Museernes vikingeskibe kan få grøn pels og smuldre

Selvom de ældgamle vikingeskibe har sejlet verdenshavene tynde, er det ikke nemt for vragdele at komme fra havets bund og tilpasse sig et museum

I et nyt studie har en gruppe forskere undersøgt, hvor stor betydning museernes indeklima har for forskellige skibsvrag – og hvor galt det kan gå med de gamle kulturskatte, hvis man ikke er varsom. (Modelfoto)
I et nyt studie har en gruppe forskere undersøgt, hvor stor betydning museernes indeklima har for forskellige skibsvrag – og hvor galt det kan gå med de gamle kulturskatte, hvis man ikke er varsom. (Modelfoto). Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

"Grøn pels" er et af de fænomener, som kan opstå, når arkæologer og museumsfolk fra tid til anden trækker et ældgammelt skibsvrag fra vikingetiden op fra havbunden. Skibstræet er så nedbrudt, at selv efter det er konserveret, er det overfølsomt over for temperatur og luftfugtigheden på det museum, det havner på.

I et nyt studie har en gruppe forskere undersøgt, hvor stor betydning museernes indeklima har for forskellige skibsvrag – og hvor galt det kan gå med de gamle kulturskatte, hvis man ikke er varsom. Det skriver Videnskab.dk.


"Vi har fundet træstykker, der stammer fra forskellige skibsvrag rundt om i Europa, der er konserverede på forskellige måder og er blevet opbevaret forskelligt. Så har vi puttet stykkerne ind i et såkaldt klimaskab og udsat dem for svingende klima og taget billeder undervejs," forklarer Martin N. Mortensen til Videnskab.dk.

Han er seniorforsker ved Nationalmuseet og en af forskerne bag et nyt studie.

Se en timelapse-video af nedbrydningsprocessen her (fra videnskab.dk) 3687327

Der er selvfølgelig en god forklaring på den grønne pels, der vokser frem på skibsresterne. Det handler om grundlæggende kemiske processer og mineralet pyrit, der også kendes som svovlkis eller narreguld.

"Nedbrydningen kaldes pyritoxidation. De stumper, som fik den her grøn-gule, pelsede overflade har indeholdt pyrit, og når det kommer i kontakt med ilt, begynder det at oxidere," forklarer Martin N. Mortensen.

Oxidation er en kemisk proces, hvor et stof – i dette tilfælde pyriten – får tilført ilt.

Der er meget lidt ilt på bunden af havet, hvor skibsvragene ofte befinder sig, før de havner på museerne. Til gengæld er der svovlbrinte i vandet, og det kan gå i forbindelse med de jernnagler, som skibet er sømmet sammen med, mens skibet ligger på havbunden. Den proces skaber pyrit.

"Der kan sagtens dannes pyrit inde i træet, uden at det er et problem, så længe skibet ligger på havbunden. Men så snart det kommer op i iltholdig atmosfære, starter en oxidation," forklarer Martin N. Mortensen.

Det nye studie er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Studies in Conservation og møder positive reaktioner hos museumsinspektør ved Østfyns Museer Malene Refshauge Beck.

"En af museernes kerneopgaver er at bevare vores forhistoriske genstande. Det her studie er med til at belyse, hvordan vi kan gøre tingene bedre, og det er vigtig viden for museerne, hvis vi skal løse vores opgaver," siger Malene Refshauge Beck til Videnskab.dk.

Vikingeskibene er vigtige vinduer ind i vikingernes samtid, fortæller hun:

"Ud fra skibene kan vi se, at vikingerne havde et meget højt håndværksteknisk niveau. I sejl, reb, tømmer og besætning ligger et bevis på de enorme ressourcer, som nogle har rådet over. Så det handler også om strukturer i samfundet, om at have vilje, magt og ressourcer til at sejle til fjerne egne," forklarer Malene Refshauge Beck.