Puccini er den operakomponist, der spilles mest rundt om i verden. Også i Danmark. Sidste år havde Den Jyske Opera premiere på "Pigen fra Vesten", i år opfører de "Manon Lescaut", og Det Kongelige Teater sætter både "La Bohème", "Madame Butterfly" og "Turandot" op i denne sæson.
Det skyldes ikke kun musikken og de jordbundne historier, operaerne præsenterer publikum for, men i lige så høj grad vores kulturs udvikling, siden Puccini (1858-1924) skrev sin musik.
Puccinis operaer og det moderne vestlige menneskes åndshistoriske udvikling er nemlig forløbet parallelt: Hans operaer foregår lige midt i epicentret af den udvikling, hvor mennesket går fra at være samfundsstyret til individstyret.
Selvom borgerskabet i 1800-tallet var begyndt at få et godt greb om samfundslivet, var det stadig i vid udstrækning grever, baroner, guder og helte, der spillede hovedrollerne på operascenerne. Man kunne nævne Wagners "Nibelungens ring" eller Verdis "Don Carlos" og "Aida". Det er ikke just manden på gulvet, der befolker de operaer.
Det skulle ændre sig med den æstetiske bevægelse verismen, der opstod i Italien i anden halvdel af 1800-tallet og plæderede for mere virkelighedsnære, realistiske historier. Det kom især til udtryk i Mascagnis "Cavalleria rusticana" og Leoncavallos "Pagliacci", men også Puccini blev stærkt inspireret af de nye tanker.
At personkredsen pludselig er blevet borgerliggjort, går interessant nok ikke ud over konfliktpotentialet i personernes liv. Det vilde følelsesliv, man tidligere så dronninger udleve på scenen, ser man nu pludselig groft sagt naboens datter være i besiddelse af. Denne demokratisering af følelseslivet er afgørende i udviklingen af det moderne menneske.
Tidligere var menneskelivets primære kærlighedsforhold det, der vedrørte Gud, mens det konkrete liv med ægteskab og arbejde var samfundsforanstaltninger: Man var som individ ikke herre over, hvem og hvad man fik tildelt.
Det ændrede sig midt i 1800-tallet, og mennesket begyndte at miste fortiden og traditionen som styrepind i tilværelsen, hvorved ens eget indre blev det eneste retmæssige sted at finde grundlaget for et valg. En udvikling, der nærmest er eksploderet i dag, hvor følelserne er blevet sandhedsvidne.
Derfor går der en linje fra Puccinis protagonisters intensiverede, individualiserede følelsesliv til vore dages arbejdspladser, hvor medarbejdere via coaching og medarbejdersamtaler bliver opdraget til at være følelsesmæssigt intelligente, og hvor følelserne som autoritet har forrang frem for alt andet. "Der kræves nu af alle," som Jan Lindhardt skriver om kærligheden i sin nye bog, "Vores patetiske kultur", "på god, romantisk vis den fuldkomne følelsesmæssige styrke og ægthed under sjælenes forening og seksuelt i form af orgasmen – hvis livet skal lykkes." Puccini havde spottet denne udvikling, og hans heltinder ender da også ofte i ulykke – men de lever i det mindste autentiske, ægte liv.
Meget har ændret sig siden dengang, man mente, at almindelige mennesker ikke var værdige til at være figurer i en opera. Vi lever nu i en kultur, hvor man ikke kan se en tv-avis, uden at manden på gaden bliver spurgt om, hvad han føler i forbindelse med dit eller dat, eller se et program som "Smagsdommerne", uden at tilfældige kulturpersoner udbreder sig om, hvad de føler for det ene eller det andet kunstværk. Det er intellektuelt afmægtigt.
Og ville nok også have været afskrækkende for en visionær som Puccini, for det er her, skillelinjen mellem hans personer og vore dages mennesker går. For de kæmper også for retten til at udleve deres følelser midt i et rigidt samfund, hvorimod vi nu lever i et samfund, hvor skillelinjen mellem offentligt og privat er fuldstændigt udvisket.
Men gå alligevel ind og se alle de Puccini-operaer, De kan komme i nærheden af. Det gør godt - og De genkender følelserne.
Jakob Holm er chefredaktør, Gyldendals Bogklubber, og musikanmelder ved Kristeligt Dagblad.