Jeg har i mange år overvejet selvmord. Ikke på grund af følelsesmæssig ubalance, men på grund af et helt nøgternt, analytisk blik på tilværelsen.
En logisk baseret opvejning af fordele og ulemper ved de to tilstande 1) at eksistere og 2) ikke at eksistere. Mine selvmordstanker har altså været af den tilbagelænede, filosofiske slags og er ikke et udtryk for affekt.
LÆS OGSÅ: Ministre vil hjælpe syge til at begå selvmord
Min konklusion er, at det altid vil være mindst lige så godt ikke at eksistere som at eksistere. Det skyldes, at alt, der har værdi, når man eksisterer, intet betyder, når man ikke eksisterer. Det vil sige, at selvom man skulle være et af de relativt få mennesker, der føler sig lykkelig, så har den lykke kun betydning, fordi man eksisterer, og den er således helt og aldeles irrelevant for den, der ikke eksisterer.
Det vil sige, at selv de allermest lykkelige mennesker i verden ville være lige så heldigt stillede, hvis de ikke eksisterede.
Hvis livet er en gave, er det derfor en tvivlsom en af slagsen. Den type gave, som aldrig stiller modtageren bedre, end hvis han ikke havde fået gaven.
Som følge af de tanker har jeg nok aldrig rigtig taget livet alvorligt. Jeg har ikke set det som hverken godt eller skidt. Det har bare været der, men jeg har egentlig været lidt ligeglad med det hele. Som oftest ikke trist, men bare uengageret og uinteresseret i den kendgerning, at jeg var i live.
Eller sagt på en anden måde: Jeg har i mange år hellere villet være ikke-eksisterende end eksisterende. At jeg ikke har begået selvmord, skyldes sandsynligvis min frygt for selve det at dø og tanken om, at der er noget værre end livet på den anden side. Det skyldes i hvert fald ikke en lyst til at være til.
Hvis jeg kunne få en garanti for, at jeg efter dødens indtræden simpelthen ville ophøre med at eksistere i nogen som helst form altså ikke bare ophøre som menneske, men også som ånd og sjæl så ville der ikke være så meget at betænke sig på. Men sådan en garanti kan man ganske givet ikke få, og derfor er jeg her endnu.
På det seneste har selvmordstankerne dog fyldt mere, end de har gjort i adskillige år, og jeg har spekuleret på, hvad den hurtigste og mest smertefri måde er. Nu skulle jeg vel være et skarn med meget døve ører, hvis ikke jeg anede en svag bimlen med alarmklokkerne.
Alarmklokkerne, ja. For det er netop her, min pointe ligger. Det forventes, at man bliver alarmeret og oprevet, når man enten selv har selvmordstanker eller hører om andre, der har. Man skal kontakte sin læge hellere i går end i dag, så man kan redde sit liv og blive rask igen.
Jo tak, men sagen er bare, at jeg føler mig 100 procent rask og klartseende oppe i hovedet. Min lyst til at ophøre med at eksistere skyldes som nævnt indledningsvis ikke en pludselig impuls forårsaget af følelsesmæssige kvaler, men er resultatet af en logisk analyse af tilværelsen. En analyse, der for mange år siden har bragt mig til den konklusion, at eksistens maksimalt kan være lige så godt som ikke-eksistens, men i næsten alle tilfælde er værre.
Og hvis ikke den devaluering af livet som det må siges at være, når man indser, at ikke-eksistens er bedre end eksistens skulle være grund nok til at overveje selvmord, så er jeg også for længe siden kommet til en anden livslyst-berøvende slutning. Som så mange andre før mig har jeg indset, at tilværelsen objektivt set er meningsløs, og at man derfor selv er nødt til at opfinde en mening eller i det mindste et formål med livet for at holde det ud.
Og hvad er det lige, en læge kan gøre ved det? En læge har læst medicin, men han har ikke bemyndigelse eller kapacitet til at gøre tilværelsen mindre meningsløs. Han har en autoritet i forhold til mig, når det kommer til at vurdere, om min arm er brækket eller ej, men han er i lige så høj grad som jeg selv offer for tilværelsens grundlæggende, objektive meningsløshed, hvorfor han naturligvis heller ikke kan ændre på dette grundvilkår for det menneskelige liv.
LÆS OGSÅ: Homoseksuelle begår oftere selvmord
Men han har aflagt et lægeløfte og har som det øvrige offentlige behandlersystem en forpligtelse til at høre alarmklokker og reagere på dem, når han bliver gjort bekendt med selvmordstanker. Han skal prøve at gøre mig rask eller sende mig videre til nogen, der kan gøre mig rask, selvom jeg egentlig bare helt afslappet lægger kortene på bordet og siger: Ved du hvad? Jeg synes, tilværelsen er meningsløs. Jeg gider egentlig ikke noget, og det har jeg dybest set aldrig gjort, og det er der nok ikke så gevaldig meget at gøre ved. Og jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle prøve at gøre noget ved det. Hvorfor ikke bare gå hjem fra en fest, når man ikke gider være der længere?.
I alle andre sammenhænge bliver man anset som rask og velfungerende, når man forlader noget, der er menings- og udsigtsløst, for eksempel et dårligt parforhold, så hvorfor er man syg, hvis man forlader den meningsløse og udsigtsløse verden?
Men det alternativ, altså at kvitte livet, bliver interessant nok ikke anset som et legitimt valg, selvom jeg ellers skulle mene, at vi lever i en tid, da mennesket ikke affinder sig med at få lagt bånd på sig af nogen art.
Alt i tilværelsen bliver i dag lagt op til de personlige valg i realiseringen af ens eget potentiale som menneske. Intet må overlades til tilfældighederne, når det kommer til uddannelse, karriere, børn og partner. Men at fravælge at være menneske og simpelthen forlade festen, fordi man ikke gider den længere, det anses som et tegn på sygdom, og det er en tilstand, man pinedød skal bringes ud af. Det virker ulogisk.
Jeg kan forstå, at mennesker, der pludselig bliver suicidale, fordi de for eksempel har mistet et barn eller en ægtefælle, kan hjælpes, fordi de netop er bragt i affekt over at have mistet noget, der gav deres liv mening. De kan hjælpes tilbage til livet og finde ny mening med gode støtters hjælp. Men hvordan skulle man kunne ændre noget for os, der ikke kan se og aldrig har kunnet se en mening med noget som helst? Livet har vitterligt ikke noget, jeg gider have. Og jeg kan ikke se, at man skulle være forpligtet til at lede videre efter en mening.
Det eneste meningsfulde for mig ville være jagten på ikke-eksistens, da det som skitseret ovenfor ville være en forbedring i forhold til eksistensen, men ikke-eksistensen opnår jeg i sagens natur ikke som menneske, og det er derfor ikke noget, der giver tilværelsen mening.
Jeg mener slet og ret, at det at vælge livet fra burde være et lige så legitimt valg som at vælge at leve. Hvorfor skal man blive i noget, der ikke interesserer en? Hvorfor skal man blive til en fest, der er kedelig?
Sådan ser verden ud fra mit perspektiv. På bundlinjen står, at jeg har mere lyst til ikke at eksistere end at eksistere, og det mener jeg at have begrundet rationelt og uden klynk.
Følgelig mener jeg, at man bør acceptere og respektere, når et menneske fravælger livet, såfremt argumentationen er rationel, og det således ikke drejer sig om en desperat handling i en oprevet sindstilstand. Man bør se livet som noget, man på linje med så meget andet kan vælge til eller fra.