Kirkelig kritik tager til, britisk virusmutation fører til nye restriktioner, og i Georgia er der dødt løb

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Dagens Morgensamling byder på fortsat kirkelig kritik, nye restriktioner, virusmutationer og et afgørende kampvalg i delstaten Georgia. God fornøjelse.
Dagens Morgensamling byder på fortsat kirkelig kritik, nye restriktioner, virusmutationer og et afgørende kampvalg i delstaten Georgia. God fornøjelse. . Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix, Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.

Vi starter dagen på en bænk i folkekirken. Udenfor kirkens mure kan snart ingen være i tvivl om, at coronakrisen raser på sit højeste, men alligevel er selvsamme stadig undtaget forsamlingsloftet, som i dag bliver skærpet yderligere. Det bekymrer flere af de kirkeligt ansatte, som inden jul gav deres uforbeholdne mening til kende: Det var på ingen måde forsvarligt at gennemføre julegudstjenesterne. Nu er bekymringerne blevet til kritik – aflysningerne skal forlænges. Det drejer sig ikke om, at man ikke vil gå på arbejde, men om ikke at ville sætte folks liv på spil, lyder det. Det kan du læse mere om i dagens avis.

I dag træder de nye coronarestriktioner i kraft
Mens kirken indtil videre går fri, befinder vi andre os i et kapløb mod tiden. Det var i hvert fald de ord, statsminister Mette Frederiksen (S) brugte, da hun i går eftermiddag på et pressemøde hævede det såkaldte risikoniveau fra fire til fem – det højeste niveau. For at inddæmme den tiltagende smitte og forhindre et kollaps i sundhedsvæsnet, bliver forsamlingsloftet i dag sænket fra ti til fem personer og afstandskravet ændres fra én til to meter. Du kan holde dig opdateret om coronakrisens udvikling i Danmark lige her.

Britisk virusmutation kan betyde flere døde og indlagte
Pressemødet kom bedst som hele verden var begyndt at ånde lettet op i takt med den globale vaccineudrulning. Men den forsigtige optimisme har to kraftigt muterede varianter af coronavirussen nu lagt en gevaldig dæmper på. Begge varianter smitter nemlig væsentligt mere blandt mennesker – faktisk vurderes den britiske variant at være 50-74 procent mere smitsom. Og det kan forandre, hvad vi hidtil gik og regnede med, hvad angår sygdommens fortsatte udvikling, skriver Berlingske. Der er med andre ord nok at være bekymret for, og ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil den britiske variant være den dominerende i Danmark fra midten af februar. Ej at forglemme den frygtede sydafrikanske variant, som lige nu står højt på den danske overvågningsliste.

Dødt løb i Georgia
Sjældent har udfaldet af et valg i en delstat haft så stor betydning som det, der i nat dansk tid har udspillet sig på den anden side af Atlanten. Dysten om to pladser i USA’s senat kan udstikke retningen for ikke bare de næste fire år, men den næste generation. Sådan sagde den kommende præsident Joe Biden, da han i går aftes dansk tid talte til vælgerne i delstaten Georgia, hvor det afgørende senatsvalg finder sted. Mens vi har sovet sødt, har amerikanerne været i stemmeboksen, og med næsten alle stemmer optalt er der lige nu dødt løb. I november gjorde særligt de unge vælgere deres for, at delstaten blev demokratisk for første gang siden 1992. Nu er de igen afgørende for USA’s fremtid. Det skriver Politiken.

Fem stjerner og massiv debat om dansk udgave af Pixar-film
Trænger man – hvad mange formentligt gør - til en pause fra coronavirus og amerikansk valg, kan man forvilde sig ind i fiktionens verden, og få et glimt af en forgangen verden, som vi engang kaldte virkelighed. Et bud kunne være Pixars nye animationsfilm ”Sjæl”, som i dagens avis får fem stjerner. Er du ikke helt klar til at lægge den nye verden og dens debatter bag dig, så frygt ikke. Mens anmeldere har betegnet filmen som et kvantespring for repræsentationen af sorte på film, har ét valg i den danske Disney-andedam skabt røre. Her har man nemlig ladet Nikolaj Lie Kaas lægge stemme til den sorte hovedrolle. Nu svarer den danske – og ikke mindst hvide – skuespiller igen.

Danske Magnus går viralt i USA
Mens Nikolaj Lie Kaas efter den aktuelle debat at dømme ikke bliver en amerikansk darling lige foreløbig, kan en anden dansker bryste sig af at have vundet amerikanernes – om end flygtige - gunst. Den 26-årige balletdanser Magnus Christoffersen, som har boet i Los Angeles siden 2018, blev som så mange andre ramt af modløshed, da verdens lukkede ned i marts sidste år. Sammen med to venner fik han ideen om at lave balletdansevideoer til det sociale medie Instagram. Siden har trioen været med i flere programmer, og Magnus Christoffersen håber, at balletvideoerne vil inspirere andre til ikke at give op på trods af de hårde tider, vi gennemgår lige nu. Det skriver DR.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.