Vilter italiensk barok
4/6
Tid er noget mærkeligt noget. Musik skrevet for 20 år siden kan virke mindre vedkommende og længere væk end musik skrevet for 400 år siden. Tag nu bare Magdalena Kozenás nye, fængende udgivelse, "Lettere Amorose" (Kærlighedsbreve). Her har hun sammen med ensemblet Private Musicke og dirigenten Pierre Pitzl indspillet en række italienske baroksange fra begyndelsen af 1600-tallet, og det er sange, der virkelig "rocker huset" for nu at tale lidt populært.
De minder også mere om vor tids rytmiske musik end så meget andet skrevet i de sidste 400 år. Det skyldes arrangementerne, hvor ensemblet på datidens originale instrumenter som harpe, percussion og strengeinstrumenter som guitar, colascione og theorbe på bedste improvisatoriske vis kreerer et svingende klangunivers. Man var ikke så bundet til bestemte arrangementer dengang som i dag, og det udnytter ensemblet suverænt.
Distinktionen mellem folkeligt og klassisk kendtes heller ikke, og sangene på denne cd kunne høres på gader og stræder i Italien, og de har da også alle en umiddelbar lethed, de fleste nok vil forbinde med populærmusik.
Der er altså ikke tale om teknisk svære kunststykker. Komponisterne er på nær Monteverdi spritnye navne for denne anmelder, men højdepunkter er der ikke desto mindre masser af blandt de 12 sange og 5 rent instrumentale værker: Det gælder blandt andet de korte, stærkt sanselige sange som Caccinis "Odi Euterpe" og Kapsbergers "Felici gl'animi" og de lange, sorgfuldt melankolske som Merulas "Canzonetta spirituale" og især Strozzis "L'Eraclito amoroso".
Eneste anke mod hele projektet er, at Kozená synger alle sangene, som var de operaarier. Og det dur altså ikke, når nu ensemblet spiller lækker barok, at Kozená lader sin ellers kildrende mørke mezzosopran klinge så voldsomt. Havde hun dog bare skruet lidt ned for blusset! Under alle omstændigheder er det nu musik, der gør glad.
Magdalena Kozená: Lettere Amorose. Private Musicke. Dirigent: Pierre Pitzl. Deutsche Grammophon. 477 8764.
Kammermusikalske højdepunkter
6/6
Kammermusik er i forhold til symfonisk musik, hvad lieder er i forhold til opera: Den lidt tilbageholdende, beskedne lillebror, der ikke råber højt for at blive hørt, men derimod benytter sig af stærkt subtile virkemidler i sin kommunikation. Også fordi han ved, at tomme tønder buldrer højest, så jo mere varieret, farvenuanceret og gennemfraseret et udtryk, jo bedre.
Hvis vil man høre, hvor kraftfuldt kammermusik kan kommunikere, skal man gå til en ny udgivelse med 3 violinsonater spillet af violinisten Vadim Repin og pianisten Nilolai Lugansky. De har spillet sammen i mange år, og det høres i det sublime samspil på denne studieindspilning.
Der lægges ud med Janáceks Sonate for violin og klaver, og den måde, de får skabt kontraster på mellem klaverets bløde klangfarver og violinens vildt huggende stød, er inciterende. De korte motiver, de hurtige temposkift og det intense følelsesmæssige udtryk i dette værk forløses i det hele taget i usædvanlig grad.
Griegs anden sonate for violin og klaver viser også de to musikeres ekspansive farvepalet og stilistiske kunnen, og ikke mindst andensatsens elegante og delikate allegretto tranquillo viser Repins usædvanligt smukke tone. Ingen violinist i verden intonerer bedre end ham, så rent og purt.
Cd'en rundes af med et af César Francks hovedværker: sonaten for violin og klaver i A-dur. Værket er en sublim syntese af Francks rige, harmoniske tonesprog, cykliske temaer og den klassiske tradition, vi kender fra Wien. Repin og Lugansky lader dette værk med farver og intimitet. Der er både muskler og kraft i deres spil, men også en ømhed og udsathed, der hiver ukendte følelser frem i lytteren. Den berømte tredjesats med den rolige, nærmest overjordiske klangfylde forlenes med en smertefuld melankoli og er noget af det bedste, denne anmelder har hørt på cd i umindelige tider. Bare denne sats er hver og en af de seks stjerner. Kan ikke anbefales nok.
Violinsonater (Janácek, Grieg, Franck). Vadim Repin, violin. Nikolai Lugansky, klaver. Deutsche Grammophon. 477 8794.
