Premierminister undskylder for terror, pave Frans vil til Irak, og kvinde får verdens første coronavaccine

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Tirsdagens Morgensamling kan i dag løfte sløret for, at Pave Frans vil besøge Iraks kristne mindretal, at Newzealands premierminister undskylder for et terrorangreb tilbage i 2019 - og den første brite har fået et stik fra en godkendt coronavaccine.
Tirsdagens Morgensamling kan i dag løfte sløret for, at Pave Frans vil besøge Iraks kristne mindretal, at Newzealands premierminister undskylder for et terrorangreb tilbage i 2019 - og den første brite har fået et stik fra en godkendt coronavaccine. Foto: Tvnz/Reuters/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix og Jacob King/PA Images/Ritzau Scanpix.

I Christchurch i New Zealand syder et sår, som ikke vil heles. Skaden skete den 15. marts 2019, hvor 51 mennesker ved to moskéer blev dræbt af den højreekstremistiske australier Brenton Tarrant. En undersøgelseskommission har siden forsøgt at kortlægge, hvordan det kunne gå så galt. Og nu er konklusionen fra den 800 sider lange rapport ført til torvs. Myndighedernes antiterror-indsats havde et alt for ”enøjet fokus på islamistisk terrorisme” op til massakren, lyder afgørelsen ifølge Ritzau. Selvom der ikke var noget, myndighederne umiddelbart kunne have gjort for at afværge den tragiske begivenhed, undskylder New Zealands premierminister, Jacinda Ardern: ”Det var en fejl, og det undskylder jeg for,” hedder det i en pressemeddelelse.

Pave Frans vil besøge forfulgte kristne i Irak
Dit nyhedsoverblik, Morgensamling, bevæger sig nu fra den ene ekstreme yderfløj til den anden. Pave Frans agter nemlig at besøge et endnu IS-inficeret Irak – som den første pave overhovedet – for at besøge det forfulgte og truede kristne mindretal i landet og de historiske monumenter, som findes i Bagdad og andre byer. Det katolske medie The Crux skriver, at rejsen vil finde sted i begyndelsen af marts 2021.

Overraskelserne fra pave Frans vil tilsyneladende ingen ende tage. Det fremgår i hvert tydeligt i dette portræt, som Dagbladet Information har tegnet af manden, der konstant udfordrer de konservative katolikkers syn på Gud.

Indien lukker munden på kritikere
Unge personer med skarpe, kritiske holdninger – der formentlig ikke har lige så mange følgere på Twitter som pave Frans' 18,8 millioner – men som dog gør sig bemærket, har det svært i Indien. Mediet The Intercept kan afsløre, hvordan hundredvis af unge indere i Kashmir er endt i politiets varetægt efter at have ytret sig kritisk om regeringen, og hvordan de udsættes for tortur og trues med fængselsophold eller døden. Den eskalerende censurindsats kommer i kølvandet på den hindu-nationalistiske premierministers Narendra Modis beslutning om at tilbagekalde Jammu og Kashmirs semiautonome status til at være under direkte indisk kontrol.

Børn betaler for skilsmissen
Morgensamling flyver atter hjem til gode, gamle Danmark for at italesætte noget, de fleste enten har overværet eller stået midt i: skilsmisser. Politiken kan fortælle, at skilsmissefamilier i konflikt, som venter på en afgørelse i deres sag, er voldsomt presset af de lange ventetider, der præger Familieretshuset. Avisen fortæller endvidere, hvordan danske skilsmissebørn i øjeblikket risikerer at blive forstyrret i at knytte sig naturligt til deres forældre – for det kan være prisen, børn betaler, for de ”ekstremt lange sagsbehandlingstider i Familieretshuset.”

Ryggen værker. Det gør humøret også. Måske er det snart slut?
Og nu vi er hjemme – altså sådan i bogstaveligste forstand – så lad os da kigge lidt på hjemmearbejdspladsen. I begyndelsen af pandemien kunne den blive omtalt som et sted, hvor der var øget fokus, og som måske kunne være fremtiden for arbejdsmarkedet. Men det ser ud til, at glansbilledet krakelerer, for flere og flere føler sig ensomme og depressive. Det fremgår af en analyse fra konsulenthuset Ballisager, som konkluderer, at hver fjerde offentlige og store private virksomhed har oplevet en nedgang i medarbejdernes trivsel under pandemien på grund af hjemmearbejde. Det skriver Berlingske, som også pointerer, at det sjældent er rygproblemerne, der er det store problem, men manglen på social kontakt med kollegaer.

Men der er lys forude. Både for ryggen og humøret. Ifølge Reuters var den 90-årige brite Margaret Keenan den første person i verden, der blev vaccineret mod coronavirus med Pfizer-vaccinen, efter den blev godkendt.

En venlig tanke og en udgangsbøn
Det er uhyre vanskeligt at være der for sine venner, kollegaer og medmennesker, når man ikke må se dem. Britiske Sophia Cheng har et bud på, hvordan det lader sig gøre. I Kristeligt Dagblad fortæller Cheng, hvordan hun er del af en voksende altruistisk bevægelse, der forpligter sig til at give mindst 10 procent af sin indtægt til velgørenhed – og ikke mindst bruge pengene dér, hvor de gør mest gavn. ”Da jeg først startede med at give systematisk, indså jeg, at det var let. Og det efterlod mig ikke på nogen måde i en nødlidende position,” siger hun.

Morgensamling runder af med en udgangsbøn fra tidligere TV 3-vært Pernille Aalund, der er aktuel med bogen ”Bønnens Kraft”. Til Jyllands-Posten forklarer hun, hvordan en bøn fra et toilet i et tv-studie på Amager forvandlede hende. ”En bøn kan sætte dig i kontakt med Gud, men den kan også sætte dig i kontakt med dig selv og dine dybeste og inderste værdier og længsler,” siger hun.