Hun kommer hæsblæsende ind ad døren, og det er ikke noget nyt. Der har altid været bevægelse og tempo på Ester Brohus. Hun fortæller, at hun netop har genset nogle af sine gamle karakterbøger fra folkeskolen. Der står, at Ester er en flink elev, men "en lille smule urolig i klassen".
Nu sidder hun og vipper på stolen og siger, at hun denne gang ville lave en cd, hvor hun "ikke skal sidde og kigge en producer i nakken i flere måneder".
"Som det lille, urolige menneske, jeg er, er det ikke til at holde ud," understreger hun. "Der skal ikke mere end to dage til, så har jeg fået nok, når jeg ikke er med i processen mere, men bare skal vente på at produceren bliver færdig."
Denne gang er det gået anderledes kvikt, for sammen med sit orkester har Ester Brohus – Danmarks jyske countrydronning – været på besøg i Nashville og Sun-studierne i Memphis i USA, hvor Johnny Cash, Elvis Pres-ley, Jerry Lee Lewis, Carl Perkins og andre af pop- og countrymusikkens forbilleder i 1950?erne fik optaget deres legendariske plader.
Turen var et forsøg på at finde tilbage til countryrødderne, og den nye cd er skabt ud fra de samme enkle principper som dengang i 50?erne. Indspillet nærmest live – mere eller mindre i ét hug – i "Little Memphis", et beskedent træhus i Knebel.
"Så må man jo indimellem sluge nogle kameler, når det gøres på den måde, men man skal nok ikke være så sart," funderer hun. "Til gengæld er man virkelig til stede i musikken. Det håber jeg kan høres."
"Countrymusik er sundt for sjælen," har Ester Brohus skrevet på sin hjemmeside. Tæller man "best of"-cd?en med, er den nye cd, "Coming Home", det niende sundhedsudspil, hun præsenterer. På cd?en synger datteren Sabrina andenstemme, og Elvis? gamle pianist akkompagnerer på et af numrene, som blev indspillet under turen til det amerikanske countryland. Men resten er altså foreviget i Knebel.
Bortset fra det sidste nummer er sangene af egen produktion. Den afsluttende, "One day at a Time", er af religiøst tilsnit, og den har Ester Brohus et ganske særligt forhold til. Det var altid den sang, familien Brohus sluttede af med, når far og mor og deres fire børn var ude at spille sammen.
For over 30 år siden indspillede de et kassettebånd med blandt andet denne sang i Hedensted Skoles aula, hvoraf man kan høre et brudstykke indvævet i den nye indspilning.
Skolen ligger lige ovre på den anden side af gaden, for Hedensted – beliggende mellem Vejle og Horsens – er stadig centrum for familien Brohus. Her oprettede faderen, lokalredaktør Svend Brohus, i sine senere år sit kristne mødested, og selvom begge forældre nu er borte, holder de fire søskende fast ved Hedensted og omegn. Det forekommer derfor helt rimeligt, at Ester Brohus med sin loyalitet og berømmelse, der har kastet glans over byen, for nogle år siden modtog Hedensteds erhvervspris.
I 16 år turnerede familien Brohus rundt, og de spillede alle steder – på markedspladser, i idrætshaller, i kirker og i fængsler. Hver weekend pakkede de traileren med anlæg og kørte hjemmefra for at spille en koncert et eller andet sted i Danmark.
"Man kan ikke sige, at kvaliteten af vores musikalske optræden var til at prale af, men det var ligesom ikke det, der var gældende," kommenterer Ester Brohus i dag.
Familien kom vidt omkring og var endog i nogle år med på Roskilde Festival.
"Når jeg i mit voksenliv tænker tilbage, kan jeg da godt se, at min opvækst var lidt anderledes, men det tænkte vi børn jo ikke på. Vi var mere optaget af, om håret og tøjet sad godt, og når jeg om mandagen kom i skole, havde far skrevet i min kontaktbog, at jeg altså ikke havde lavet lektier, fordi vi havde været ude at spille. Det syntes man var helt i orden."
