Prøv avisen

Den besværlige akustik

Bachs Juleoratorium blev opført i Domkirken i København. Foto: Leif Tuxen.

Juleoratoriet i smukke omgivelser, men med ringe lydkulisse

Forventningerne var der ikke noget i vejen med: Bachs elskede Juleoratorium, opført i Københavns Domkirke få dage inden jul med glimrende kræfter og i en totalt udsolgt kirke.

LÆS OGSÅ: Messias i kirken på Strøget

Mellem de to fem meter høje juletræer oppe i koret var de mange medvirkende linet op med Thorvaldsens store Kristus-skulptur som baggrund opstillet i kirken i 1839 og skabt med tanke på ordene fra Matthæusevangeliet 11,28: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Men det var Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 1-20, der var i fokus, da Sjællands Symfoniorkester og Københavns Drengekor under ledelse af Ebbe Munk fremførte Bachs Juleoratorium; det vil sige kun de første tre af de oprindeligt seks kantater, som skik og brug efterhånden er. Man havde indforskrevet fire glimrende sangere af internationalt snit: sopranen Elisabeth Meyer (hun havde nu ikke meget at lave), mezzosopranen Elisabeth Jansson (smukt syngende, men ikke så stærk i dybden som en rigtig alt), tenoren Jörg Dürmüller (sang både partiet som evangelisten og arien Frohe Hirten, eilt) samt bassen In-Sung Sim, der efter en tøvende start sang sig vældigt op. Så vidt anmelderen da kunne høre fra sin plads midt i kirkerummet, lige ud for prædikestolen. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at akustikken var en alvorlig hæmsko for den rent musikalske nydelse eller vurdering.

Historien fra sidste år, hvor jeg overværede en med samme kor og orkester i Roskilde Domkirke, gentog sig desværre. Min første indspilning af Juleoratoriet var en nu bedaget mono-boks med Helmuth Krebs som evangelisten og Berlinerfilharmonikerne under ledelse af Fritz Lehmann. Ikke ligefrem noget grammofonteknisk mirakel, men med et lydbillede, der trods alt stod betydeligt mere transparent end det, man oplevede denne torsdag aften i Københavns Domkirke.

Duetten for bas og sopran i tredje del er ledsaget af træblæsere og continuo, et af de smukkeste numre i værket, men da lyden nåede vores pladser i den store kirke, var den gået i skuddermudder: Herr, dein Mitleid, dein Erbarmen ...

Ja, man måtte forbarme sig over lyden eller i hvert fald mobilisere en evne til abstrahere fra, hvordan det kunne have lydt i et andet rum. Og man forstår til fulde de mange, der længe inden ens begyndelse stiller sig i kø foran porten på Frue Plads for at sikre sig en plads tættest muligt ved koret. Ikke alene for at nyde det flotte skue af musikere og sangere (og den elegante dirigent) i den uforlignelige indramning, men nok så meget for at høre Juleevangeliet i ord og toner så klart som muligt.

kultur@k.dk