Beethovens ni symfonier er for mange blevet et livslangt og næsten livsnødvendigt bekendtskab. De blev alle ni skabt og opført i det kvarte århundrede mellem 1800 og 1824. De blev alle ni uropført i Wien. Og det var i alle ni tilfælde Beethoven selv, der dirigerede uropførelsen selvom han på grund af sin tiltagende døvhed, der med årene var blevet total, måtte have assistance ved premieren på 9eren i marts 1824. Og de bliver alle ni spillet i dag over hele kloden.
Det skal tages bogstaveligt i dag klinger 3eren måske i en koncertsal i Canada, 4eren i Buenos Aires, 9eren i Tokyo, 6eren i Sankt Petersborg, og så videre. Beethoven er universel.
Man plejer at fremhæve en række af dem som de store. Det gælder de fire sidste ulige: 3eren, 5eren, 7eren og 9eren. Og selvom 6eren, Pastoralen, er anderledes i hele sit udtryk, må også den betegnes som et storværk.
Men på den anden side har de øvrige fire 1eren, 2eren, 4eren og 8eren vist sig livsduelige og spilles stadig hyppigt. Ikke sjældent har man hørt store dirigenter udpege en af de mindre som sin yndlingssymfoni.
De ni varierer i længden fra under en halv time (8eren) til et stykke over en time (9eren), men i bund og grund findes der ingen små Beethoven-symfonier. Og når der udsendes nyindspilninger af alle ni og det er også i det 21. århundrede sket med jævne mellemrum er der ingen stedbørn med i sættet, for hver symfoni er betydningsfuld in its own right, som en musikkritiker har udtrykt det.
Beethovens ni er historien om en udelelig arv fra et af den vestlige civilisations største genier. De er vidt forskellige, de ni, men de klinger alle umiskendeligt Beethovensk. De er alle præget af hans formidable energi og hans karakteristiske sans for struktur, lige fra den tematiske rigdom og fremdrift i førstesatserne til sidstesatsernes sammenfatning af alt det, der er gået forud også de hvilepunkter eller overraskelser, midtersatserne har budt på. Og man oplever Beethoven-skikkelsen i forskelligt lys fra symfoni til symfoni. Der er den klassiske Beethoven, wienerklassicismens fuldender i de første symfonier, der er den revolutionære Beethoven i 3eren, den rasende personlige Beethoven i 5eren, den naturelskende i 6eren, den dionysiske i 7eren, den sprælske Beethoven i 4eren og 8eren og den himmelstræbende Beethoven i 9eren, der ikke bare blev afslutningen på en hel epoke, hans epoke, men også begyndelsen på en ny æra i symfoniens historie.
Der går en historie om, at Beethoven ved et besøg i Wien i 1787 skulle have mødt Mozart. Den hører sandsynligvis hjemme i skrønernes verden. Der er mange tvivlsomme anekdoter og overleveringer i omløb om de to. Sikkert er det, at da Beethoven i 1792 rejste fra Bonn for at slå sig ned i kejserstaden, var Mozart nogle måneder før afgået ved døden.
Beethoven var en mand, der hurtigt vakte opsigt i salonerne. Han var ambitiøs og usædvanlig flittig. Han springer ikke straks ud som et guddommeligt geni, for som dirigenten Christian Thielemann har sagt det: Er hat sich so grosse Mühe gemacht.
Ja, Beethoven sled virkelig med sit stof, hvor selvbevidst han end var. Han førte sig frem som den førende klaverløve i Wien og havde for vane at improvisere over temaer og idéer i timevis. Ikke alene for at dupere folk, men også for selv at komme videre. Han skrev klaver- og kammermusik i store mængder. Hans tre klavertrioer, der blev udgivet som hans opus 1, er en forbløffende bedrift. Inden han fyldte 30 (han er født den 16. december 1770 i Bonn), fik han opført sin første symfoni, og et par år senere fulgte den anden efter.
1eren og 2eren er i deres opbygning og tematik pragteksemplarer på den wienerklassiske stil, som også Mozart havde været eksponent for. For ikke at tale om Haydn, der levede endnu, og som Beethoven en overgang var elev hos. Det kan man fornemme i hans første symfonier, de er støbt i samme form. Men selvom de bobler af ungdommelig energi (og skønhed), kunne ingen dengang ane, hvad der var i vente.
I 1805 havde 3eren premiere. Den revolutionerede hele symfonien som genre. Man havde aldrig før hørt en så lang symfoni (den varer en lille time). Eroica, den heroiske, blev dens navn, efter at Beethoven oprindelig havde tilegnet sit nye værk til Napoleon Bonaparte, men i vrede kradset hans navn væk fra titelbladet, efter at den lille korsikaner i Notre Dame-kirken i Paris havde udråbt sig som de franskes kejser. Flængerne i partituret kan beses endnu. Eroica er i alle henseender et storværk, og enhver opførelse med den rette glød vil få de små nakkehår til at rejse sig. Hvilke kontraster i de fire stort anlagt satser! Andensatsen, den mere end et kvarter lange begravelsesmarch, høres stadig i alle mulige sammenhænge hvad ville Hollywood have gjort uden den?
Meget forståeligt blev 4eren helt anderledes, et lyst og optimistisk værk, men så langtfra en ligegyldig parentes mellem to giganter. Ved premieren i marts 1807 gjorde den ikke den store lykke. Folk havde måske ventet, at Beethoven igen ville overgå sig selv i brag og bulder. I stedet blev 4eren en ung, slank græsk pige mellem to nordiske giganter med et citat, der skyldes Robert Schumann.
