Voldsomme optøjer ryster USA, biskopper indfører nye restriktioner, og Indonesien venter på halal-vaccine

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Dagens Morgensamling tager dig blandt andet forbi voldsomme optøjer i den amerikanske kongres, nye kirke-retriktioner og et indonesisk vaccine-dillemma.
Dagens Morgensamling tager dig blandt andet forbi voldsomme optøjer i den amerikanske kongres, nye kirke-retriktioner og et indonesisk vaccine-dillemma. Foto: Shannon Stapleton/Reuters/Ritzau Scanpix, Thomas Peter/Reuters/Ritzau Scanpix og Nils Meilvang/Ritzau Scanpix.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.

Det var historiske og rystende billeder, der i går aftes og nat dansk tid tonede frem på computer- og tv-skærme rundtom i verden. Her kunne man se, hvordan Trump-tilhængere med vold stormede Kongressen for at protestere mod godkendelsen af det valgresultat, der tilskriver Joe Biden posten som USA’s kommende præsident.

Mindst fire er døde i de voldsomme optøjer, og adskillige betjente er såret. Hændelsen, der kan ses som et angreb på det amerikanske demokrati, bliver af flere omtalt som en af de mørkeste dage i landets historie. Nogle iagttagere peger sågar på, at der er tale om et reelt kupforsøg fra Trumps side.

Optøjerne vil blandt andet føre til en diskussion om, hvorvidt Donald Trump bør fjernes fra magten i de sidste dage af sin embedsperiode. Det kan du læse mere om i denne analyse fra Kristeligt Dagblads USA-korrespondent Sidsel Nyholm.

Biskopper indfører nye restriktioner
Det vakte en del debat, da det kom frem, at tirsdagens strammede corona-restriktioner endnu en gang så ud til at gå uden om kirken. Men selvom regeringen fortsat ikke ønsker at gribe ind i kirkernes ret til at holde gudstjenester, var den i går klar med et sæt nye retningslinjer: Gudstjenester må maksimalt vare 30 minutter, og fællessang frarådes. Flere stiller fortsat spørgsmålet om, hvorfor kirkerne fredes, mens coronavirussen stormer frem med hidtil uset styrke herhjemme. Det kan der være flere grunde til, mener professor emeritus i kirkeret og retshistorie Ditlev Tamm. Han peger især på, at gudstjenester er ”vitalt for mange mennesker”, hvorfor regeringen ser det som et kontroversielt emne. Du kan læse mere i dagens udgave af Kristeligt Dagblad.

Støjberg er et skridt nærmere en rigsretssag
En længe ventet advokatundersøgelse af Inger Støjbergs ordre om at adskille asylpar blev i går leveret til Folketinget. Og den viste, at der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod den tidligere Venstre-næstformand. Nu er det store spørgsmål så, hvor Folketingets medlemmer stiller sig i sagen. For selvom en bred vifte af partier fra Enhedslisten til Nye Borgerlige allerede har taget stilling, nægter både Venstre og Socialdemokratiet fortsat at give en officiel melding. Uden opbakning fra mindst ét af de to partier bliver der ikke en sag.

Selv siger Støjberg, at hun ville have svigtet som minister, hvis ikke hun greb ind over for ægteskaber med mindreårige brude. ”Jeg minder om, at man i dette land er uskyldig, til det modsatte er bevist,” udtaler hun i den forbindelse til DR. Vil du være klogere på sagen, kan du læse mere i denne analyse.

Er MeToo-kampagnen gået for vidt i jagten på ligestilling?
MeToo spænder ben for sig selv og sit eget budskab, når 20 år gamle sager kan dukke frem og ødelægge karrierer, mener fotografen Jan Grarup. Og i lyset af fyringen af TV 2’s Jes Dorph-Petersen har han taget en beslutning om, at det skal være slut med at ansætte kvindelige assistenter. Det skyldes slet og ret, at han er bekymret for at blive anklaget for krænkelser.

”Det er det menneske, jeg er. Det handler ikke om, hvorvidt du er kvinde eller mand, det handler om mig som menneske og måden, jeg taler på,” siger han til Berlingske og understreger samtidig, ”at der i Danmark findes nogle af de bedste kvindelige fotografer i verden.” Udmeldingen føjer nyt brænde til diskussionen om, hvorvidt ligestilling og retssikkerhed bør gå hånd i hånd. Og spørgsmålet er, om MeToo i sager som denne kan ende med at modarbejde sin egen dagsorden.

Indonesien venter på at vide, om corona-vaccinen er halal
Mens mange Europæiske lande er kommet godt i gang med vaccinationsindsatsen mod corona, har man andre steder i verden valgt at vente lidt endnu. Det gælder blandt andet i Indonesien, hvor der ellers er indkøbt vacciner i stor stil fra det kinesiske firma Sinovac. Der er bare ét problem: Før vaccinen kan tages i brug, skal den godkendes af et udvalg bestående af muslimske præster. Og den godkendelse kan ikke falde, før der foreligger svar på, hvorvidt vaccinen er halal, skriver New York Times.

Det er langtfra første gang, at et medicinsk spørgsmål skaber problemer i religiøst øjemed. I sidste måned kunne Kristeligt Dagblad berette, at et medlem af Jehovas Vidner herhjemme modtog en blodtransfusion, selvom der i hans journal stod, at han ikke ville tage imod blod. En gerning, landsretten endte med at dømme som ulovlig.

Danmarks mindste udstillingshal er åbnet i København
Vi runder dagens Morgensamling af i den lette ende. Mange har savnet at gå på opdagelse i landets mange kulturtilbud, mens Danmark er lukket ned. Men det er der heldigvis råd for: I København har Kunsthal Aarhus nemlig åbnet en noget særlig filial, hvor krav om afstand og forsamlingsforbud ikke umiddelbart bliver noget problem.

Vejen til udstillingsrummet, der har navnet Kunsthal Aarhus BBC, går gennem noget så utraditionelt som en kiosk på Vesterbro. Her kan du få udleveret en nøgle, og så er det ellers bare at gå på opdagelse i postbokscentralen Brev Box Center i nærheden – og voila! En udstilling i mini-skala kommer til syne. Du kan læse mere om oplevelsen her.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.