verden. Samtidig med at godkende vaccinen, som er den første af fem vestlige vacciner godkendt til brug i verden, har den britiske lægemiddelstyrelse også udsendt fakta om bivirkningerne. Ifølge Politiken er langt de fleste bivirkninger milde til moderate og forsvinder inden for få dage efter vaccinationen. Det på trods lyder meldingen fra Lægemiddelstyrelsen i Danmark, at vi her i landet vil vente på en ”rigtig godkendelse” fra EU, inden man tager en vaccine i brug. Det skriver Ritzau.

Ingen vacciner til planeten

Det indeværende år er på vej til at blive et af de tre varmeste, som nogensinde er målt. Det oplyser FN, hvis generalsekretær, Antonio Guterres, i samme ombæring advarer om, at verden er på randen af ”en klimakatastrofe”. Ifølge The Guardian udtaler generalsekretæren, at "apokalytiske brande, oversvømmelser, cykloner og orkaner i stigende grad er blevet normale". I foråret indtrådte ellers en form for kollektiv optimisme på planetens vegne, da coronapandemien blandt andet betød, at luftforureningen – om end for en kort stund – nærmest forsvandt i Kina, flytrafikken nåede et historisk lavpunkt og fabrikker verden over måtte dreje nøglen om.

”Nu må det holde op”

I dag er det en måned siden, at det på mange måder mest ventede præsidentvalg i USA’s historie ikke videre udramatisk løb af stablen. Alle andre forhenværende beboere i Det Hvide Hus havde på dette tidspunkt smidt håndklædet i ringen og på respektfuld vis anerkendt deres valgnederlag. Men Donald Trump er som bekendt helt sin egen, og holder troligt fast ved påstanden om, at der blev snydt ved det amerikanske præsidentvalg. Om det har Gabriel Sterling, republikaner og ansvarlig for valgsystemerne i svingstaten Georgia, en ting at sige: ”Nu må det holde op.” Det gør han i en hyldet video, som lige nu bliver delt på tværs af de sociale medier. Det skriver The New York Times.

Julemanden får dispensation fra danske karantæneregler

I sidste uge beroligede Irlands udenrigsminister, Simon Coveney, landets yngste borgere, da han kunne afsløre, at julemanden på trods af coronarestriktioner nu havde fået tilladelse til at flyve ind i Irland den 24. december. Sætter man sin lid til Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, kan danske børn og barnlige sjæle ligeledes se frem til en julemand, som frit kan rejse ind og ud af landet uden tanke på hverken indrejserestriktioner eller krav om selvisolation. Faktisk behøver julemanden end ikke at bekymre sig om mundbind, skriver Søren Brostrøm på Twitter, hvor han forklarer, at han forventer, at julemanden selvsagt rejser med egen rensdyr og kane.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.