Den 22. december 1808 kunne de wienere, der havde trodset den bidende vinterkulde, opleve, hvad der skulle blive musikhistoriens mest opsigtsvækkende koncert. Beethoven dirigerede i en godt fire timer lang forestilling flere af sine egne værker, heriblandt to nye symfonier: 5eren og 6eren, der nu i 200 år har været kendt som henholdsvis Skæbne- og Pastoralesymfonien. Skæbnesymfonien er den mest berømte symfoni, der nogensinde er skrevet. Selv folk, der ikke ved noget om klassisk musik, kender dens åbningstema da-da-da-daaaah! der snor sig ikke bare gennem førstesatsen, men er hele den idé, dette unikum af en symfoni er bygget op over.
Det er vanvittigt at tænke på, at Beethoven samme aften holdt sin mest indtagende symfoni over dåben. Hvilken kontrast danner Pastoralens ro og harmoni i F-dur ikke til sin dystre tvilling i c-mol! Som den eneste af de ni har den ikke fire, men fem satser. Efter fjerdesatsens kortvarige uvejr opleves det som en himmelsk fryd at glide over i femtesatsens glade og taknemlige følelser. Musikken har karakter af en taksigelse til Gud og er den mest velsignede sats, Beethoven har skrevet, ligesom Pastoralen i sin helhed er hans frommeste symfoni.
Beethoven holdt fire års pause, før han igen kastede sig over genren. I 1812-1813 kom der to umiddelbart efter hinanden, begge præget af hans fantastiske sans for struktur og rytme, 7eren stor og favnende og med en gribende andensats, der kan opleves som en slægtning til Eroicasymfoniens marcia funebre.
Omkring den gnistrer de tre øvrige satser i en grad, der gør 7eren til den mest rytmiske af de ni symfonier. Richard Wagner kaldte den dansens apoteose. 8eren er med knap margin den korteste af de ni og den mest humoristiske. De fire satser er mere eller mindre hurtige, de har alle et glimt i øjet. Beethoven satte selv dette værk højt.
I 1820erne virkede Beethoven på mange måder ældre end sine år. Han havde i en årrække været optaget af andre genrer (og andre gøremål), og det kom som et chok, at han havde endnu en symfoni i sig. Og hvilken!
I 9eren viser Beethoven en anden side af sig selv, da han i den berømte fjerdesats den længste, han skrev gør brug af Schillers tekst Ode an die Freude og som den første komponist giver menneskestemmen mæle i en symfoni. Det sker, da bassen afbryder det hektiske orkesterspil med sit O, Freunde, nicht diese Töne! Satsen er blandt meget andet blevet kaldt en hyldest til medmenneskelighed og humanisme, men der er også tro på spil. For mod slutningen lader Beethoven koret istemme Brüder! Überm Sternenzelt muss ein lieber Vater wohnen over stjerneteltet må der bo en kærlig far. I den periode, hvor Beethoven skabte 9eren, arbejdede han på sit mest religiøse værk, Missa solemnis.
Han havde i flere år disse to gigantiske kompositioner i støbeskeen, tog snart den ene, snart den anden frem den samme arbejdsmåde, han havde brugt, da han mellem 1805 og 1808 skabte 5eren og 6eren. Beethoven kæmpede sig frem til en gudstro, men det kan ikke nægtes, at der var tale om en noget fjern Gud, der så at sige havde hjemme på den anden side af stjerneteltet modsat Mozart, for hvem Gud var noget nært og selvfølgeligt.
Som inkarneret pladesamler har jeg taget hele Beethoven-turen med gennem skiftende medier. Fra kassettebånd over cder og nu dvder. Den sidste æra har for mig betydet endnu flere Beethoven-nyanskaffelser, eksempelvis alle ni med Claudio Abbado og Berlinerfilharmonikerne, frydefulde at se og høre på.
Jeg troede dermed, at jeg omsider var dækket ind, omsider havde fået nok. Men for mere end et år siden væltede en koncert i Dresden dette forsæt. Den tyske dirigent Christian Thielemann fortolkede Missa solemnis, så det sved sig ind i sjælen. Det rygtedes, at han var gået i gang med at indspille alle ni med Wienerfilharmonikerne og i en luksusudgave. På dvd og i HD-kvalitet og med uovertruffen lyd.
Jeg er i dag den lykkelige ejer af de tre gange tre skiver. Thielemann er elev af Herbert von Karajan, orkestret er stort og klangskønt der er, heldigvis da, ikke tale om disse fedtfattige fortolkninger, der også har deres svorne tilhængere. Men dette sæt er langtfra en ny omgang Karajan. Det gænger blandt andet sammen med, at Thielemann dirigerer med åbne øjne og med åbent sind. Hans fortolkninger er ikke udtryk for perfektionisme eller strømlinet glathed, men tværtimod præget af hans energi og lysvågne tilgang til de ni. Og den fremragende tekniske kvalitet er med til at bevise sandheden i det gamle mundheld om, at gammel kærlighed ruster ikke.
Sættet med de tre bokse anbefales på det varmeste; jeg kan næsten misunde dem, der har rejsen ind i de ni til gode.
LÆS OGSÅ: "Jeg tror, altså hører jeg"
Beethoven: Symfonier 1-9. Wienerfilharmo-nikerne. Dirigent: Christian Thielemann. (3 x 3 dvd). C-Major/Naxos.
Peter Dürrfeld er forfatter til en række værker om klassisk musik. Seneste udgivelse er Gud i musikken.