4/6
Bo Skovhus er velsagtens Danmarks mest internationalt kendte operasanger.
Han trækker som oftest fuldt hus, når han er i landet, som det også var tilfældet ved koncerten i onsdags i Mogens Dahl Koncertsal på Islands Brygge. Her foredrog han sammen med den finske sopran Soile Isokoski Hugo Wolfs "Italienisches Liederbuch", et værk, som de to også har indspillet sammen med den pianist, der sad ved klaveret, Marita Viitasalo.
Østrigske Hugo Wolf førte smukt liedtraditionen videre fra Schubert og Schumann i sine værker (og døde i øvrigt som dem af syfilis i en alt for ung alder).
Han satte primært musik til tekster af tyske romantiske digtere som Mörike, Eichendorff og Goethe.
"Italienisches Liederbuch" består dog, som navnet siger, af italienske tekster - af anonym oprindelse og oversat til tysk af Paul Heyse.
Der er tale om 46 små sange, mange på under et minuts varighed, der alle på bedste kliché-tunge, romantiske vis besynger den komplekse relation mellem mand og kvinde.
Sammen med den sindrige, melodirige musik løftes banaliteterne dog smukt i dette hovedværk inden for liedgenren.
Kunsten i at synge lieder består i at gøre teksten levende med betydningsladede fraseringer, ikke som i operaer at (over)spille det sungne.
Det er ordenes skønhed i sig selv, der er centralt, ikke så meget det, de kommunikerer. Derfor handler det om at barbere udtrykket ned til subtile variationer i det musikalske foredrag - fra pianissimo til forte - og artikulation.
Lieder handler om elegance og stil, ikke fremtoning og udtryk.
Det er også derfor, at Bo Skovhus er en så fremragende liedsanger: Han elsker at lade sin baryton kræse om ordenes lydlige side og den finesserige mimik. Og hans baryton er ikke blevet ringere med årene; den kan både være lys og let tenoragtig, bøs og kulminesort.
Det eneste, man kan indvende, er hans måske nogle gange lidt for affekterede, selvnydende smagen på ordene, men han foredrog højdepunkter som "Heb' auf Dein blondes Haupt" og "Benedeit die sel?ge Mutter" fornemt.
Værket er bygget sådan op, at det mestendels er barytonen, der tager sig af de alvorlige sager, og sopranen af de mere vittige, letbende. Her viste Soile Isokoski fint komisk talent og en lysende, luftig sopran i sange som "Wie lange schon war immer mein Verlangen".
I det hele taget klædte de hinanden godt, og de havde i pianisten en fortrinlig, gennemmusikalsk akkompagnatør, der lod melodilinjerne klinge rytmisk prægnant. En pæn ældre herre et par pladser fra mig stampede ivrigt i gulvet efter koncerten, så hele stolerækken gyngede.
Bo Skovhus og Soile Isokoski. Mogens Dahl Koncertsal.