Seks ud af seks stjerner.
Hvorfor ikke bare sige det, som det er? Operaen Lulu på Det Kongelige Teater er en åbenbaring og en sand teatertriumf. Sådan er det. Og så skal man ikke lade sig skræmme af, at det komplekse partitur er fuldt af tolvtonemusik og et virvar af musikalske citater, der kræver noget af lytteren, for Det Kongelige Kapel under ledelse af Michael Boder får det til at klinge let og luftigt - og eminent sanseligt. Og urpremieren i fredags på komponisten Eberhard Klokes version af 3. akt, som Berg ikke nåede at færdiggøre inden sin død, viste sig at være stærkt virkningsfuld. Musikken er dog en ting - noget andet er det norske geni, instruktøren Stefan Herheims iscenesættelse.
Det er sjældent, at man er vidne til en så spektakulært gennemarbejdet, visuelt frapperende forestilling. Man er med hensyn til kostumer, scenografi, lys og skuespil i en teatermagikers hænder. Ingen af effekterne er blot pynt og staffage: De understøtter alle Herheims overordnede vision, som forenklet sagt er at vise livet som en scene, hvor intet er, hvad det ser ud til, og hvor relationen mellem mænd og kvinder er styret af især mandens magt og begær. Og hvor vi med vores manglende moralske kompas reducerer hinanden til blot og bar nytteværdi og fiktive historier.
Alban Berg skrev Lulu i begyndelsen af 1930?erne, Nietzsche havde erklæret Gud død, og værdierne var i frit fald. I sådan en gudsforladt verden kan kun sex, underholdning og rå magt give mennesket en smule mening. Det viser Stefan Herheim ubønhørligt i sin iscenesættelse af Lulu som en cirkus- og cabaretforestilling. Og derfor spejler Herheims Lulu med de mange klovnefigurer - og den virkelighed hun optræder i - uvilkårligt vores nydelsessyge samfund, hvor selviscenesættelsen råder, og vi kun er tilfredse, hvis vi selv indtager hovedrollen. Og hvor kreativitet er noget, vi alle dyrker. Scenografiens mange elementer peger også alle på livet som en nådesløs scene, inklusive en kulisse af Gamle Scene, som de optrædende skal igennem for at træde ind på selve operaens scene. Disse metareferencer til at skabe kunst ligger også i selve Alban Begs opera, hvor både en kunstmaler og en komponist spiller fremtrædende roller. Allerede Shakespeare lod jo Macbeth definere livet som en stakkels skuespiller, der vandrer lidt rundt på scenen og derefter aldrig mere høres (Life's but a walking shadow ...). Selviscenesættelsen, vores usikre identitet og spejling i andre er på Alban Bergs tid blot blevet mere udtalt, og Herheim understreger med sin opsætning den pointe, at det ikke er i kunsten, at vi finder meningen med livet, kun ved at se hinanden i øjnene.
Men hvad handler Lulu om? Groft sagt om Lulu og en række mænd, som alle tilbeder hende, ja, nærmest definerer hende med deres begær, herunder en avisredaktør og dennes komponist-søn – samt Lulus deroute fra borgerskabets top til et job som gadeluder i London og hendes endelige død ved Jack the Ripper. I centrum for alt dette står Sine Bundgaard. Hun leverer en toppræstation som operaens sødmefulde midtpunkt, smuk og udfordrende ud over alle grænser (man forstår operaens mænd!), men også bevidst om de mindste nuancer i mimik og udtryk, hvormed hun flot forløser de utroligt mange stemningsskift, hun hele aftenen er igennem. Hun skifter kjoler og parykker i et væk alt efter, hvilken mands begær hun skal inkarnere. Det må have kostet kræfter at lære den rolle, men det har været sliddet værd. Hun synger i fire af opførelserne, Gisela Stile i de andre fire. Rundt om hende er der lutter fremragende folk. Johnny van Hal har aldrig sunget og ageret mere overbevisende end i rollen som komponisten Alwa, Johan Reuter er fremragende som avisredaktøren dr. Schön og Jack the Ripper, og Randi Stene som den lesbiske grevinde Geschwitz er også træfsikker ligesom Sten Byriel som Schigolch. I det hele taget udstråler ensemblet en sådan sikkerhed i deres optrædener og overbevisning om stykkets kraft og potentiale, at man forstår, hvorfor den kun 40-årige Stefan Herheim allerede tre gange er udråbt til år-ets operainstruktør i Opern-welt. Den mand må meget gerne lave flere forestillinger på Det Kongelige Teater. Snart. Under alle omstændigheder: Skynd Dem at indløse billet til årets operaforestilling. Det bliver ikke bedre.
Alban Berg: Lulu. Det Kongelige Teater. Operaen. Forestillingen spiller endnu 6 gange til og med den 10. december.