Bibel-citat medfører tiltale for hadtale, kvindelige præster i Norge oplever ”uønskede hændelser”, og CIA latterliggøres for identitetspolitisk video

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Bibel-citat medfører tiltale for hadtale, kvindelige præster i Norge oplever ”uønskede hændelser”, og CIA latterliggøres for identitetspolitisk video
Foto: Roni Rekomaa/AFP/Ritzau Scanpix, Johanne Teglgård Olsen og Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.

Det lugter af vælgerbedrag.

Sådan lyder De Konservative og Venstres dom over regeringens plan om at oprette et modtagecenter for asylansøgere uden for Europas grænser, som blev beskrevet i gårsdagens Morgensamling. Alligevel vil de to borgerlige partier stemme ja og dermed sikre flertallet bag et lovforslag fra regeringen, der garanterer, at Danmark har juraen på plads, hvis man i fremtiden lykkes med at lande en aftale om asylbehandling med et tredjeland.

”Socialdemokratiet har solgt skindet, før bjørnen er skudt, men det får os ikke til at stå i vejen for det juridiske grundlag,” siger De Konservatives udlændingeordfører, Marcus Knuth, til Kristeligt Dagblad, der har dedikeret hele forsiden til at følge op på sagen om modtagecentrene.

Udover Christiansborg-vinklen har avisen talt med flere udenlandske eksperter, der karakteriserer det danske initiativ som et nybrud:

”Det er et brud med hele logikken i det fælles europæiske asylsystem, der hviler på den forudsætning, at der skal være ens regler, uanset hvor man søger asyl,” siger Yves Pascouau, ekspert i migrations- og asyllovgivning ved tænketanken Institut Jacques Delors i Paris.

Mange kvindelige præster i Norge oplever ”uønskede hændelser”

Mens regeringens arbejde om modtagecentrene har været forbundet med en stor grad af hemmelighedskræmmeri, handler dagens næste historie om et emne, som får kastet nyt lys over sig. En stor undersøgelse om arbejdsmiljøet blandt kvindelige præster i den norske kirke er netop blevet offentliggjort. Det skriver Vårt Land. Resultaterne viser, at selvom en stor andel oplever ligestilling i kirken, kan hver tredje kvinde berette om uønskede hændelser, alene fordi de er kvinder.

”Jeg føler, at jeg arbejder i en kirke, som har de korrekte holdninger udadtil, men er svag, når det kommer til at gennemføre dem i praksis indadtil,” lyder det fra en af de kvindelige præster i undersøgelsen.

Trumps fortsatte udelukkelse fra Facebook skaber debat

Der er ingen chance for at støde på opslag fra Donald Trump på Facebook det næste halve år. Det står klart, efter Facebooks tilsynsråd, der blandt andre tæller advokater, journalister og tidligere politikere, heriblandt Danmarks tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, har besluttet, at udelukkelsen af den tidligere præsident i USA skal opretholdes. Rådet beordrer dog Facebook til at kigge på beslutningen igen inden for seks måneder, da den permanente udelukkelse går ud over Facebooks normale straffe.

Beslutningen har endnu engang kickstartet den principielle diskussion om, hvorvidt techgiganterne er en trussel mod ytringsfriheden. I Fox News stiller Ronna McDaniel, som er bestyrelsesformand for Den Republikanske Nationale Komité, spørgsmålet:

”Hvis techgiganterne kan udelukke en tidligere præsident, hvad forhindrer dem så i at bringe den amerikanske befolkning til tavshed som det næste?”

Finsk politiker tiltales for hadtale efter bibel-citat

Det er ikke kun i USA, at man skal veje sine ord, inden man skriver på de sociale medier. I Finland har anklagemyndigheden besluttet af rejse tiltale mod landets tidligere indenrigsminister Païvi Räsänen for tre tilfælde af hadtale. Tiltalen kommer, efter at den mangeårige formand for Kristendemokraterne angiveligt har udtalt sig nedsættende og diskriminerende om homoseksuelle, blandt andet i en opdatering på Twitter. Det skriver det finske medie Yle ifølge Kristeligt Dagblad. Det særligt opsigtsvækkende ved sagen er, at opslaget på Twitter blot er et uddrag fra Paulus’ Brev til Romerne:

”Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente,” lød tweetet fra Païvi Räsänen, der fastholder sin uskyld:

”Jeg kommer ikke til at undskylde for Bibelen, og jeg anser ikke mig selv for at være skyldig i at true eller krænke nogen som helst gruppe af mennesker. Det er alt sammen baseret på Bibelens lære om ægteskab og seksualitet.”

Jens Rohde og Kristendemokraterne er et ”fornuftsægteskab”

Kristendemokraterne har den seneste tid også været i vælten herhjemme. Jens Rohde, der for nylig forlod De Radikale, er nemlig partiets nye politiske ordfører og repræsentant på Christiansborg. Men hvor meget har de to parter måttet give sig for at kunne rumme hinanden? Det er emnet i denne uges afsnit af Kristeligt Dagblads nyhedspodcast ”Tro Om”, hvor politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen er gæst. Her dissikerer han partiskiftet, som han kalder ”et fornuftsægteskab, som begge parter har kunnet se gevinster ved”.

Israel er et skridt nærmere nyvalg

Mens Kristendemokraterne ser længselsfuldt frem mod næste valg, forholder det sig formentlig anderledes i Israel. Hvis det ikke lykkes nogen at danne en ny koalitionsregering, kan landet nemlig se frem til sit femte valg på blot to år. Det skriver flere internationale medier, blandt andet The Guardian. Premierminister Benjamin Netanyahus frist for at løse opgaven udløb onsdag, og nu skal oppositionspolitiker Yair Lapid fra midterpartiet Yesh Atid altså gøre et forsøg, oplyser landets præsident, Reuven Rivlin. Hvis Lapids forsøg på at danne en koalitionsregering mislykkes, kan præsidenten bede parlamentet om at nå til enighed om en ny kandidat inden for tre uger. Lykkes det ikke, skal Israel holde valg igen.

CIA latterliggøres for identitetspolitisk rekruteringsvideo

Selvom arbejdet som efterretningsagent er omgærdet af mystik, har de fleste sandsynligvis en forestilling om, hvordan en person med denne jobbeskrivelse ser ud. Men de færreste havde nok forestillet sig en som den 36-årige CIA-agent Mija, der optræder i en ny rekrutteringsvideo fra den amerikanske efterretningstjeneste.

Mija omtaler i videoen blandt andet sig selv som ”cis-kønnet” (person, der identificerer sig med sit biologiske køn) og ”intersektionel” (en person, der er udsat for dobbelt diskrimination som både sort og kvinde), ligesom hun ønsker at gøre op med ”patriarkalske forestillinger” om, hvad en kvinde kan eller skal være.

De mange identitetspolitiske begreber, som ofte bruges på den amerikanske venstrefløj, har fået mange republikanere til at kalde videoen for en ”national ydmygelse”:

”Hvis du er en kinesisk kommunist eller en iransk mullah eller Kim Jong Un… Ville du så blive bange? Vi er godt nok langt væk fra Jason Bourne,” lyder det på Twitter fra den republikanske senator fra Texas Ted Cruz.

Missing media item.