Mellem messer og muzak
Tre ud af seks stjerner
Så nærmer den søde juletid sig og dermed også mængden af cd?er med musik, der mere eller mindre direkte fejrer højtiden. I mængden af udgivelser kan man få øje på både de kunstnerisk stærke og de kommercielt klamme. En ny cd med supertenoren Juan Diego Flórez, som en hel verden i øjeblikket ser den nye Pavarotti i, sætter sig midt imellem de to stole. Titlen på cd?en er Santo (helgen) med undertitlen sacred songs (hellige sange), og man får, hvad man forventer: Uddrag fra Händels "Messias", Haydns "Die Schöpfung" og en buket af arier fra Flórez? normale repertoire, det vil sige Bellini og Rossini, her fra en række af deres messer, som det er prisværdigt, at Flórez hiver frem fra gemmerne. Disse bidrag er alle absolut lytteværdige med saftigt spil af orkestret og insisterende sangforedrag af Flórez. Han rammer toptoner, som de fleste tenorer ville give deres højre arm for at nå så fuldstændig ubesværet. Man kunne dog godt ønske, at han havde modereret sin stemme lidt og arbejdet med at variere udtrykket, der bliver noget ensformigt igennem de 13 sange – men synge med passion og smæld, det kan han. Nej, miseren opstår i de sange, der er blevet arrangeret på ny til lejligheden, herunder Francks "Panis angelicus", Adams "O Holy Night" og Schuberts "Ave Maria". Det er simpelthen vulgærromantisk strygerlyd a la Helmut Lotti, de har lagt som underlægning til Flórez i de sange. Det er næsten ikke til at kapere, især når størstedelen af de sange ligger i begyndelsen af cd?en. Man bliver dog gladere, som musikken skrider fremad, og når hans selvkomponerede sang "Santo" runder cd?en af, er man kommet i helt godt (jule)humør. Men man må forvente, at han sætter overliggeren lidt højere næste gang.
Juan Diego Flórez: Santo - sacred songs. Orchestra e core del Teatro Communale di Bologna. Dirigent: Michele Mariotti. Decca. 478 2254.
Kønne, men kedelige koncerter
Tre ud af seks stjerner
"Peter Howard Jensen regnes af kritikere og publikum for en af de fineste guitarister fra sin generation," kan man læse i pressemeddelelsen til en ny cd, der netop er udkommet på det hæderkronede pladeselskab Deutsche Grammophon. Og det er ikke helt løgn. Danskeren har i løbet af de senere år indtaget store dele af verden, uden at han dog af den grund er blevet videre kendt her i landet. På cd'en er han solist i en række værker af Vivaldi, som han selv har arrangeret og transskriberet; en nødvendighed da solostemmen i disse værker er skrevet til violin eller lut. Det ungarske Franz Liszt Kammerorkester lægger en sprød klangbund for Howard Jensens nydeligt ekvilibristiske udfoldelser, og alt burde egentlig være fryd og gammen. Men det er det desværre ikke. De valgte værker af Vivaldi er små koncerter og trioer, men mestendels pænt kedsommelige i al deres diverterende lethed. Det er enkel musik, noget af det skrevet for amatører, der lyder lækkert og ikke generer nogen, men mangler udtrykskraft og simpel kunstnerisk nødvendighed. De uforpligtende melodier bliver altså aldrig for alvor anfægtende, på trods af at Howard Jensens guitarspil med den bløde klang passer fint sammen med orkesteret. To af cd?ens værker skiller sig ud: en dobbeltkoncert for viola d?amore og guitar samt en arie ved mezzosopranen Tuva Semmingsen. Koncerten er kompositorisk det mest interessante værk, men en lidt for hørbar vejrtrækning hos strygersolisten distraherer desværre lydbilledet. Ærgerligt nok. Tuva synger som altid med stor indlevelse og gør med sin sanselige, bløde klang det musikalske rum større. Men det er ikke nok til at bære en hel cd igennem. Smukt guitarspil, lyttelækker musik og sprød strygerklang gør det altså ikke alene. Større kunstneriske ambitioner havde været at ønske, når talentet er så stort, som det er.
Peter Howard Jensen: Vivaldi. Franz Liszt Kammerorkester. Deutsche Grammophon.