Fem ud af seks stjerner
Så har man set det med: bevægelser som dem, "Robotdrengene" udførte, da de vandt DR's Talent-show forrige år, anderledes lyssætning og en grå maske, der ledte tankerne hen på rituel stammedans.
Det var nogle af ingredienserne i klarinettisten Martin Frösts optræden som solist i koncerten af landsmanden Anders Hillborg. Det er en koncert dedikeret til Fröst selv, og jeg tror ikke, at nogen anden klarinettist i verden kunne opføre den lige så overbevisende musikalsk, teknisk og udtryksmæssigt. Hillborgs klarinetkoncert fra 1998 (rev. 2001) er dog ikke kun på grund af de ydre gevandter en fortælling af høj klasse: Klarinetstemmen emmer af fantasi og farver, og hele koncerten er befriende fuld af humor, som da Fröst til sidst bogstaveligt talt puster musikken ud.
Dirigent Thomas Dausgaard og DR Symfonikerne skabte god balance i klangbilledet og var på trods af det store orkesterudtræk mestendels den hviskende samtalepartner for solisten, dog iblandet eruptive udbrud. Fröst viste i sin eksekvering af værket sit talent for at få klarinetten til at lyde som en katedral af modsatrettede klangflader, fra det helt dybe register i pianissimo til det virtuost knaldhurtige. Og det er også kun derfor, at han kan tillade sig at have skjorten hængende flippet uden på bukserne og udfordre koncertformen: Han er så teknisk overlegen.
Inden da var gået en dynamisk ouverture af Beethoven til Coriolan og en koncert af Aaron Cop-land for klarinet og strygeorkester skrevet lige efter Anden Verdenskrig. Her var Fröst i centrum med sine jazzede, cool musikalske byggeklodser, der fik fint modspil af en energisk Thomas Dausgaard, der fornemt forstod at dosere de mange kontraster – fra den bløde 1. sats til den ekshibitionistiske 3. sats.
Efter en sådan opvisning i, hvordan klassisk musik også kan formidles, var det tilbage til en mere traditionel ret, da Dausgaard og symfonikerne efter pausen spillede Tjajkovskijs 6. symfoni. Eller "traditionel" er så meget sagt - normalt spilles Tjajkovskij med masser af vammel sødme og kun med blik på det melodisk svulmende. Det er også derfor, Tjajkovskij er lidt ilde set blandt klassiske smagsdommere, men Dausgaard ville det anderledes. Og godt for det.
En ting var de teknisk fremragende soloindsatser af for eksempel den finske soloklarinettist, men selve fortolkningen bar præg af en alvor, intensitet og indædthed i udtrykket, der gjorde Tjajkovskij godt. Kontrasterne blev tegnet skarpt op, så dramaet mere hørtes som en film af Polanski end en med Julia Roberts i hovedrollen.
Den kærlighedshungrende, tragiske musik stod knivskarpt foran en i et klangunivers, hvor strygerne anført af koncertmester Johannes Søe Hansen skabte magiske, ophøjede øjeblikke. Fornemt. Og en værdig afslutning på en både underholdende og nervepirrende aften.
Fredagskoncert. DR SymfoniOrkester. Dirigent: Thomas Dausgaard. Solist: Martin Fröst. Værker af Beethoven, Copland, Hillborg og Tjajkovskij. Den 12. november. Koncerthuset.