3/6 stjerner
Som hun kom skridende ind i sin grønne kjole og omviklet af et stort løst sjal, lignede hun en million, den amerikanske sopran Renée Fleming, selvbevidst og afbalanceret.
Sådan ser man ud, når man gang på gang er trækplastret på The Met i New York og i usandsynligt mange år har været amerikanernes foretrukne operadiva. Heftig rejseaktivitet hører sig dog også sig til, når man er superstjerne, og hendes besøg i Koncerthuset i søndags var første stop på en skandinavisk turné. Med sig havde hun dirigenten Miguel Harth Bedoya og bag sig DR Symfoniorkester, og de gav sammen et varieret program bestående af både mindre kendte arier blandet op med tre sange hentet fra populærmusikken og en række rent instrumentale stykker.
I løbet af koncerten viste hun sig som det paradoks, hun er for denne anmelder. På den ene side synger hun den mest lækkert cremede legato, man kan forestille sig; ingen kan som hende forme blødt glidende vokaler, så man sidder henført over stemmens varme, omfavnende perfektion.
På den anden side rammes man ikke af noget større end denne umiddelbare nydelse. De forskellige roller, hun gestalter i løbet af aftenen, er underspillede, tilbageholdende, som om hun ikke har noget at fortælle ud over at formidle skønhed.
Så spørgsmålet, om man er til Fleming eller ej, handler meget om, hvad man leder efter: Er det ekstraordinært farvet stemmeklang af den fineste karat og operaverdenens bedst kalibrerede organ, er man lykkelig, men er det intensitet og hidsigt nærvær, sidder man undertiden og keder sig. Så er det sagt.
Hun giver simpelthen ikke nok af sig selv, og der er ikke for alvor noget på spil. Heller ikke selv om hun hele aftenen introducerede de enkelte sange på en både humoristisk og begavet måde.
Højdepunkterne kom så afgjort før pausen, hvor hun brillerede i to arier af Massenet og en monolog fra Strauss' "Arabella". Hun elsker Strauss, tydeligvis, og hun var også godt hjemme i Massenets musik. De to komponister arbejder også begge med et subtilt lydunivers, der samtidig kan svulme romantisk op.
Men det er ikke hidsigt lidenskabeligt som det italienske, hun sang efter pausen. Set fra min stol hører verismen - Puccini, Leoncavello, Giordano - og Fleming bare ikke sammen. Hun agerer som aristokratisk overklasse, ja, hun er en marskalinde apropos Strauss, og har svært ved at skrue sig ned i en rolle, der bare dufter af underklasse.
Endnu værre var det, da hun sang tre populærnumre arrangeret for symfoniorkester: Leonard Cohens "Hallelujah", "Death Cab For Cuties Soul Meets Body" og "Muses Endlessly". Hun sang ikke disse patetisk arrangerede sange med sin vanlige sopran, men derimod med mikrofon og partituret foran sig. Der var ikke en snert af bid i de sange, og det var der heller ikke i de ekstranumre i den mere populære afdeling, som skabte jubelscener i Koncerthuset.
Så ærlig talt: Jeg ville gerne have haft mere Strauss og mindre leflen. Især når hun havde med en dirigent og et orkester at gøre, som forvaltede deres job på fornem vis med bid i fraseringerne og højt humør.
Reneé Fleming. DR SymfoniOrkestret. Dirigent: Miguel Harth Bedoya. Koncerthuset. Søndag den 7. november.