Trump splittede jøderne, dårlige undersøgelser skal også ud, og snart kan vi bede på Facebook

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Trump splittede jøderne, dårlige undersøgelser skal også ud, og snart kan vi bede på Facebook
Foto: Jon Tyson/Unsplash, Amin Moshrefi/Unsplash og Joe Skipper/Reuters/Ritzau Scanpix.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.

Godmorgen og velkommen tilbage.

Mens mange herhjemme i går nød en fridag på Kristi Himmelfartsdag eller festede med venner og familie i anledning af Eid al-Fitr, var situationen en helt, helt anden i Israel, hvor konflikten er yderligere intensiveret. Som Morgensamling beskrev i onsdags tyder alt på, at en ny krig mellem den Hamas-styrede enklave Gaza og Israel er uundgåelig. DR oplyser her til morgen, at der nu 103 palæstinensere og syv israelere, der er omkommet under de seneste dages højspændte, begyndende krig. Situationens alvor skal også ses i lyset af, at Israel har sendt 9000 soldater til grænseområdet nær Gazastriben, og at Israel offentligt tilkendegiver, at en såkaldt landoffensiv kan blive aktuel, skriver DR. Konflikten har endvidere spredt sig til de andre byer i Israel og ført til sammenstød mellem jødiske og arabiske borgere og en fornemmelse af lovløshed i store dele af befolkningen, skriver Kristeligt Dagblad mellemøstkorrespondent. Derudover møder den amerikanske præsident, Joe Biden, pres fra flere kanter, fordi USA historisk set har ageret mægler i Israel-Palæstina-konflikten. Men indtil nu har der ikke været konkret handling fra USA, skriver mediet Foreign Policy.

Trumps USA splittede jøderne

Morgensamling er ikke helt færdig med historier, der omhandler jøder - eller USA for den sags skyld. En ny undersøgelse fra det Washington-baserede analyseinstitut Pew Research Center konkluderer, at Trumps tid ved styrepinden splittede de amerikanske jøder politisk. Flere ortodokse jøder skiftede således politisk standpunkt og gik fra at være demokratiske til at blive republikanske. Den politiske splittelse blandt jøderne er derfor i dag langt mere udtalt sammenlignet med i 2013, hvor man sidste gang undersøgte emnet. Undersøgelsen er ganske omfattende, og den fastslår også, at jøder i dagens USA føler sig mindre trygge end i 2013.

Dårlige undersøgelser skal også ud

Nu, hvor vi allerede har fat i dem, undersøgelserne, så rejser en artikel fra det videnskabelige medie Nature et stort spørgsmål om deres etik. I jagten på at blive og gøre klogere på menneskets nye fjende, covid-19, har forskere publiceret studier med ekspresfart. Fra en database ved man, at der foretaget over 2900 kliniske tests i forbindelse med coronapandemien. De har handlet om alt fra mundbinds effekt, til hvorvidt lægemidlet hydroxyklorokin, der normalt bruges mod malaria, kan lindre corona-symptomer. Men størstedelen af de 2900 tests har for små forsøgs- og kontrolgrupper. Andre er simpelthen for ringe designet. Dermed er flere undersøgelser invalide; ubrugelige, om man vil. Alligevel udgives nogle af disse studier på hjemmesider, der ikke kræver fagfællebedømmelse, hvorfra de kan læses og deles af enhver.

Kan man reformere islam?

Et værk, der også kan læses af enhver, er det såkaldte dansk-muslimske manifest, som islamolog Kasper Mathisen og imam Naveed Baig er ophavsmænd til. Sidstnævnte gæster Kristeligt Dagblads lydstudie i podcasten ”Tro Om”, hvor han forsøger at gøre rede for, om et manifest mon kan reformere islam. Naveed Baig siger blandt andet: ”Vi skal finde nogle løsninger på, hvordan man kan praktisere islam i Danmark på en respektfuld måde; en måde, som indgår i de uskrevne regler i samfundet (…) Vi vil ikke lave om på Islam. Det kan man ikke. Vi vil lave om på muslimsk kulturel praksis, som er skadelig for muslimer.”

Ny behandling skal fjerne rystelser i kroppen

Mange danskere vil uden motoriske vanskeligheder kunne bladre i det dansk-muslimske manifest. De vil også kunne drikke te, lægge mascara og neglelak. Men for de mange ældre, som lider af rystesyge, kan sådanne handlinger volde store besværligheder. Politiken følger danskeren Anifer Saliev på hospitalet i Madrid, idet hun gennemgår en helt ny behandling, som skal kurere hende fra sygdommen essentiel tremor; en sygdom, som 10 procent af alle danskere over 60 år lider af i større eller mindre omfang. Behandlingen angriber med ultralyd dét område i hjernen, hvor rystelserne opstår og svitser et hul i hjernevævet på størrelse med et peberkorn. Rystelserne hos Anifer Saliev brændes simpelthen væk. Og resultatet er mildest talt opsigtsvækkende – og en smule rørende.

Må vi lige få kammertonen?

Den hadefulde tone kombineret med direkte verbale personangreb i debatten på nettet er blevet så omfattende, at det nu udgør et problem for selve ytringsfriheden, fordi det holder debattører, politikere og helt almindelige mennesker fra at deltage i den demokratiske debat. Det skriver Berlingske. Avisen henviser til en undersøgelse, som nogle af landets tungeste juridiske eksperter i Djøfs særlige jurapanel står bag. I undersøgelsen er 85 procent af juristerne ”overvejende” eller ”helt” enige i, at det er en udfordring for selve ytringsfriheden, og at personer afstår fra at deltage i den offentlige debat på eksempelvis Facebook på grund af frygt for hadefulde ytringer og personangreb.

Snart kan man bede sammen på Facebook

Om det er et forsøg på at komme den grimme tone til livs, eller om det skyldes, at Facebook er blevet religiøs, ved Morgensamling ikke. Én ting er dog sikkert. Det sociale medie pønser på at implementere en funktion, der gør det muligt for brugerne at publicere en bøn, anmode om bønner – og endelig besvare andres anmodninger om bønner med bønner. Ifølge det amerikanske, kristne livsstilsmagasin Relevant er Facebook indtil videre i test-fasen, hvorfor man lidt endnu må bede på den old-fashioned way; med to foldede hænder – i stedet for to hænder på et keyboard eller dansende fingre på en smartphone.

Morgensamling beder til, at du får en rigtig god weekend. Vi ses igen på mandag.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.