En blodfattig omgang

Den Kongelige Operas premiere på Verdis berømte værk "Nabucco" er en trist stiliseret affære i Elisabeth Lintons iscenesættelse

"Nabucco" handler om den babylonske konge af samme navn og alle hans barske genvordigheder med både sit eget storhedsvanvid over for Gud, sine børn, forrædere og kampen mod jøderne.
"Nabucco" handler om den babylonske konge af samme navn og alle hans barske genvordigheder med både sit eget storhedsvanvid over for Gud, sine børn, forrædere og kampen mod jøderne. Foto: Mats Backer/Det Kongelige Teater.

Tre ud af seks stjerner.

"Nabucco" var Verdis første rigtig store succes som komponist. Men sjovt nok var premieren i søndags rent faktisk første gang, operaen kunne ses og høres på nationalscenen.

Man kan undre sig over, at det har taget så mange år, inden den er nået så vidt. Den er spækket med god musik, store koroptrin, medrivende arier, et trekantsdrama og skånselsløst magtbegær. Og så er der selvfølgelig "Va, pensiero" - hittet over alle, når det gælder operakor, og den sang, der blev sunget af 900 sangere ved Verdis begravelse. Men al herligheden blev lidt et mareridt at skue i svenskeren Elisabeth Lintons iscenesættelse, hvor både scenografi og kostumer gjorde hele opsætningen til en gold og kold affære.

"Nabucco" handler om den babylonske konge af samme navn og alle hans barske genvordigheder med både sit eget storhedsvanvid over for Gud, sine børn, forrædere og kampen mod jøderne.

Denne gammeltestamentlige historie har Linton valgt at sætte i en slags ingen-tid; de stakkels aktører bevæger sig rundt i et grimt scenerum bestående af grå betonelementer, iklædt neutral-moderne gevandter. Og allerede her går det galt: Opera er teater, der finder sted i tid og rum, og man kan ikke ophæve dette ved blot at forsøge at give folk tidløst tøj på. For alle genstande fungerer som tidsmarkører, og man sidder som publikum forvirret i salen og funderer over de mange sære beklædningsgenstande, parykker og sko. Koret er undervejs for eksempel puttet i alt fra pastelfarvede kjoler til irriterende soldateruniformer, og værst af alt er de som fanger iført kridhvidt undertøj og et pænt brunt tæppe (Hvor troværdigt er det lige? Render normale fangevogtere rundt og vasker fangernes tøj i Ariel?).

Man spørger sig selv, hvad det skal til for. Vi vil have mennesker i kød og blod, rives rundt i følelserne og ikke være vidne til en distanceret, absolut blodfattig, allegorisk udgave af dette drama. Intentionen er selvfølgelig at sætte lys på de menneskelige relationer og intet andet, men det forbliver uforløst, når man ikke mærker figurerne.

Men opera er jo heldigvis meget mere end opsætningen: Man kan jo bare lukke øjnene og give sig hen til skønsang og god musik. Og det får man rigeligt af her: John Lundgren er en stærkt syngende Nabucco. Man mærker mandens smerte, og hans arier sidder lige i skabet. En kongebaryton, simpelthen. Han alternerer med Boris Statsenko, som også skulle være et spændende bekendtskab. Mathilda Paulsson er ikke noget hit som yndlingsdatteren Fenena (her kan man godt gå efter Anette Bod, som også synger rollen). I rollen som den store skurk finder man hendes formodede søster Abigaille, stærkt sunget af Mlada Khudoley, men iscenesat alt for pænt. Niels Jørgen Riis som jøden Ismaele ligner mest af alt en venlig kontormand, der er gået forkert i byen – at han skulle være omdrejningspunkt for både Fenenas og Abigailles store beundring virker altså ikke videre sandsynligt, og han synger også med begrænset volumen.

Det gør Kristinn Sigmundsson som den jødiske ypperstepræst Zaccaria til gengæld ikke. Han er fremragende i rollen og en af de få mandlige figurer, hvor der er noget krop bag ordene.

Koret indtager en hovedrolle, og de sang gudskelov pænt ved premieren. I orkestergraven dirigerer Pier Giorgio Morandi kapellet med en sikker hånd. De viser atter, at de er et orkester, der kan spille med den helt rigtige, saftige klang. Men meget symptomatisk for den vaklende premiere lykkedes det dem desværre ikke at få "Va, pensiero" til at hæve sig over gulvhøjde: Introen var for kraftig, og der blev ikke bygget tålmodigt nok op. Også her savnede man fysisk intensitet og stålsat nærvær, egenskaber, denne opsætning er så fattig på. Desværre.

kultur@k.dk

Verdi: Nabucco. Dirigent: Pier Giorgio Morandi. Iscenesættelse: Elisabeth Linton. Spiller 12 gange til 18. november. Operaen