Stormen har (næsten) lagt sig i kirken, Mette F. varsler fortsat nedlukning, og Pelosi gør klar til at smide Trump på porten

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Dagens Morgensamling byder på nyt om gudstjenester, en udvikling i sagen om sidste uges voldsomme kongres-optøjer, og så tog Mette Frederiksen (S) i går aftes turen fra Facebook til TV 2's sendeflade med nye informationer om restriktioner og mutationer. God fornøjelse.
Dagens Morgensamling byder på nyt om gudstjenester, en udvikling i sagen om sidste uges voldsomme kongres-optøjer, og så tog Mette Frederiksen (S) i går aftes turen fra Facebook til TV 2's sendeflade med nye informationer om restriktioner og mutationer. God fornøjelse. . Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix, Philip Davali/Ritzau Scanpix, Cnp/SIPA/Ritzau Scanpix.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.

Dagens Morgensamling starter med et spinkelt håb. I sidste uge stormede vrede Trump-tilhængere kongresbygningen i Washington D.C., den britiske mutation tog på verdenstogt, og som kirsebærret på ugens top synes den trumpske fandenivoldskhed at have grebet fat i en gruppe herhjemme, som lørdag aften demonstrerede flere steder i landet. Derfor: Lad os håbe, at bølgerne går mindre højt i denne uge.

Lysere ser det heldigvis allerede ud i kirken: De fleste holder nemlig gudstjenester igen. I december var julestemningen ellers svær at opstøve i landets kirker, hvor der både var underskriftsindsamling og hård debat om, hvorvidt julegudstjenesterne skulle gennemføres. Nu er der kun ét stift, hvor mange præster stadig ønsker at aflyse. Det kan du læse mere om i dagens udgave af Kriseligt Dagblad.

Mette Frederiksen forudser fortsat nedlukning
Tændte man fjernsynet i går aftes, mødte man noget af et særsyn. Statsminister Mette Frederiksen (S) havde taget turen fra Facebook til TV 2's sendeflade, hvor hun i et sjældent tv-interview lod seerne vide, at de skal forberede sig på restriktioner hele vinteren. I samme ombæring forlød det, at regeringen har en meget klar fornemmelse af, at der er flere mutationer på vej. Det skriver TV 2. Selvom statsministeren var nølende med de opmuntrende udsigter, så kan den nuværende lockdown – krisens tredje akt – måske alligevel være begyndelsen på enden. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men bryllupper, fødselsdage, vejfester og festivaller kan få, hvad der nødvendigvis må betegnes som århundredets genoplivelse til sommer. Den 27. juni for at være mere præcis, for der regner Sundhedsstyrelsen med, at alle danskere, der vil, kan være vaccineret. Mens du venter, kan du holde dig orienteret om coronasmitten her.

Pelosi gør klar til at indlede rigsretssag mod Trump
I sidste uge var det som bekendt ikke kun corona, som løb med mediernes uforbeholdne opmærksomhed. Kongres-optøjerne i USA sendte chokbølger gennem verden, og mens flere deltagere lige nu bliver anholdt i forskellige dele af USA, gør formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, sig klar til at smide Donald Trump på porten i sidste øjeblik. I et brev til Demokraterne skriver formanden, at hun er klar til at indlede en rigsretsproces, medmindre præsidenten fjernes, ved at vicepræsident Mike Pence gør brug af det 25. forfatningstillæg. Ifølge en kilde tæt på Pence, har vicepræsidenten endnu ikke afvist at gøre brug af den mulighed.

23 er anholdt efter demonstrationer i Aalborg og København
Hvis alt er relativt, er det ikke kun i USA, at politiet har mere end almindeligt travlt i disse dage. Lørdag aften blev 23 personer nemlig anholdt ved demonstrationer i Aalborg og København. Det skriver Ritzau. Bag demonstrationerne stod en sammenslutning af personer, som går under navnet "Men in Black". Årsagen til de sortklædte demonstranters protest var angiveligt de restriktioner, som er indført for at dæmme op for coronapandemien. Gruppen - som ifølge politiet talte mellem 200 og 250 mennesker alene i København - bar heller ikke mundbind.

Den årlige influenzabølge er endnu ikke kommet til Danmark
Nøjagtig de restriktioner, som "Men in Black" lørdag aften demonstrerede imod, menes til gengæld at være grund til udeblivelsen af en ganske særlig - og ubuden - gæst: den årlige influenezabølge. Normalt plejer flere tusinde danskere at blive ramt af influenza i årets kolde måneder, men i år er situationen noget anderledes. Faktisk er der indtil nu registreret så få tilfælde i Danmark, at man slet ikke kan tale om, at influenzabølgen er skyllet ind over landet. Det kan du læse mere om i dagens avis.

Tre ud af fire indlagte coronapatienter oplever senfølger
Tør hoste, feber, ondt i kroppen og hovedpine har til gengæld haft en anden ophavsmand i år. Ikke nok med, at man som coronaramt må døje med førnævnte symptomer, viser et nyt studie nu, at tre ud af fire indlagte coronapatienter oplever senfølger. Det skriver TV 2. Studiet kommer fra et helt særligt sted, som i sagens natur har gjort sig en erfaring eller to om virussen: Wuhan i Kina. Her har man omtrent et år efter virussens frembrud fundet frem til, at 75 procent af indlagte coronapatienter oplever minmum ét symptom på senfølger, et halvt år efter vedkommende er blevet smittet.

Nu lægger de amerikanske myndigheder UFO-viden frem
Med al den tumult og virak, som synes at præge vores jordiske liv i disse dage, er det fristende at ønske sig meget langt væk. Om end det ydre rum ikke er manges umiddelbare indskydelse, så er det alligevel værd at bide mærke i, at de amerikanske efterretningstjenester i 2021 skal offentliggøre alt, hvad de ved om uidentificerede flyvende objekter og anden overjordisk aktivitet. 180 dage, lyder fristen. Er du mere end almindelig UFO-interesseret, kan du angiveligt se frem til at læse deltaljerede analyser fra både den amerikanske flåde og FBI. Det skriver CNN. Bliver det jordiske kaos ved, er der altså ikke andet for end at vente tålmodigt på, at det næste uidentificerede flyvende objekt melder sin ankomst.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.