Klassisk musik

Anmeldelser af nye cd'er med musik af Chopin og Arvo Pärt

Arvo Pärt: Symfoni nr. 4.
Arvo Pärt: Symfoni nr. 4.

3/6

Kedeligt føleri

Næsten 40 år efter sin 3. symfoni har Arvo Pärt nu komponeret en 4., der netop er udkommet på cd på ECM. Når samtidens mest kendte komponist barsler med nyt, lytter man, men desværre er der ikke ret meget at lytte til denne gang. Pärt har i tidens løb komponeret fantastiske sakrale korværker, men hans serielle minimalisme kan også være ganske enerverende - og det er den her.

De uendeligt blide strygere, krydret med lidt pizzicato, klokkespil og en smule percussion, er velbehageligt nok, men man mangler noget at støde sig på, noget, der river én ud af den new age-agtige døs, man hensættes i efter lidt tid. De melankolsk-meditative stemninger, der fremmanes, kan minde lidt om Zbiegniew Preisners musik til Kieslowskis film "Rød", "Hvid" og "Blå" (hvis De kan huske dem).

De ensformige strukturer brydes undertiden af korte crescendi, men det er langtfra nok til at fastholde interessen. Nu skal det ikke ligge et værk til last, at det er nemt at lytte til, men det kan også blive for glat og pænt. Det vidner denne udgivelse om, selvom Los Angeles-filharmonikerne spiller upåklageligt under ledelse af Esa-Pekka Salonen.

Værket er i øvrigt dedikeret til Mikhail Khodorkovsky, en fængslet oligark og modstander af Putins enevælde, og det bygger på en tekst kaldet "Skytsenglens kanon". På cd'en finder man også uddrag af korværket "Kanon Pokajanen" fra 1997, som ifølge Pärt danner en stilistisk enhed sammen med hans nye symfoni.

Det kan diskuteres - på mig virker det mere som fyld, selvom det nu rummer mere kunstnerisk kant end selve symfonien, ikke mindst qua den udtalte religiøse dimension. Men det var vel ikke meningen? Alt i alt en udgivelse, der ikke bidrager synderligt til billedet af Pärt, som nok har sine største triumfer bag sig.

Arvo Pärt: Symfoni nr. 4. Fragmenter fra Kanon Pokajanen. Los Angeles Filharmoniorkester. Dirigent: Esa-Pekka Salonen. ECM New Series 2160.

4/6

Polsk-fransk dramatik

Lise de la Salle er en af de mest talentfulde unge pianister. På trods af hendes lillepige-udseende og kun 22 år skal man altså ikke tage fejl af hende. Hendes spil er både modent, varieret og udtryksfuldt, og så er hun ikke bange for hidsig dynamik og intense klangvirkninger. Det viser hun også på en ny cd med værker af Chopin - balladerne og hans 2. klaverkoncert - udgivet på det franske selskab Naïve.

De fire ballader, der bygger på tekster af en polsk digter, udtrykker alle Chopins nostalgiske længsel efter sit hjemland, Polen. Denne melankolske, rastløse længsel får Lise de la Salle fint udtrykt i en række medrivende fortolkninger. Her er ingen sødsuppe eller kedsommelig pænhed over Chopin: De poetiske passager bliver afleveret med indestængt drama og med fuldfed kontrast til de mere stormende, energiladede sekvenser.

Den indre dynamik er tydelig, og de la Salle demonstrerer en tæthed og intens sammenhæng i fraseringerne. Hendes spil balancerer så at sige hele tiden på en knivsæg mellem det indædte og det udfoldede. Det gør det også i Chopins 2. klaverkoncert ved en liveindspilning, hvor hun akkompagneres af gode, velrenommerede kræfter som Staatskapelle Dresden og dirigent Fabio Luisi.

Desværre lader optagelsen noget tilbage at ønske, da lyden desværre fremstår lidt grødet i visse passager, ikke mindst i førstesatsen. Men når det er sagt, så står man igen med en fortolkning fra Lise de la Salles hånd, som kun kan beundres. Hun spiller eruptivt, letløbende og friskt, uden at det går ud over præcision og klarhed. Man kan så absolut kun nyde hendes indre vulkan, der så smukt går i udbrud på denne udgivelse.

Chopin: Ballader. Klaverkoncert nr. 2. Staatskapelle Dresden. Dirigent: Fabio Luisi. Solist: Lise de la Salle, klaver. Naïve. V 5215.

kultur@k.dk

Chopin: Ballader. Klaverkoncert nr. 2.
Chopin: Ballader. Klaverkoncert nr. 2.