Uslebne diamanter

Lejlighedsensembler har tit svært ved at løfte musikken, uanset hvor gode musikerne end er. Det gælder også Diamantensemblet

Diamanten, Det Kongelige Bibliotek.
Diamanten, Det Kongelige Bibliotek. Foto: .

To ud af seks stjerner.

Diamantensemblet er Det Kongelige Biblioteks eget ensemble og et af dem, der er fast leverandør til P2 Koncerten. Det gjaldt også tirsdagens koncert, der blev transmitteret direkte.

Det er efterhånden et stykke tid siden, denne anmelder har været forbi ensemblet, så det var med en udvidet interesse, at man lagde vejen forbi bibliotekets Dronningesal. Nu er der også tale om lutter gode navne i ensemblet, der er grundlagt af oboisten Max Artved, tidligere solooboist hos DR SymfoniOrkestret og en sand primus motor i dansk musikliv. Alligevel skulle det vise sig at blive en uinteressant og energiforladt koncertoplevelse. Jeg tror, det er lidt ligesom med fodbold – fordi man køber de bedste spillere, får man ikke nødvendigvis det bedste hold. Det kræver tværtimod, at spillerne kender hinanden så godt, at sammenspillet kan overtrumfe al modstand. Og et til lejligheden sammenbragt ensemble som Diamantensemblet vil altid få svært ved at nå højderne, når man mødes så relativt få gange om året sammenlignet med et ensemble, der øver sammen hver dag.

Det begyndte ellers udmærket med Per Nørgårds "Billeder fra Arresø" for obo, klaver og strygere. Oboen spiller en central rolle i disse melankolske, let kuldslåede billeder, og Artved malede med en spændstig, adræt tone, der gav værket varme og nærvær. Selvom det er et fortættet værk, var der plads til lytteren og højt til loftet i musikkens deskriptive fylde.

Bent Sørensens "Ständchen" er skrevet for samme besætning som Schuberts oktet - og er en kommentar til denne. Artved dirigerede dette mere interessante end musikalsk engagerende værk med pertentlig omhu. Lydbilledet involverede fødder, der bevæger sig i grus (jo, både hornisten og fagottisten havde en fod placeret i en papkasse), hænder, der gnides mod hinanden og nynnen, men disse fysiske udtryk hjalp ikke meget på at få denne indadvendte, ikke-kommunikerende musik formidlet. Lyde i frit fald, vredet af led, pudsige dissonanser og sagte klange - det var det.

Schuberts oktet skulle så gøre det ud for den publikumsvenlige dessert efter pausen. Det blev en deprimerende oplevelse. Hver især spillede de pænt, og både hornist og klarinettist var glimrende. Men de spillede hver for sig med hovedet begravet i partituret uden at lytte eller kommunikere. Det giver kammermusik i gulvhøjde, spændingsforladt og ligegyldigt. Erik Heides førsteviolin var mere hidsigt insisterende end diverterende subtil, og det hele fremstod kontrast- og farvefattigt. Balancen mellem instrumenterne var også skæv med de dybe strygere i en undertiden for fremtrædende rolle. Lethed, elegance og følsomhed var fremmedord i forhold til denne musik. Desværre. Ensemblet prøvede - som mange fodboldhold i øvrigt - at kompensere for det manglende sammenspil med en hidsig energi. Uden at bolden dog kom i mål af den grund denne aften. Der skal mere til, hvis salen ikke også skal være halvfuld næste gang.

kultur@k.dk

Diamantensemblet. Dronningesalen. Den 12. oktober. Det Kongelige Bibliotek.