Den 11. august 1707 blev Wally henrettet ved brænding.
Hans forbrydelse? Tidligere på året havde den unge slave i sukkerplantagen i den hollandske koloni Surinam været en af lederne i en protest mod nye og endnu hårdere arbejdsbetingelser. Efter protesten var han sammen med fire andre slaver flygtet fra plantagen ud i den omgivende skov, men blev fanget igen fem dage efter.
I nutiden kender vi udelukkende til Wallys eksistens, fordi han i en hollandsk retsprotokol er citeret for at have begrundet protesten med ordene:
”Vi vil ikke have en arbejdsleder, der tvinger os til at gå på arbejde så tidligt og arbejde så hårdt.”
Wallys historie er en af 10 virkelige fortællinger, der indgår i en særudstilling på Hollands nationale museum, Rijksmuseum i Amsterdam, om landets fortid som slavenation. En udstilling, der er den første samlede om emnet på det nationale museum – og en udstilling, som kan ses af alle, uanset hvor i verden man opholder sig.
Slaveriudstillingen, der er årets store satsning for museet, skulle have åbnet i februar, men det umuliggjorde coronapandemien.
Og da museer i Holland først fysisk genåbnede den 5. juni under strenge regler for, hvor mange der må lukkes ind, valgte Rijksmuseum i maj at bringe udstillingen ud til folk ved at digitalisere store dele af den og gøre den gratis tilgængelig. For det er en vigtig udstilling, som museet ønsker, at så mange som muligt får at se, fremhævede Taco Dibbits, direktør for Rijksmuseum, på en pressekonference.
”Slaveri er en integreret del af vores historie. Ved at dykke ned i emnet kan vi danne os et mere komplet billede af vores historie og dermed også få en bedre forståelse af nutidens samfund,” lød det blandt andet fra museumsdirektøren.
De 10 forskellige fortællinger dækker omtrent 250 års hollandsk kolonihistorie fra det 17. til det 19. århundrede og kommer geografisk vidt omkring med nedslag i både Surinam, Brasilien, Caribien, Sydafrika og Indonesien.
Sidstnævnte landområde er for eksempel repræsenteret af fortællingen om Untung Surapati, der voksede op som slave i Batavia, det nuværende Jakarta, og senere var soldat i det hollandsk-ostindiske kompagnis hær. Imidlertid vendte Surapati sig mod hollænderne og ledte frem til sin død i 1706 flere succesfulde angreb mod kolonimagten. Surapati har i nutiden status som nationalhelt i Indonesien, hvor flere veje og parker er opkaldt efter ham.
Interessant nok har museet også valgt at lade Oopjen Coppit indgå som en af de 10 personfortællinger.
Den velhavende hollandske kvinde har umiddelbart ingen direkte rolle i slavefortiden, men begge hendes to ægtemænd skabte deres formue på slavegørelsen af andre.
Med udgangspunkt i bryllupsportrætterne af Oopjen Coppit og hendes første mand, Marten Soolmans, stiller museet spørgsmålet:
Hvordan havde hun det egentlig med, at det var slavegørelsen af andre mennesker, der var skyld i, at hun havde råd til så fint tøj og så dyre smykker? Ja, for den sags skyld, at ægteparret havde pengene til at hyre ingen ringere end Rembrandt til at male deres portrætter?
Udstillingen på Rijksmuseum kommer i forlængelse af en debat i Holland om at undskylde for landets slavefortid.
Myndighederne i landets to største byer, Rotterdam og Amsterdam, har tidligere i år diskuteret officielt at undskylde for byernes involvering i slavehandel – og i øvrigt som mange andre byer i de tidligere kolonimagter at omdøbe veje og pladser med forbindelse til kolonifortiden.
En meningsmåling i avisen Trouw fra februar i år viser imidlertid, at godt halvdelen af hollænderne ikke synes, at landet skal undskylde for sin slavefortid. Noget som landets fungerende premierminister, Mark Rutte, sidste år også afviste, fordi han mente, at man ”ikke kan holde folk i nutiden ansvarlige for fortiden”.