Godt midtvejs i koncerten bliver lyset dæmpet så meget over scenen, at musikerne må tænde lysene ved deres pulte. Ved sideindgangen kommer Anna Netrebko til syne.
Hun går bag om orkestret, men foran de to geledder af sangere fra Mogens Dahl Kammerkor, synlig alene på grund af sin udstråling, er man fristet til at sige. Hun er nu vandnymfen Rusalka, der i sin berømte arie giver udtryk for sin længsel efter at blive menneske.
LÆS OGSÅ: Blandede bolsjer med Bo Skovhus og Både se og høre
En udsolgt sal lytter måbende til den overjordisk smukke og klare stemme. Hun bevæger sig næsten glidende tilbage over scenen, inderligt syngende, runder nogle af musikerne fra Det Kongelige Kapel og står omsider foran dirigenten, hvor hun afrunder sin bøn til månen om at måtte se sin elskede igen.
Det var øjeblikke som dette og dem var der nogle stykker af der gjorde koncerten med sangerparret Anna Netrebko og Erwin Schrott i DR Koncerthuset til en uforglemmelig oplevelse (og anmelderens seks stjerner uundgåelige trods visse forbehold). Den 41-årige russiske sopran hun er født i Krasnodar, men blev sanger i Sankt Petersborg, coachet af dirigenten Valerij Gergiev er i dag den førende sopran i verden, i hvert fald i et repertoire som det, hun sang i København. Og allerede i det første nummer, efter at orkestret havde varmet op med ouverturen til Figaros bryllup, fik man syn for sagn. Il bacio (Kysset) hed den lille italienske sag fra 1860 af Luigi Arditi, men hvor Netrebko dog smældede den ud! Samtidig med at der blev uddelt fingerkys til højre og venstre og bagud og fremad. Hendes sceniske overskud og uhørte bevægelighed var et af aftenens mange stærke indtryk.
Men hun kunne også stå stille, som da hun sang Puccinis smægtende O mio bambino caro fra Gianni Schicchi, ét langt melodisk sug, hvor man ville have været fristet til at lukke øjnene og bare lade sig glide med af skønsangen (sjældent har dét ord været så berettiget), men så ville man jo være gået glip af synet af den dårende kvinde. Jeg har kun oplevet Maria Callas på film og cd, og sammenligninger på tværs af generationer giver sjældent megen mening, men nok en idé om niveauet.
Men det var en aften med to sangere. Ligeværdige, i det mindste målt ud fra antal minutter på scenen. Erwin Schrott er et år yngre end sin kone og har som basbaryton opnået ry for sin sang og ageren i titelrollen i Mozarts Don Giovanni. Han er bestemt også noget af en don på en scene, men det var som tjeneren Leporello, han gjorde sin entré med listearien, på én gang fiffigt og myndigt sunget.
Schrott har på scenen noget af den samme bevægelighed som sin kone, hans stemme har en flot barytonal klang, og hans charme er af den behagelige, ikke påtrængende art. Han er, kort sagt, en sanger in his own right. I duetterne (fra Franz Léhars Den glade enke og Gershwins Porgy og Bess) var de to verdenssangere ikke blege for at vise, hvor glade de er for hinanden. Man fornemmer, at de har øvet sig hjemme i Wien.
Timingen var naturligvis perfekt, og det skete kun få gange, at han blev oversunget af hende: Netrebkos stemme er af en så enestående karat og volumen, at hun hvad jeg oplevede, da jeg i 2007 hørte hende som Manon i Berlin i visse passager uvægerligt synger hvem som helst under gulvbrædderne.
Schrott, der stammer fra Uruguay, gav desuden nogle af sit hjemlands vemodige sange, i tangostil, til bedste, ledsaget af akkordeon og klaver, ligesom han fortolkede Mefistofeles vise om guldkalven og optrådte som den rapkæftede og charmerende kvaksalver Dulcarmara i Donizettis Elskovsdrikken. Her trådte fruen til i rollen som Adina, så det kunne munde ud i endnu en duet.
Ind imellem arier og duetter spillede Det Kongelige Kapel for- og mellemspil under ledelse af den italienske dirigent Claudio Vandelli. Tydeligvis var det en aften, som også musikere og korsangere nød. Arrangørerne Horsens & Friends og Aalborg Kongres & Kultur Center fortjener stor påskønnelse for at have taget et initiativ, som man ikke på forhånd kunne være sikker på at lande.
Og forbeholdene skal der partout drysses lidt malurt i champagneglasset? Lad det være en strøtanke: Nøjagtigt fire døgn efter at have oplevet Brahms Ein deutsches Requiem under Herbert Blomstedt kunne jeg måske nok savne lidt mere sammenhæng eller substans i repertoiret.
Men man skal nu engang anmelde det, der bliver sunget og spillet i henhold til det omdelte (og let reviderede) program, og jeg er på det rene med, at det også ville have været en oplevelse, hvis parret havde underholdt os med udvalgte sange fra Bamses Billedbog. Og selvom Verdi røg sig en tur (to numre fra Aida gled ud), fik vi da både Dvorak, Mozart og Puccini.