En ung, spændende pianist
4/6 stjerner
Danacord forventer sig tilsyneladende meget af en ny cd, man netop har udgivet med den kun 22-årige pianist Elisabeth Nielsen.
Hun går i solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og studerer desuden ved Steinway-akademiet i Verona. På sin debut-cd, der officielt fejres i forbindelse med en koncert i Tivoli onsdag den 27. maj klokken 19.30 (gratis med årskort, ellers 50 kroner), spiller hun tre vidt forskellige og meget krævende værker. Først Johann Sebastian Bachs engelske suite nummer 2 i a-mol, fremført let og dansende, hvad der ikke mindst virker frapperende i det indledende præludium. På den anden side er det måske kun naturligt for en ung klaverløvinde, der har en fortid på balletskolen ved Det Kongelige Teater, at hun vægter det dansante element højt. En let og perlende fortolkning, temmelig forskellig fra mange såkaldt guldrandede indspilninger.
Det andet værk er Schumanns ”Faschingsschwank aus Wien” (Karnevalsscener fra Wien), opus 26, fra 1839. Elisabeth Nielsen fører os sikkert gennem de fem fantasifulde, højromantiske satser, men mangler, forståeligt nok, noget af den pondus, den russiske pianist Svjatoslav Richter (hendes erklærede idol) var i besiddelse af. Det tredje og sidste værk er Prokofjevs sjette klaversonate i A-dur, opus 82. Det er den første af de tre ”krigssonater”, han komponerede på et tidspunkt, hvor det nazistiske Tyskland havde indledt Anden Verdenskrig, men sonaten blev dog til på et tidspunkt, hvor Sovjet og Hitler-Tyskland havde indgået en ikkeangrebspagt - og hvor Stalin havde benyttet lejligheden til at tage for sig af retterne i Baltikum og andetsteds. De to ydersatser i denne sonate stiller kolossale udfordringer til pianisten, men Elisabeth Nielsen klarer dem med overskud og bravur, og der er i det hele taget tale om en mere end lovende debut. Hende vil jeg gerne høre mere fra.
Hilary Hahns hjertekoncerter
4/6 stjerner
Den amerikanske violinist Hilary Hahn fortæller i hæftet til sin nye cd med Mozarts femte violinkoncert og Vieuxtemps' fjerde violinkoncert, at netop disse to værker er en hjertesag for hende, eftersom hun er vokset op med dem fra barnsben.
Det sidste ord skal tages bogstaveligt, for hun var kun lige fyldt 10 år, da hun begyndte at fordybe sig i noderne til de to koncerter, og de udgør stadig grundpillerne i hendes aktuelle koncertrepertoire.
Mozarts femte violinkoncert, der står i A-dur og har Köchel-nummeret 219, stammer fra slutningen af 1775, hvor han stadig boede hjemme hos sine forældre i Salzburg.
Det er et helt igennem lyksaligt værk, og Hilary Hahn spiller det fortræffeligt med brug af Joseph Joachims hævdvundne kadencer.
Paavo Järvi og Deutsche Kammerphilharmonie fra Bremen står for et godt akkompagnement med naturlige tempi gennem alle tre satser, dog med en tendens til at være en smule afsnubbet i enkelte passager.
Henri Vieuxtemps (1820-1881) var en belgisk violinist og komponist, der rejste Europa rundt som en af sin tids største virtuoser.
Hans fjerde violinkoncert blev skrevet omkring 1850, hvor Vieuxtemps midlertidigt opholdt sig i Sankt Petersborg som violinlærer ved zar Nikolaj I's hof.
Den er et stort anlagt romantisk værk. Og mens Robert Kirzinger i noterne til skiven mener, at den lange, indledende andante leder tankerne hen på Beethoven, lyder den for mig at høre grangiveligt som Mendelssohn.
Det er naturligvis positivt ment, og selvom koncerten ikke helt lever op hertil hele vejen hjem, har Vieuxtemps været et givende bekendtskab for mig.
kultur@k.dk