Den gamle maestro
Fire ud af seks stjerner
Dirigenten og komponisten Pierre Boulez fylder 85 i år, men er stadig i fuld vigør. Det fejres i øjeblikket med en række udgivelser. Herunder både en indspilning af to af Szymanowskis hovedværker, der anmeldes andet sted på siden, og Mahlers "Des Knaben Wunderhorn" og adagioen fra hans 10. symfoni, de to eneste Mahler-værker, Boulez manglede at få under bæltet for at gøre sin Mahler-cyklus komplet. Boulez har altid stået for en ultramoderne, kølig stil i linjen fra Schönberg, Berg og Webern, for hvem det primære mål var at vride musikkens formelle strukturer, ikke at formidle følelser. Og Boulez viser her, at han stadig formår at udkrystallisere musikkens atomare bestanddele skarpere end de fleste, men man fornemmer, at han er blevet varmere, for ikke at sige mildere med årene. Det er Cleveland-orkesteret - et af USA's bedste - der her i hænderne på Boulez former sig som en levende plastisk organisme, der gennemsigtigt og med en oliefed lyd smukt løfter Mahlers musik. De 12 sange i "Des Knaben Wunderhorn" synges af barytonen Christian Gerhaher og mezzosopranen Magdalena Kozena, og de gør et fint stykke arbejde i disse sange, hvis tekster er hentet i en samling tyske folkeviser. Ikke mindst Gerhaher er en fornøjelse i sange som "Revelge" og "Der Tamboursg'sell". Det er i øvrigt en anden side af Mahler, man hører her; det vil sige med et tydeligt glimt i øjet i forhold til de eksistentielt tungt ladede symfonier. Der er heller ikke meget morskab over adagioen fra den 10. symfoni, den eneste sats, han nåede at færdiggøre af dette værk inden sin død. Der er tale om en meditativ, tragisk sats, hvor der fyldes på af melankolske farver indtil de allersidste, skingre toner. Desværre fremstår det musikalske udtryk en kende mere anstrengt end i "Des Knaben Wunderhorn", men ikke desto mindre er det en udgivelse, den gamle maestro sagtens kan være bekendt.
Mahler: Des Knaben Wunderhorn. Adagio fra symfoni nr. 10. Dirigent: Pierre Boulez. Cleveland Orchestra. Deutsche Grammophon. 477 9060.
Nattesyner
Fire ud af seks stjerner
Polen er især kendt for at have fostret Chopin, men den næststørste polske komponist er også værd at lægge mærke til, selvom han er væsentligt mindre kendt end sin landsmand. Han hedder Karol Szymanowski (1882-1937) og var stærkt inspireret af både impressionismen og den islamiske kultur, især sufismens mystik og digtere som Hafiz og Rumi. Inspirationen er ikke mindst hørbar i hans 3. symfoni, som Pierre Boulez og Wiener Filharmonikerne har indspillet. Den bygger på et digt af Rumi, kaldet "Sangens nat", og er for stort orkester, kor og tenor. Boulez forløser dette sanseligt-esoteriske værk med overbevisende præcision. Det stærkt originale og avancerede tonesprog, hvor man kan høre ekkoer af Debussy og Scriabin, virker som et langt musikalsk stream of consciousness-udtryk, der indlejrer digtet i ekstraordinære klangfarver og langsomme tempi for på den måde at indkredse tidløsheden i Rumis digt. Tenoren Steve Davislim og koret løfter værket sammen med orkestret til et rendyrket udtryk af ekstatisk lidenskab for nattens skønhed. Der er sandt at sige ikke sparet på virkemidlerne i de mange usædvanlige instrumentkombinationer, men Boulez lader ikke den mindste trille gå upåagtet hen: Alt i dette eklektiske værk bliver placeret på sin rette plads i det mættede, undertiden lovligt hysteriske klangunivers. På cd'en finder man også Szymanowskis 1. violinkoncert, som er lettere i anslaget og mere umiddelbar end symfonien. Den er skrevet lige efter denne - i 1916 - og må i denne indspilning med Christian Tetzlaff som solist simpelthen blive referencen for fremtidige indspilninger. Tetzlaff har en kraftfuldhed, præcision og varme i sin klang, der fornemt står mål med Boulez' fortolkning af dette raffinerede værk.
Szymanowski: Song of the Night (violinkoncert nr. 1, symfoni nr. 3). Dirigent: Pierre Boulez. Solist: Christian Tetzlaff. Wiener Filharmonikerne. Deutsche Grammophon 477 8771.