Lukkede genbrugsbutikker rammer udsatte, Israel vender tilbage til hverdagen, og belgiske katolikker demonstrerer mod coronaregler

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Lukkede genbrugsbutikker rammer udsatte, Israel vender tilbage til hverdagen, og belgiske katolikker demonstrerer mod coronaregler
Foto: Daniel Kalker, Michael Drost-Hansen og AFP/Ritzau Scanpix og .

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.

Ugen er skudt i gang, og det samme er Morgensamling - og vi begynder hos de lukkede genbrugsbutikker. De manglende indtægter til sociale organisationer betyder nemlig, at herberger, varmestuer og væresteder – der ofte er de eneste steder, hvor socialt udsatte og ensomme kan få et måltid mad og møde andre – lider under coronapandemien. Det skriver Kristeligt Dagblad, der i dag kan fortælle, at de humanitære hjælpeorganisationer Frelsens Hær, Blå Kors, Røde Kors og Kirkens Korshær har mistet mindst 40 millioner kroner siden jul.

"Hvem skal lave de gode, udviklende projekter, hvis ikke der er penge til at betale varmeregningen?” spørger Kenneth Kamp Butzbach, der er generalsekretær for indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, Isobro. Han håber, at Folketingets partier, der i øjeblikket forhandler om en ny hjælpepakke, vil finde flere penge til at støtte organisationernes drift. Hvad Kenneth Kamp Butzbach konkret kan forvente af hjælpepakken, afviser socialminister Astrid Krag (S) dog at kommentere på.

Hverdagen er på vej tilbage i Israel

Mens coronaens jernnæve fortsat har et solidt tag i hverdagen herhjemme og i store dele af omverdenen, lader den til at have løsnet sit greb i Israel. Med 49 procent af befolkningen enten helt eller delvist vaccineret begyndte landet i går en delvis genåbning. Og adgangsbilletten? Den tager form af et såkaldt grønt pas, der kan tildeles borgere, som enten er blevet erklæret raskmeldte efter covid-19 eller har fået to vaccinestik. Med passet – der både kan fremvises i printet form og digitalt på telefonen – i baghånden kunne man allerede fra i går få adgang til blandt andet fitnesscentre, kulturbegivenheder og synagoger, mens passet også på sigt skal give adgang til restauranter og barer, skriver Ritzau. Og selvom passet af visse israelere beskyldes for at være en uretfærdig forskelsbehandling, er Israels sundhedsminister, Yuli Edelstein, ikke i tvivl om, hvilken betydning passet vil have for israelerne. "Det her er første skridt tilbage mod et næsten normalt liv," siger han om den nye hverdag, der for os herhjemme er utopia lidt endnu.

Mulig genåbning af Danmark behandles i denne uge

Men det tegner også lysere herhjemme. For i løbet af weekenden har både statsminister Mette Frederiksen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) været ved tasterne og på Facebook givet danskerne en forsmag på en uge, der ganske sandsynligt vil komme til at centrere sig om udsigterne til en mulig genåbning af Danmark. I dag vil en ekspertgruppe, der blandt andet består af sundhedsmyndighederne, give deres vurdering af situationen til regeringen, og det fik allerede i lørdags Sundhedsministeriet til at meddele, at regeringen onsdag ville melde ud, hvorvidt en lempelse eller forlængelse af coronarestriktionerne er i sigte. Men så længe skal der måske alligevel ikke gå. "Næste uge kommer til at handle om, hvordan vi forsvarligt kan udfase nogle flere af restriktionerne. Måske regionalt. Mere om det i morgen, når eksperterne har regnet på tallene og mulige scenarier,” skrev Mette Frederiksen i går på Facebook og gjorde således denne vintermandag en tand mere spændende.

Et år efter nedlukningen: Skoleelevers sundhed vækker bekymring

Mens israelerne så småt vender tilbage til hverdagen, og vi herhjemme afventer nyt fra Christiansborg i håbet om snart at kunne gøre det samme, har ny forskning påvist, hvor store konsekvenser manglen på netop normalitet kan have. Gennem det seneste år har et hold forskere fra Syddansk Universitet i samarbejde med TV 2 testet sundheden i en dansk 8. klasse, og resultaterne vækker bekymring. De har nemlig slået fast, at nedlukningen har sat tydelige spor på de unge elevers sundhed, hvor både fedtprocent og blodtryk er steget markant. Bliver tendensen ikke vendt, kan det føre til livsstilssygdomme, slagtilfælde og blodpropper senere i livet, advarer eksperterne.

Udvisning af uheldig mand skaber debat om dansk sagsbehandling

Og så til en nyhed, der (næsten) er helt coronafri. I weekenden kunne Berlingske fortælle historien om den 34-årige Roberto Sitsofe, der efter 24 års ophold netop er blevet udvist af Danmark. Efter at være både opvokset og have uddannet sig i landet er hans opholdstilladelse bortfaldet, fordi han som følge af en række uheldige omstændigheder – blandt andet en hospitalsindlæggelse med malaria og aflyste flyafgange grundet coronapandemien – under en rejse til Togo endte med at opholde sig mere end 12 sammenhængende måneder udenlands. Udvisningen har på de sociale medier igen affødt debat om, hvorvidt den danske lovgivning og sagsbehandling i højere grad bør tage hensyn til enkeltstående særtilfælde.

Katolikker fra kæmpekirke demonstrerer mod coronaregler

Også i Belgien er der lige nu utilfredshed med landets lovgivning. Her protesterer katolikker nemlig over, at kun 15 personer må deltage ved messen i Bruxelles' store nationale basilika, der med et areal på svimlende 8000 kvadratmeter er blandt verdens største kirker. I går fik landets nuværende coronarestriktioner således flere katolikker og medlemmer fra andre trossamfund i Bruxelles til at demonstrere mod reglerne. "Her, i højere grad end i enhver anden bygning i Belgien, er denne lov helt utrolig absurd," sagde Marc Leroy, der er præst i basilikaen og som sammen med repræsentanter fra andre trosretninger nu har organiseret en underskriftsindsamling, der kræver en ændring af coronareglerne. Det skriver Ritzau.

Pelset jubilar fra Downing Street 10

Efter en weekend, hvor DR har kunnet berette, at danskerne i højere grad end tidligere er generet af små, lodne og ubudne gæster, kunne man godt få lyst til at sende bud efter en ganske særlig jubilar. Katten Larry, der også er kendt som "chefmusefangeren" fra Downing Street 10 i London, kan nemlig fejre 10 år i den britiske premierministerbolig. Men måske Larry alligevel ikke ville være den store hjælp hos de danskere, der er trætte af rottebesøg. Trods sin lovende titel har chefmusefangerens evne til at gå på rov nemlig skuffet i residensen. Det skyldes muligvis, at den stribede kat som regel har travlt med at gøre sig til for verdensledere og journalister, der ofte kvitterer med en godbid eller to.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.