Endnu et bump på den vaccinebrolagte vej, amerikanske tropper er på vej ud af Afghanistan, og verdens største kanin er blevet bortført

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

- Foto: Omar Sobhani/Reuters/Ritzau Scanpix, Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix, Patrick T. Fallon/AFP/Ritzau Scanpix
- Foto: Omar Sobhani/Reuters/Ritzau Scanpix, Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix, Patrick T. Fallon/AFP/Ritzau Scanpix.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.

Godmorgen. I går bød på endnu en mavepuster til alle, der længselsfuldt har ventet på, at vaccineudrulningen skal bringe en mere normal hverdag tilbage. Efter enkelte tilfælde af sjældne blodpropper hos vaccinerede amerikanere har myndighederne på den anden side af Atlanten nemlig anbefalet af sætte brugen af coronavaccinen fra Johnson & Johnson på pause.

Udmeldingen kom dagen før, de første doser skulle være ankommet til Danmark, men beskeden har imidlertid fået vaccineproducenten til at standse udrulningen i Europa. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har derfor indkaldt Folketingets partiledere og sundhedsordførere til et møde om situationen, der skal finde sted til formiddag.

Men hvad betyder det?

Hvordan planen fra Heunicke og co. efter mødet i dag vil se ud, er ikke til at vide. Men vaccinen, der i dag skulle være ankommet til Danmark, er som bekendt ikke den eneste coronavaccine, der i øjeblikket er sat på pause. I dag vil regeringen sammen med sundhedsmyndighederne indvie os i den fremtidige brug af Astra-Zeneca-vaccinen, og det tegner til at blive en permanent skrinlægning. Med to ud af fire vacciner suspenderet lyder eksperternes vurdering i både Politiken, Jyllands-Posten og hos DR, at det vil rykke udsigterne til en færdigvaccineret dansk befolkning med flere måneder, ja, måske helt til udgangen af indeværende år. Ak.

Efter vaccinekaos: Hvordan ser EU’s fremtid ud?

Vaccinekaos har der været nok af. Og en chance for at demonstrere værdien af sammenhold, når man navigerer i tumultariske tider, kunne godt se ud til at være forpasset. Med fælles vaccineforhandlinger og samarbejde skulle EU have markeret sin styrke både indad- og udadtil, men sakkede i stedet bagud i det globale vaccinekapløb. Alligevel bør man måske ikke udråbe forløbet som en vaccinefiasko. For selvom vaccinestrategien nok har svækket unionens troværdighed, har det europæiske samarbejde på andre punkter været en decideret triumf. Det mener i hvert fald nogle af de eksperter, som Kristeligt Dagblad i dagens avis har bedt vurdere, hvordan EU-håndteringen vil definere samarbejdet fremover.

Biden vil trække USA ud af Afghanistan

Hvorvidt krigen i Afghanistan også har været en triumf, er der formentlig blandede meninger om. Ikke desto mindre skal alle amerikanske tropper have forladt afghansk jord senest på 20-årsdagen for terrorangrebet på USA, som fandt sted den 11. september 2001. Det ventes den amerikanske præsident, Joe Biden, at annoncere i dag, efter avisen The Washington Post i går kunne citere anonyme kilder med kendskab til planerne for en gradvis tilbagetrækning. Viser oplysningerne om tidsfristen for et endeligt amerikansk exit at holde stik, vil det bryde med den aftale, som forhenværende præsident Donald Trump indgik med Taliban-bevægelsen. Den foreskrev nemlig, at amerikanske styrker skulle være ude af Afghanistan allerede inden 1. maj i år, og Taliban har tidligere varslet angreb, hvis aftalen ikke overholdes.

DF præsenterer bud på oversættelseslov efter regeringsnøl

Og så til en anden langstrakt affære. Det har været omdiskuteret og er blevet udskudt igen og igen: regeringens lovforslag om oversættelse af prædikener på fremmedsprog. Det berettede Kristeligt Dagblad allerede i begyndelsen af denne uge. Imidlertid lader oppositionens tålmodighed med regeringens forsøg på at skrive et lovforslag, der kan komme hadske prædikener i radikaliserede trossamfund til livs uden at diskriminere eller ramme de forkerte, til at være sluppet op. Det har blandt andet fået Dansk Folkeparti til at præsentere et alternativt forslag, der kun vil tvinge dem, som tidligere har opildnet til had, til at oversætte deres prædikener til dansk. Forslaget møder opbakning fra De Konservative, mens en juraprofessor kalder det en realistisk løsning på problemet.

Automatisk nedlukning rammer udsatte børn

Mens regeringen har været varsomme med at ramme utilsigtede med én lov, lader det til at være tilfældet med en anden. I denne uge trådte et nyt automatisk nedlukningssystem i kraft, der betyder, at kommuner med over 200 smittede per 100.000 borgere skal lukke blandt andet skoler og uddannelsesinstitutioner. Men ordningen rammer landets svageste børn hårdest, lyder advarslen blandt eksperter i dagens Politiken. Den går nemlig særligt udover områder med ressourcesvage, lavt uddannede og socialt udsatte familier, og det kan betyde, at børnene mister langt mere læring end jævnaldrende i resten af landet. Regeringens støttepartier er bekymrede og kræver handling.

Ny aftale lemper rejserestriktioner

Vi bliver ved Christiansborg, hvor et bredt politisk flertal blandt Folketingets partier i aftes indgik aftale om at lempe rejserestriktionerne. Det betyder, at der frem til sommer gradvist vil blive åbnet for muligheden for at rejse igen, idet ugentlige rejsevejledninger – der tager højde for lokalområders smittetal og udbrud af mutationer – vender tilbage. Aftalen indebærer også, at det vil blive lettere at rejse udenlands uden at skulle gå i isolation, når man vender hjem til Danmark.

Verdens største kanin bortført

Og hvor skal rejsen så gå hen? En mulighed, man kan overveje, er at tage et smut forbi England og hjælpe med at lede efter verdens største kanin. Kaninen Darius, der er tildelt en Guinness-rekord for sin imponerende længde på intet mindre end 129 centimeter, er nemlig blevet bortført fra sit hjem i den engelske by Stoulton. Det har fået kaninens retmæssige ejer, Annette Edwards, til at udlove en dusør på 1000 pund, svarende til cirka 8500 kroner, til den, der bringer det pelsede væsen sikkert hjem.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.