USA gør sig klar til ny præsident, Merkels efterfølger er en hyggelig katolik, og regeringen vil isolere danskere hjemvendt fra ferie

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Hjemvendte fra udlandet skal tvinges i karantæne, ny CDU-formand er god for Europa, lyder reaktion, og så gør USA sig klar til en dramatisk præsident-overgang. Fotos: Kastrup: Niels Christian Vilmann/USA: Samuel Corum.
Hjemvendte fra udlandet skal tvinges i karantæne, ny CDU-formand er god for Europa, lyder reaktion, og så gør USA sig klar til en dramatisk præsident-overgang. Fotos: Kastrup: Niels Christian Vilmann/USA: Samuel Corum. Foto: Ritzau Scanpix.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.

Velkommen til en ny omgang Morgensamling, der tager fat i en ny uge med store begivenheder, ikke mindst i udlandet. Det er nemlig udskiftningstid på nogle af de største poster, og vi lægger ud med USA, hvor skraldet bæres ud af Det Hvide Hus – bogstavelig talt. For om to dage indsættes Joe Biden som præsident, og i disse timer og dage bliver hans ting og sager flyttet ind i Det Hvide Hus, hvor Donald Trump har boet og regeret fra de seneste fire år. Den nye præsident har desuden bestilt rengøring for omkring 6 millioner kroner, skriver blandt andet National Post. Det er dog helt almindeligt, at nye præsidenter lufter ordentligt ud og renoverer deres kommende bolig for mindst fire år, men denne gang skal der også skrubbes fri for coronavirus.

Vi dvæler lidt ved præsidentskiftet, som jo plejer at være en glædelig og fredelig begivenhed i den amerikanske hovedstad. Men Washington D.C. minder snarere om en krigszone allerede. 25.000 soldater er sendt til byen, og på sociale medier bliver der ved med at dukke trusler op om angreb før og efter indsættelsen af Joe Biden. Hans forgænger står som bekendt over for en rigsretssag på grund af angrebet på kongresbygningen den 6. januar, og nu er der kommet beviser frem, der ikke gavner hans sag. For den højreradikale gruppe Proud Boys blev tilsyneladende opildnet af Trump forud for angrebet på kongresbygningen i Washington den 6. januar. The Wall Street Journal har fået indblik i beskeder, der blev sendt mellem gruppens tilhængere på diverse sociale platforme i ugerne og dagene op til angrebet. Efter at Donald Trump i december tweetede om den 6. januar og skrev, at man skulle "møde op - det bliver vildt", tog gruppen det øjensynligt som en direkte invitation til at storme kongresbygningen.

Merkels "flinke" efterfølger er fundet

I Tyskland er det også tid til udskiftning af en leder. Det store tyske regeringsparti CDU valgte lørdag ny formand, Armin Kaschet. Den nyvalgte katolske formand for det kristendemokratiske parti skal udfylde nogle store sko efter Angela Merkel og kan blive Europas de facto-leder. CDU har fået en leder, som sætter en fed streg under C’et i CDU og beskrives som en hyggelig katolik, og ikke særlig spændende. Præcis, hvad Europa har brug for, lyder det i dagens Kristeligt Dagblad.”Dette er en fremragende nyhed for Frankrig og Europa,” siger den franske minister for europæiske anliggender Clement Beaune til avisen Welt Am Sonntag og kalder den nye CDU-leder for en ”engageret europæer”.

Rejsende skal tvinges i isolation

Vi kan ikke komme uden om coronaen, heller ikke i dette nyhedsbrev. Nærmest hver dag er der nyt at fortælle fra coronaland, hvor muterede virusvarianter holder forskere, politikere og ikke mindst Mette Frederiksen (S) vågne dag og nat. Over hele verden opdages der nye, bekymrende mutationer, som fragtes over grænser med rejsende. Senest har en dansker fra Sjælland taget en ekstra smitsom variant fra Sydafrika med sig fra Dubai, og det skal der sættes en stopper for, lyder det nu ifølge DR. Der er nemlig ingen krav om test og selvisolation, og det skal der strammes op på, mener flere partier, der kræver en effektiv karantæne. Regeringen meldte sig søndag aften enig ifølge DR og foreslår en tvunget isolation på 10 dage. En fravigelse fra det skal kunne give bøde eller straf, lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup (S).

