Tre ud af seks stjerner.
Næsten alle danskere, i hvert fald fra min generation, kender et par af glansnumrene fra Emil Reesens og Mogens Dams operette Farinelli, der i 1942 havde urpremiere på Det Ny Teater i København. Melodier som Sangen har vinger og Herren, som skabte alt på jord var i mange år faste numre i radiolytternes ønskeprogram Giro 413. Men hvordan er operetten i sin helhed, hvordan virker den på en nutidig lytter?
LÆS OGSÅ: Opera giver os rum til eftertanke
Ved koncertopførelsen i Tivoli i fredags var musikchef Henrik Engelbrecht en præcis og prisværdigt kortfattet sprechstallmeister med en afvæbnende humoristisk distance til den kulørte handling om titelrollens italienske kastratsanger fra 1700-tallet, som Reesen for øvrigt valgte at gøre til en tenor.
Aksel Schiøtz og Poul Bundgaard er vel de mest skattede sangere, der har brilleret i partiet. I Tivoli var det den unge danske tenor Adam Frandsen, der optrådte som Farinelli. Han havde en udmærket stemme og var driftssikker helt frem til de sidste 5-10 minutter, hvor han syntes at gå sukkerkold. I de øvrige roller fungerede Sofie Elkjær Jensen, Simon Duus og Stina Schmidt godt som henholdsvis Preciosa, Domingo og Carmencita. Løjerne blev sluppet løs med et velspillende Tivoli Symfoniorkester under ledelse af Jesper Nordin og universitetskoret Lille MUKO i fin form i deres hyppige indslag: Til våben, til våben!.
Den humoristiske tilgang til værket er i pagt med dets tilblivelse: Reesen, der også komponerede schlageren Kammerat med solen, og Dam har givetvis nydt at smede denne operette sammen midt under besættelsestidens mørklægning, vareknaphed og usikkerhed.
Farinelli havde virkelig gennemslagskraft og masser af godt humør, og når forestillingen her bliver spist af med tre store stjerner, skyldes det, at musikken i lange stræk mangler substans selv som operette betragtet. Nogle steder lyder den nærmest som Thorbjørn Egners musik til Dyrene i Hakkebakkeskoven, andre steder strejfer den Wagner og Bizet. Den varer vel næppe halvanden time, og alligevel er den stærkt præget af genbrug. Men genbrug er nu engang ikke det samme som sammenhængskraft. Jeg havde været spændt på, om Farinelli i sin helhed havde kvalitet til at være et emne for Operaen på Holmen der er jo trods alt tale om en dansk klassiker med indlysende melodiske kvaliteter. Men netop den lakmusprøve bestod den ikke.