Frodige kirkelige jazzbilleder

Den igangværende kirkemusikfestival "Musik & Kunst" i Aalborg byder på nordisk jazz i topklassen, tydeliggjort ved koncert i Vesterkær Kirke

Fem ud af seks stjerner.

Nogle i Aalborgs kirkeliv er gode til at få de helt rigtige idéer til festivaltemaer.

Den igangværende festival med 11 koncerter i Aalborgs kirker har med temaet "Musik & Kunst" særdeles spændende oplevelser at byde på. "Orgelimprovisation til Dreyers Jeanne d'Arc", "Tegneseriekoncert", "Bayeux-tapetet og middelaldermusik" og "Kirke-jazz og maler-kunst". For nu bare at nævne et par af de mere spektakulære.

Sidstnævnte koncert var både festivalkoncert og 25-års jubilæum for Vesterkær Kirkes organist, Niels Ole Sørensen. Flere grunde, med andre ord, til at tænke stort og anderledes. Hele to jazzorkestre, rødvin i pausen samt en kunstmaler, der fortolkede musikken live. Fra fødslen et godt koncept. Men læg så dertil, at vi ikke taler om hvilke som helst jazzorkestre: vi taler om førende jazzmusikere i Danmark og Norden.

Svenskeren Lars Jansson er en fænomenal jazzlyriker og spillede med sin trio i samspil med Ensemble MidtVest glitrende smuk musik i international klasse. Især hæftede jeg mig ved kompositionen "Hope" fra 2003-Grammy-vinderen af samme navn. Kan Janssons kompositioner fra tid til anden savne tematisk prægnans, var det i hvert fald ikke tilfældet ved dette højdepunkt i koncerten. Det var nordisk triojazz, når den er allerbedst: melodisk og lyrisk, men også med små bobler af gospelmusikalske udbrud a la Keith Jarrett.

Trioens tætte, telepatiske sammenspil svævede gennem kirkerummet ført an af organiske fraseringer på flyglets lyse toner. Lars Jansson viste også andre af trioens sider frem i løbet af sættet. Debussy?sk impressionisme, legesyg eksperimenteren med nodepapirraslen, 12-tonerække-tematik. Vi kom vidt omkring, og det var høj klasse hele vejen.

Organist Niels Ole Sørensen sammenlignede forholdet mellem sig selv og Lars Jansson med niveauforskellen mellem AaB og Barcelona. Det var en ganske sympatisk aalborgensisk beskedenhed, men slet ikke hele sandheden.

Sagen er, at Organica med Jesper Riis (trompet), Jacob Rose (saxofon), Peter Vuust (bas), Lars Daugaard (trommer) og jubilaren selv på Hammond B3 er et både slagkraftigt, originalt og meget velspillende jazzorkester.

Kvintettens jazzudgaver af salmer og sange hører til blandt det bedste i denne genre. De har udgivet en glimrende cd og beviste også denne aften, at salmer og jazz i fællesskab bringer nye farver frem, der pynter gevaldigt op i kirken. Musikken spændte fra det lyse, lyriske til mere grovkornet swing. Hele vejen igennem med flotte og inspirerede soli fra alle sider i orkestret.

Det var en ekstra fornøjelse at iagttage Lisbeth Meinecke smøre farver på lærredet i parløb med tonerne. Niels Ole Sørensens orgel med hvirvlende Lesley tænder en blå farve, ser man. Her spiller orkestret en 12/8 glohed udgave af "I sne står urt og busk i skjul", og straks lyser det op med orange. Helt rørende blev det, da en menneskelignende figur tværes over med grålige nuancer til klangen fra Lars Janssons knudrede 12-tone-stykke for siden at dukke op igen i aftenens sidste nummer - en følsom ballade til Lars Janssons barnebarn.

Der er stadig musik og kunst at komme efter i Aalborg - festivalen løber frem til den 10. oktober.

kultur@k.dk

Lars Jansson Trio og Organica ved kirkemusikfestivalen "Musik & Kunst" i Aalborg. Vesterkær Kirke, den 29. september.