Regeringen har flere kort i ærmet til at bremse smitten yderligere og vil tvinge grupper eller forsamlinger til at lade sig undersøge eller isolere, hvis de har været i nærheden af en smittet. Sådan lyder en ny beføjelse i et forslag til en kommende epidemilov. En overtrædelse kan straffes med bøde. Det skriver Jyllands-Posten. I dag kan den slags indgreb alene iværksættes over for enkeltpersoner. I regeringens lovforslag nævnes eksempelvis koncerter, bryllupper, sportsarrangementer, skoler og virksomheder, hvor der er konstateret smitte. Juraprofessor kalder forslaget, der ikke har skabt meget debat endnu, for ”hardcore”, fordi der er tale om et temmelig indgribende tiltag.

Russisk systemkritiker anholdt ved ankomst

Det var ikke ligefrem en varm velkomst, Aleksej Navalnyj modtog, da han vendte hjem til Rusland i weekenden. Den russiske systemkritiker, der blev udsat for et giftattentant sidste år, blev anholdt, da han landede i Moskva. Aleksej Navalnyj har opholdt sig i Tyskland, efter at han sidste år blev udsat for et angreb med nervegiften Novitjok om bord på et fly fra Sibirien til Moskva. Senere viste det sig, at han var blevet forgiftet med den særdeles potente nervegift, der blev udviklet under sovjetstyret. Det russiske styre har hidtil afvist alle beskyldninger om at skulle stå bag attentatforsøget. Anholdelsen fordømmes fra flere sider, skriver Ritzau, blandt andet den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Et stort flertal af danskere glæder sig over kirkegang

Lidt lys i vinter- og coronamørket viser sig i kirken – når man altså gerne må komme ind i den. Når det er tilfældet, skaber de store begivenheder i kirken nemlig masser af glæde. Det gælder bryllup, begravelse eller konfirmation, som danskerne betragter som positive oplevelser og kirkelige ritualer, der er en del af dansk kultur. Det viser en ny undersøgelse, som Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter står bag, og som man kan læse om i Kristeligt Dagblad. For 64 procent af de 1000 adspurgte var den seneste begravelse, bryllup eller konfirmation, de deltog i, en positiv eller meget positiv oplevelse, mens det for 5 procent var en negativ eller meget negativ oplevelse.

Morddømt hit-mager er død

Denne mand har skabt både glæder og sorger. Og nævner man sange som ”You’ve lost that loving feeling” af The Righteous Brothers og Lennons ”Imagine”, er de fleste måske med på beatet. I disse og mange, mange andre kæmpe-hits havde Phil Spector nemlig en finger med i spillet som producent. En af rockmusikkens mest indflydelsesrige og excentriske skikkelser er nu død, 81 år gammel. Helt tilbage i 1960'erne revolutionerede han måden, musik blev indspillet på, skriver blandt andet magasinet Rolling Stone. Han har produceret musik for blandt andre The Beatles og Tina Turner. Men Spectors liv var tumultarisk og præget af voldsomme op- og nedture. Det fik et tragisk afsluttende kapitel, da han i 2003 skød og dræbte skuespilleren Lana Clarkson i sit hjem. Han nægtede sig skyldig, men blev i 2009 idømt 19 års fængsel. Hans døde i et fængsel i Californien lørdag syg med covid-19, oplyses det.

Lejer sig selv ud til at lave ingenting

Vi slutter af i Japan, hvor en mand tilsyneladende har fundet en temmelig anderledes, men indbringende beskæftigelse. Han lejer sig selv ud til ensomme mennesker. For 10.000 japanske yen - eller 593 danske kroner - kan man få Morimoto på besøg og lave ingenting. Det er åbenbart en god forretning, skriver den britiske avis The Independent ifølge Ritzau. Efter eget udsagn har han haft 3000 klienter. Shoji Morimoto siger, at hans klienter typisk keder sig, er ensomme, eller også mangler de en at snakke med. Morimoto vil for beløbet komme på besøg, spise, drikke og give simple og korte svar, hvis han bliver spurgt om noget.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.