Prøv avisen
Morgensamling

Skærpet debat om digital nadver, Trump udviser ingen anger, og Kamala Harris sætter ild til betændt kulturkamp

I dagens Morgensamling kan du dvæle ved debatten om digital nadver, læse om Donald Trump, som intet angrer, og se de billeder af Kamala Harris, som påny har sat ild til kulturkampen i USA. Rigtig god fornøjelse. Foto: Ritzau Scanpix, Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix, Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.

Det var ikke hans skyld. Han havde intet med det at gøre. Faktisk var hans opildnende kommentarer forinden intet mindre end ”helt hensigtsmæssige”. Sådan lød det, da Donald Trump talte til offentligheden for første gang siden sidste uges dødelige angreb på den amerikanske kongres. Men mere om det senere.

Først skal vi i kirke. Ikke som vi plejer – på kirkebænken – men inden for hjemmets fire vægge. For Guds virke begrænses ikke af fysiske mure, mener en biskop, der er tilhænger af muligheden for at indtage nadver bag en skærm i eget hjem. Men kiks og papvin hjemme i stuen kan næppe gøre det ud for indstiftet nadverbrød og -vin, lyder det fra præst, som mener, at den hellige handling forudsætter fysisk nærvær.

Det er nedlukningen, der endnu engang har skærpet debatten om digital nadver, og det kan du læse mere om i dagens udgave af Kristeligt Dagblad.

Dansk vaccineudrulning er den bedste i EU – indtil videre

Det er næsten ved at være en tradition her i Morgensamling: med raske skridt bevæger vi os fra kirke(bænken) til coronaland. Selvom Danske Regioner forventer, at antallet af nye vaccinationer vil falde i næste uge, ligger Danmark med mere end to procent af befolkningen vaccineret indtil videre på en europæisk førsteplads. På verdensplan ligger vi nummer fem. Selvom der skal meget til for at anspore den samme landskampstemning, som karakteriserede forårets nedlukning, kan vi med den viden måske rykke lidt tættere sammen i bussen – i ånden, vel at mærke. Du kan holde dig orienteret om coronavirussen her.

Coronakrisen har ført til flere forfulgte kristne

Mens vi i det mindste kan varme os ved tanken om, at der lige nu er (forholdsvis) styr på situationen herhjemme, vokser listen over de problemer, coronakrisen har skabt, ufortrødent videre ude i verden. Det seneste punkt på den ikke så lidt nedtrykkende liste, er dårligt nyt for forfulgte kristne. Både militante ekstremister og stater har nemlig udnyttet corona-pandemien til at gøre livet sværere for netop denne gruppe, lyder det i en ny rapport fra den internationale organisation Open Doors. Hvor mange millioner det drejer sig om, kan du finde svaret på i dagens avis.

Donald Trump udviser ingen anger

Spørger man Donald Trump, om han føler sig forfulgt i disse dage, vil svaret vil angiveligt være et højt og rungende ja. I sin første tale siden sidste uges angreb på kongressen, affejer han at have noget som helst ansvar for stormløbet og kalder den muligt forestående rigsretssag mod ham for en "heksejagt". Det skriver Berlingske. I et forsøg på at charmere sine trofaste støtter, fandt talen sted foran hvad han selv betragter som en af sine største bedrifter i løbet af præsidentperioden: den berømte mur langs grænsen til Mexico. Mens præsidenten under Texas' blå himmel forsikrede sine tilhørere om, at ”den 25. forfatning ikke er nogen risiko for ham”, så er situationen mildest talt anderledes i Washington D.C., hvor flere prominente republikanere nu også vil stemme for en rigsretssag. Det skriver TV 2.

Mette Frederiksen beder igen Folketinget lukke ned

Mens USA øjensynligt fortsætter med at træne sin balancegang på randen af kaos, går bølgerne mindre højt herhjemme. Men ikke desto mindre er der som altid lidt røre at opstøve i andedammen: Mette Frederiksen beder nu igen Folketinget lukke ned. Den nuværende corona-situation taget i betragtning ønsker hun, at Folketingets arbejde sættes på vågeblus. Men inden Folketinget lukker ned, har blå blok og de Radikale en sidste indskydelse: de vil have Taiwan genoptaget i WHO. Det østasiatiske land er som bekendt en af Kinas ømmeste tær, og den vil man nødig træde på, lyder det fra ekspert i dagens udgave af Jyllands-Posten. Med den forestående nedlukning af Folketinget er det uvist, hvornår regeringen forholder sig til spørgsmålet, men det har ikke forhindret den kinesiske ambassade i at give sit besyv med.

Billeder af Kamala Harris vækker vrede og undren

Hvis man gik og ventede på, at der nødvendigvis måtte komme bare én god nyhed fra den anden side af Atlanten, så var man måske næsten overbevist ved meldingen om, at det anerkendte amerikanske modemagasin Vogue i februar måned har den kommende vicepræsident, Kamala Harris, på forsiden. Men forgæves. Findes der en betændt kulturkamp, så udkæmpes den nemlig på forsiden af det amerikanske Vogue, som flere gange før har befundet sig i et identitetspolitisk stormvejr. Efter at have offentliggjort to billeder af Kamala Harris, bliver Vogue kritiseret for at have gjort den kommende vicepræsidents hud lysere. Det skriver The Guardian.

Greta Thunberg kommer på frimærke

Det bliver ikke svært at se, hvem den attenårige på Sveriges nye postkostfrimærke mon forestiller. Hun er nemlig iklædt sin ikoniske gule regnfrakke, som sammen med sin ejer efterhånden er blevet kendt i hele verden. Miljøaktivisten Greta Thunberg har talt til flere politiske topmøder, givet hånd til paven, været nomineret til Nobels fredspris, og nu kan hun altså også bryste sig af at være et frimærkemotiv. Det skriver Ritzau.