Familiens musik var gos-pel og country, og det er f0rtsat grundtonen. Familien Brohus tilhørte et frikirkeligt miljø, og mellem countrymusikken og kristendommen har der altid været et slægtskab. Forbilledet Johnny Cash blev ofte omtalt som sangeren med en revolver i den ene hånd og Bibelen i den anden.
"Vi kom jo fra et kristent hjem, og det er klart, at det påvirker den musik, jeg laver i dag," siger Ester Brohus.
"Jeg synes i øvrigt, det er lidt fattigt, hvis man ikke har nogen tro i sit liv, men det taler man ikke så meget om i Danmark. I stedet ræser vi af sted, vi har så travlt alle sammen, men der skal også være plads til eftertanken."
Det er seks år siden, Ester Brohus sidst har udsendt en helt ny cd. At der er gået så lang tid, forklares med hendes personlige oprør med den rutine, som også en udøvende kunstner nemt risikerer at fanges ind af:
"Så laver vi en plade, så tager vi ud på turné og spiller, så skriver vi nogle nye sange. Så laver vi en ny plade, og så tager vi på turné og så videre og så videre."
Ester Brohus opremser med en malende træthed i stemmen og slutter den monotome remse af med en understregning af, hvor vigtigt det er at bruge sit liv rigtigt.
"Vi skulle tilbage til det, countrymusikken egentlig handler om: den enkle melodi og den gode historie. Derfor tog vi til Nashville, og så begyndte vi bare at spille og spille og spille rundt omkring. Ikke nogen egentlig turné, men bare af sted, ud i alle flækker og afkroge af Danmark, som jeg jo har været vant til gennem min opvækst."
Og det gør de stadigvæk, for denne "never ending tour", som altså ikke er en turné, fortsætter, og der er også mange kirkekoncerter imellem. Dem er der blevet flere og flere af.
"Her spiller vi den samme musik som til vore andre koncerter, for der er ikke nogen af mine sange, jeg ikke kan være bekendt at spille nogen steder. Det eneste specielle ved vore kirkekoncerter er, at vi slutter med en fællessalme af Grundtvig."
Et af de alvorlige numre på den nye cd er "Jailsong", der handler om, hvor svært det er at begynde et nyt liv og blive accepteret i samfundet efter at have siddet i fængsel.
Sangen er inspireret af samtaler med de mange kriminelle, Ester Brohus har fået som venner. Sammen med sit orkester turnerer hun rundt til de danske fængsler, sådan som Familien Brohus også gjorde det, og som også Johnny Cash er et berømt eksempel på. Det foregår hele året rundt, men topper i december.
"Når vi kommer, holder vi koncerten og ofte en koncert både på den åbne og lukkede afdeling. Og så er der kaffe og kage bagefter, og så sidder vi jo og snakker sammen. Ofte kommer vi år efter år i de samme fængsler, hvor vi så stadigvæk møder de samme mennesker, for er der tale om fanger på de lukkede afdelinger, sidder de jo ikke bare i et halvt år."
For nogle år siden brugte Ester Brohus foråret til at søge sponsorpenge, så de hele december kunne komme rundt til alle fængslerne.
"Dengang var det gratis, men det er det næsten også alligevel. Det er ikke der, vi tjener vores penge, men vi har alle sammen en meget god oplevelse ud af at komme i fængslerne. Jeg har det godt med, at vi kan bruge vores musik også på den måde, og at vi i det hele taget får lov til at spille så mange forskellige steder, som vi gør."
Fra kirker til flækker og fængsler eller de små bygder i Grønland, hv0r Ester Brohus også har været med sin musik. Og alle steder får hun hilst og snakket. Det er her, hun henter inspiration til sine nye sange.
"Hvis man åbner ørerne, når man snakker med folk, så får man mange historier. Countrymusikken er jo først og fremmest en musik, der fortæller historier - ofte lettere melankolsk, men det gør ikke noget. Og måske kan den, der lytter, bruge dem i sit eget liv."
Ester Brohus: "Coming Home" (Little Memphis Recording).