Mexicanske stemninger

Anmeldelse af Rolando Villazón: Mexico

3/6

Når man er presset af konstant nye krav, kan man altid hente trøst i rødderne. Dem er man i det mindste tryg ved. Det må være Rolando Villazóns mere eller mindre bevidste grund til at udgive en cd med 14 sange fra sit hjemland, Mexico, efter flere sygdomsperioder grundet problemer med stemmen (og senest en uheldig optræden i København).

Men sådan som han synger på denne udgivelse, forstår man godt, hvorfor Villazóns problemer bliver ved og ved: Han smider simpelthen alt for ofte stemmen op i det kraftigste leje, når han lige så vel kunne have fraseret helt anderledes nænsomt. Der er også grænser for, hvor meget fortissimo man kan klare som lytter, og det gør ærgerligt nok oplevelsen af denne udgivelse anstrengende i det lange løb. Ja, det bliver simpelthen for ensformigt at lægge øre til disse sange, og det er en skam, for der er masser af godt melodimateriale, men det drukner i den storladne patos og indlevelse, Villazón lægger for dagen. Værst er brøleriet i sangen "Cucurrucucú, paloma", hvor det går helt galt. Han kunne roligt have skruet lidt ned og på den måde også være kommet i bedre overensstemmelse med de 13 musikere i kam- merensemblet Bolívar-solisterne. De fleste af sangene er i øvrigt fra første halvdel af 1900-tallet og med den karakteristiske mexicanske lyd af trompet, perkussion og cuatro (et guitarinstrument), som i begrænsede doser sagtens kan tænde op under humørbarometeret, når man først lige har vænnet sig til al sentimentaliteten og de løsslupne rytmer. Og så er der lige stemmen, som ikke er så slem, som nogle mener, men heller ikke så renfærdigt klarer de høje toner som tidligere. Bare han dog ville tage det lidt med ro, den gode Villazón – og så udvikle en teknik, der sætter ham i stand til at dosere sit talent bedre.

Rolando Villazón: Mexico. Bolívar-solisterne. Deutsche Grammophon. 477 8769.