Fem ud af seks stjerner
Det er drømmen: at køre ud ad landevejen, at forsvinde fra det hele ud i friheden. Men en drøm, det kun er muligt at realisere for en kort bemærkning, inden arbejdet, manglen på penge, den svære kærlighed eller noget helt andet kalder dig tilbage til virkeligheden.
Det er livets desillusionerende vilkår, eller som Bruce Springsteen synger på titelnummeret "The Promise" på sin nye udgivelse: "All my life I fought this fight/ The fight that no man can ever win/ Every day it just gets harder to live/ This dream I'm believing in".
Bruce Springsteen har i sit snart 40-årige virke som kunstner i det hele taget fortalt historier om mennesker og deres kamp for at komme overens med tilværelsen. Hans sange er befolket af slidere, der er tilovers, og håbløse drømmere, der ønsker sig ud og væk fra dagligdagens hårde dont og uendelige trummerum. Man kender følelsen. Hans melankolske ballader er som oftest præget af afsavn og erindring som i eksempelvis sangen "The River", en af hans mest kendte, hvor hovedpersonen synker til bunds i vemod og minder om en tid, hvor håbet stadig var grønt og troen på fremtiden til stede.
I hans hurtige, livfulde rocksange er han typisk mere fremadskuende og lader drømmeren overmandes af en trang til eventyr; det gælder for eksempel "Dancing in the Dark", en anden af hans markante sange.
Bruce Springsteen gav i denne anmelders ungdom på Lolland da også en hjælpende hånd. Dernede på landet kunne man ikke genkende rockens staffage, gøgl og prætentiøse form, som det kom til udtryk i så mange pop- og rockbands på den tid, det vil sige i 1980'erne, men man kunne genfinde trangen til at komme ud og væk fra det stillestående liv rundt omkring én, som Springsteen synger om.
Samtidig blev man ramt af den uironiske og fuldt romantiske patos, hvormed han tog på sig at beskrive overgangen til voksenlivet og hele tiden balancerer mellem på den ene side melankoliens søde smerte og på den anden fest og farver - og altså tager hele den brede følelsesmæssige palet i brug, som man er i besiddelse af i ungdomsårene.
Springsteen kom dog efter sin kommercielle succes med "Born in the USA" fra 1984 i det kritiske søgelys, og det er først inden for de senere år, at han igen er blevet den anmelderdarling, han var i begyndelsen af sin karriere. Det har noget med tidsånden at gøre: Springsteen spejlede med sin alvor de dystre 1970'ere og begyndelsen af 1980?erne, men passede skidt til de postmoderne, ironifyldte 1990?ere. Efter årtusindskiftet er der imidlertid sat en ny alvor ind qua eksempelvis terroren, som Springsteen sorgfuldt portrætterer på den mesterlige udgivelse "The Rising".
Springsteen har i det hele taget atter vinden i ryggen, og flere og flere får da også øjnene op for, at hans bagkatalog er et af de mest fyldestgørende i vores samtid i beskrivelsen af, hvordan man håndterer den eftertragtede frihed, når den støder sammen med ens afmagt over for samfundets nådesløse konkurrence og fastlåste strukturer.
Hans politiske engagement er også velkendt, og han har ivrigt støttet de demokratiske præsidentkandidater ved de seneste to amerikanske valg.
Det fik Barack Obama til under stor jubel at erklære, at "Den eneste grund til, at jeg stiller op som præsident, er, at jeg ikke kan være Bruce Springsteen". Hans humanisme kommer måske allermest til udtryk på det forbilledlige rockalbum "Darkness on the Edge of Town" fra 1978, denne anmelders personlige favorit med sange som "Racing in the Street" og "The Promised Land".
På grund af juridiske stridigheder gik der tre år fra gennembruddet med "Born to Run" i 1975, inden Springsteen udgav "Darkness on the Edge of Town". I perioden skrev og indspillede han og The E Street Band dog utallige sange, og 22 af dem kan nu høres på føromtalte "The Promise" (officielt er der 21 sange, men der er et ekstra nummer på cd 2). På udgivelsen finder man nogle af Springsteens mest kendte sange, men som andre var med til at gøre til klassikere, herunder "Because the Night", som Springsteen forærede til Patti Smith, og "Fire", som Pointer Sisters gjorde til et stort hit.
Men kan så spørge, hvorfor disse slagkraftige sange først udgives nu og ikke var med på "Darkness on the Edge of Town", da den oprindelig udkom. Det skyldes med Springsteens egne ord, at han på udgivelsen kun ville have "tough music for folks in tough circumstances"; det betød, at enhver sang, der som "Because the Night" både har en livfuld tekst om kærlighed og et herligt svingende omkvæd, blev forment adgang. Ligeledes alle de andre sange, som emmede af liv, lys og håb og havde den Spector-inspirerede lyd, man finder på forgængeren "Born to Run". Men dem kan vi nu få at høre på "The Promise", der virker som et bemærkelsesværdigt helstøbt dobbeltalbum. Her er ikke tale om ligegyldigt affald, som så mange andre mindre kunstnere jævnligt oversprøjter markedet med, men en fantastisk slentretur igennem amerikansk rockhistories mange udtryksformer. Og selvom alle sange selvfølgelig ikke holder samme niveau, er der tale om musik, de fleste ville give deres højre arm for at have skrevet.
Man finder både mindelser om Roy Orbison-pop i sange som "Someday" og "Breakaway", gnistrende soul i sange som "Gotta Get That Feeling" og den passionerede "The Brokenhearted" og så selvfølgelig storladne rockopusser som "The Promise" og "Outside Looking In", hvor en typisk Springsteen-følelse er rykket helt op i titlen, samt en intenst rocket udgave af "Racing in the Street". Dertil skal lægges anmelderens husstands partysang nr. 1 i øjeblikket, "Ain?t Good Enough For You", den country-tilsmagte "Spanish Eyes" og "Fire", der synges med tilbageholdt åndedræt, så man mærker den undertrykte lidenskab med tifoldig styrke. Klasse.
Hele denne boblende gryderet af sange har mere end 30 år på bagen, men alle lyder, som om de var indspillet i går. Tonen er så insisterende, stolt og indædt, at man samtidig rammes af, hvor kunstnerisk vigtige de her sange er for Springsteen. At han har kunnet vente så længe med at udgive dem, forstår man ikke. Udgivelsen kan i øvrigt også fås i luksusudgave med 3 cd'er, 3 dvd'er og en bog.
Bruce Springsteen: The Promise. Sony Music.