Dansk neobarok fra 1920
Det er nok de færreste, der kender Niels Otto Raasted (1888-1966). Denne danske komponist og organist var blandt meget andet ophavsmand til den radiotransmitterede morgenandagt fra Københavns Domkirke, der blev indført i 1926, og formand for komponistforeningen Koda i 27 år.
Hans mange tyske forbindelser gjorde ham dog alt andet lige upopulær i det danske musikmiljø, og det medførte, at hans mange værker i dag er gået i glemmebogen. Nu får han chancen for en revival på en ny cd, hvor koncertmester hos DR SymfoniOrkestret Johannes Søe Hansen spiller Raasteds fem sonater for soloviolin, hvoraf de første tre er dateret 1918 og de sidste to 1921. De er med andre ord fra den tid, hvor modernismen tordnede derudad, men det har Raasted øjensynligt ladet hånt om, for der er tale om fem sonater i neobarok stil, der slet skjult bruger Bach som trampolin til at komme op i de højere kompositoriske luftlag. Der er tale om behagelig lytning, og Søe Hansens syngende tone rummer en ekspressiv klang, der afslører en dyb kærlighed til disse værker. Lange malende strøg afløses af enkelte mere huggende i et lydbillede, der kan få selv modstandere af violinsonater til at lytte interesseret efter.
To adagioer husker man - i den første violinsonate (opus 18, 1) og den fjerde (opus 30, 1) - for de rummer en melodirigdom, der er forbløffende. Men når det så er sagt, og roserne er givet for det flotte, ufejlbarlige violinspil og den helt umiddelbare skønhed, ender det efter en del gennemlytninger også med at være en smule ensformigt. De tekniske udfordringer er reelle nok, men lidt blege fraseringer og Raasteds lidt for upersonlige annektering af forbilledernes kompositionsteknikker gør undertiden også cd'en lidt uspændende. Men det er al ære værd, at Johannes Søe Hansen har gravet disse sonater frem. Det fortjener de trods alt.
Niels Otto Raasted: Soloviolinsonater. Solist: Johannes Søe Hansen. Dacapo. 6.220563.
Øst møder vest
Strukturerne i kinesernes musikalske tonesprog kan lyde fremmede i vestlige ører. Men når de indgår i en syntese med vestlig musik, som det er tilfældet med de fire koncerter på Michala Petris nye cd, er der tale om grænseoverskridende musik.
Og det er - vil jeg gerne understrege - ikke svært at lytte til. Tværtimod. Men man begejstres over meget mere end Michala Petris hele vejen igennem fyldige, intelligente og ekvilibristisk sikre fløjtespil, for Sjællands Symfoniorkester under ledelse af Lan Shui, den kinesiske chefdirigent, spiller med en engageret direkthed og lidenskab i det gennemsigtige, innovative klangbillede. De fire koncerter kan deles op i to dele.
Tang Jianpings "Fei Ge" og Ma Shui-longs "Bambusfløjtekoncert" rummer begge et væld af iørefaldende melodier, herlig energi og varm, udtryksmættet lyd. Sidstnævnte er et fornemt møde mellem øst og vest, modelleret som det er over Liszts eller Francks cykliske form, men tydeligvis piloteret dybt nede i den kinesiske folkemusik. De to andre koncerter - Brigt Shengs "Flute Moon" og Chen Yis "The Ancient Chinese Beauty" - kræver lidt mere af lytteren. "Flute Moon" henter sit klangbillede i vestlig modernisme a la Stravinskij med buldrende trommer, hidsige strygere og en mere empatisk, følsom fløjte. Men stadig med retningen intakt i denne syntese af østlig mystik og vestlig eksperimenteren. Chen Yi er i sit værk inspireret af forskellige aspekter ved den kinesiske kultur og har derfor ladet satstitlerne lyde navne som Lerfigurerne, De gamle totems og Det dansende blæk.
Det er cd'ens mindst vægtige komposition, men stadig et interessant udtryk for det store kinesiske riges musikalske rigdom. De fire koncerter blev i øvrigt indspillet i forlængelse af en koncert, som Petri, dirigent og orkester gav i april i år, som kastede 5 stjerner af sig her i avisen. Det gør denne cd også. Køb den endelig!
Chinese Recorder Concertos. Dirigent: Lan Shui. Sjællands Symfoniorkester. Solist: Michala Petri. OUR Recordings.