Er hygge racistisk? Kom corona alligevel fra et laboratorium? Og hvad er det, folkekirken har så svært ved at tale om?

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Du kan skrive dig op her.

Der er ting, som folkekirken ikke er god til at tale om. Eller ikke vil tale om.

Derfor er vi nødt til at tale om dem her.

Historier om præster, der beskyldes for seksuelle krænkelser og overgreb, er begyndt at fylde i debatten. Fem kvinder anklager for eksempel den kendte præst Flemming Pless for at have misbrugt sjælesorg, for grænseoverskridende seksuel adfærd og for at have brudt sin tavshedspligt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kristeligt Dagblad beskriver i dag, hvordan der kan være flere sager på vej, og at vi potentielt står på tærsklen til en MeToo-skandale i folkekirken. Spørgsmålet er, hvor meget man har vidst i folkekirken? Og hvilke konsekvenser det får for både præsternes fremtid og folkekirkens ry?

Kristeligt Dagblads kirkeredaktør Anders Ellebæk Madsen vender den alvorlige situation med vært Philip Christoffersen i podcasten Tro Om. Her kan du også høre de konkrete anklager mod Flemming Pless samt redaktørens begrundelse for, at vi i tekster som den, du læser lige nu, vælger at nævne Flemming Pless ved navn, selvom der endnu ikke ligger en afgørelse i klagesagen.

Biden kræver rapport om coronavirussens oprindelse

En anden alvorlig situation, der ifølge USA's præsident, Joe Biden, trænger til lidt mere opmærksomhed, er coronavirussens opindelse. En artikel i det amerikanske medie Wall Street Journal har pustet til debatten om, hvorvidt virussen er kommet fra flagermus - eller fra et laboratorium. Nu beder Joe Biden de amerikanske efterretningstjenester om at intensivere arbejdet med en coronarapport, som kan bringe verden tættere på et svar, skriver ritzau.

Hviderusland får klemt luftvejene

Vi bliver lidt i udlandet. I nat måtte et fly fra Hviderusland vende om på vej til Barcelona, fordi Polen har lukket sit luftrum for fly fra hviderussiske luftfartsselskaber.

Også Ukraine, Letland, Litauen og flere andre europæiske lande har spærret luftveje til og fra landet, og Hvideruslands præsident Aleksandr Lukasjenko beklager sig over, at landet bliver kvalt af sine kritikere. En talsmand for Hvideruslands udenrigsministerium kalder det "luftpirateri" - et ord, der tidligere er blevet brugt på den modsatte side af konflikten om Hvideruslands aktiviter i forbindelse med anholdelsen af systemkritikeren Roman Protasevitj, som ligger til grund for de mange lukkede luftrum.

Mand undskylder for at overfuse familie

Som Morgensamling kunne fortælle tidligere på ugen, har racismedebatten i Danmark raset, siden en video med racistiske tilråb mod en børnefamilie gik viralt. Blandt andre har statsminister Mette Frederiksen (S), Søren Espersen (DF) og Rasmus Stoklund (S) taget afstand til videoen og dens indhold. Nu står manden bag de racistiske råb frem og undskylder i Ekstra Bladet. "Jeg skammer mig over, at jeg har opført mig sådan over for et andet menneske. Det er helt skævt. Jeg kan ikke tilgive mig selv," siger den 50-årige Lars blandt andet i en video til mediet.

Københavns Politi efterforsker episoden, men vil af hensyn til tavshedspligten ikke gå i detaljer.

Dansk hygge er "et tegn på hvidt overherredømme og racisme"

Nu vi er i gang med at tale om racisme i Danmark, runder Morgensamling også en samtale fra debatfestivalen Talk Town i København. Berlingskes journalist har været til paneldebat, og budskabet er, at danskeres besættelse og dyrkelse af hygge står i vejen for sociale forandringer. De to podcast-værter Naima Yasin og Ingrid Baraka, der begge har afrikanske rødder, forklarer, hvordan man i Danmark ved at insistere på den gode stemning ikke giver plads til at tale om ting som racisme. Derfor skal hyggen ”smadres”, så man kan omfavne ubehaget, mener de.

Man må tage aktion, ødelægge den gode stemning og fortælle folk, at det, de gjorde eller sagde, var racisme. "Det er en måde at vise sin omsorg på," citeres Naima Yasin for. Og gode intentioner kan ikke bruges til noget, for de er so last year, lyder det — håbløst umoderne.

Der skal være plads til alle. Også dem, der ikke er med på beatet

En 26-årig læser har ellers gode intentioner, skriver han til Ibyens brevkasse hos Politiken. Han er en homoseksuel mand på 26 år, og anser egentlig sig selv som woke, som det hedder, når man er ung og politisk bevidst om ting som social-, race- og kønsmæssig uretfærdighed. Men han føler sig håbløst konservativ for tiden, for selv han kan synes, at det er ved at være "lidt elitært og københavneragtigt", at så mange omkring ham begynder at identificere sig som eller med diverse køns- og seksualitetsdefinitioner. Er han en "patriarkalsk tabt sag", når han ikke kan finde rundt i det hele længere? Eller er han lovligt undskyldt? Ibyens brevkasse forsøger at hjælpe ham med at navigere.

Til slut får du tre korte nyheder, så du kan navigere i noget af det, der nok kommer til at fylde i mediebilledet og kaffestuen i dag:

Stine Pilgaard har vundet de gyldne laurbær

Den prestigefydte litteraturpris blev overrakt til hende i går for romanen "Meter i sekundet". Ifølge Kristeligt Dagblads kulturredaktørs anmeldelse af bogen er det velfortjent. Tillykke til hende.

Videregående uddannelser ryger til provinsen

Tusindvis af studiepladser fjernes fra storbyerne, skriver Politiken og TV 2. Og især Holstebro får et kulturelt ansigtsløft, da 60 kultur-relaterede studiepladser flyttes hertil fra København, skriver TV Midtvest.

Er en kedelig krimi overhovedet en krimi?

Afdeling Q-filmene om vrissenpinden Carl Mørck plejer at sælge mange billetter. Den nyeste film har dog et helt nyt hold af skuespillere, og Morgensamling har ikke kunnet finde så meget som en anmelder, der er imponeret over "Marco effekten". Måske bliver det bedre med de næste film, lyder det håbefuldt. Men "om filmseriens trofaste publikum holder ved så længe, er den største suspense i forbindelse med 'Marco effekten'," skriver Politikens anmelder.

Vi holder vejret og ønsker dig i mellemtiden en god torsdag.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Du kan skrive dig op her.