Prøv avisen
Boguddrag

Hovmod er roden til alt ondt

Peter Madsen (til venstre), Peter Lundin og Anders Breivik er tre eksempler på mordere drevet af hovmod, mener forfatterne bag ny bog om de syv dødssynder. Foto: Lise Aaserud/AP/Ritzau

Hovmod er “alle lasters moder”, roden til alt ondt, lyder det i dette uddrag fra bogen "De syv dødssynder" om mordere og ondskab skrevet af tidligere drabschef ved Rigspolitiets Rejsehold Bent Isager-Nielsen og retsmediciner Hans Petter Hougen

Bent Isager-Nielsen (fremover kaldt "B": Hovmod er en dødssynd, fordi det får mennesket til at foretage sig nogle ting, som man ikke ville gøre, hvis ikke man var hovmodig eller arrogant. At slå ihjel, bedrage eller mishandle. Hovmod er “alle lasters moder” – roden til alt ondt.

Hans Petter Hougen (fremover kaldt "HP): Det er den totale mangel på empati. Du tænker ikke over konsekvenserne for andre mennesker i det, du gør.

B: Måske tænker du over det, men giver fanden i dem. De er ligegyldige for dig. Mange voldtægtsforbrydere siger: "Hun havde selv spillet op hele aftenen. Hun ligger, som hun har redt, ikke? Hun var selv ude om det." Der kan man bruge hovmod til at retfærdiggøre det, man har gjort.

HP: De siger: "Jamen herregud, hun eller han var ikke mere værd."

B: Ja og: "Jeg kan næsten ikke gøre for det. Jeg blev bare sat i den situation."

HP: "Det var i hvert fald ikke min skyld."

B: I mange af de sager, jeg har haft og kender til, har der været hovmod indblandet. Gerningsmændene føler, de er grandiose, de er hovmodige, de tror, de er som Gud, og at de kan slippe af sted med f.eks. mord, hvis de bare skiller sig af med liget.

HP: Jeg er enig – og det gælder vel både typer som Peter Lundin og Anders Breivik. De føler, de står over alle andre. De kan tillade sig det meste uden at stå til regnskab over for ganske almindelige mennesker. De føler ingen skam, der er ikke nogen bremsemekanismer. Den evne har de simpelthen ikke.

B: Nej, og jeg tror også, det er derfor, mange af dem har nogle karakterafvigende og psykopatiske træk. Det ser vi ofte karakteriseret i de mentalerklæringer, der udfærdiges om de sigtede i alvorlige sager. Det selvcentrerede og selvovervurderende. Det er ofte handlekraftige mænd, der gør det, der er nødvendigt. For mange af os andre ville det være fuldstændigt grænseoverskridende f.eks. at overhælde et dødt menneske med benzin og stikke ild til det. Eller partere et lig, grave det ned, eller hvad man ellers ser. Det kræver både overskud, hensynsløshed, gåpåmod og mange andre ting at finde det nødvendigt f.eks. at skaffe sig af med et lig.

HP: Jeg læste engang en svensk undersøgelse, som sandsynliggjorde, at op til cirka 15 procent af alle ledere har psykopatiske træk. Ikke at de er psykopater, men de går f.eks. ikke grædende i seng, bare fordi de har sagt noget, som måske støder en anden.

B: Tja, man kan jo ikke ligge søvnløs om natten, fordi man skal fyre hundredvis af mennesker. Som leder må man være belagt med en vis form for teflon. Hvis man dissekerer retspsykiaternes og psykologernes beskrivelse af mange gerningsmænd i drabssager, så støder vi ofte på den manglende empati, en projicering af skyld over på andre og en manglende selverkendelse. Hvor andre ville knække halsen på det og ikke kunne leve videre med den store skyld og skam, så fortsætter de her personligheder glad og lykkeligt deres tilværelse.

HP: Nogle befinder sig helt ude i den ende, hvor man påtager sig skylden for alt mellem himmel og jord og nærmest er en stor depression og undskyldning for sig selv. Og så er der dem i den anden ende, dem med bragende psykopatiske træk, der overhovedet ikke skænker deres medmennesker en tanke.

B: Derfor kan man vel også af og til se nogle særlige skader på ofrene for visse gerningsmandstyper? I mange sager, hvor gerningsmanden efter drabet parterer liget eller brænder det af eller graver det ned, ser vi jo nogle næsten overskudsagtige mennesker, der tænker rationelt over problemerne. F.eks. ved at opdele et stort problem i mindre for at håndtere det. Tænke logisk og praktisk og gøre det, der er nødvendigt for ikke at komme til at stå til regnskab. Og uden at lade sig påvirke følelsesmæssigt af det. Det har jeg ofte tænkt over. Mange mennesker tror, at gerningsmænd, der foretager sig så grænseoverskridende handlinger, må være sindssyge. Den underliggende præmis er, at ellers ville man ikke kunne gøre det. Intet er mere forkert. Kun meget få af de koldblodige og kyniske gerningsmænd er sindssyge. Man kan godt være farlig og ond uden at være sindssyg, og man kan godt være sindssyg uden at være farlig og ond.

HP: At partere et dødt menneske ville for langt de fleste mennesker være totalt grænseoverskridende. De fleste har en eller anden respekt for andre mennesker, også de afdøde, samtidig med at det ville være forfærdeligt ulækkert for de fleste. Altså, det gør man bare ikke. Uanset hvem man er, hvilken kultur man kommer fra, eller hvilken gud man tror eller ikke tror på.

B: Efter min erfaring er det sjældent, at gerningsmanden slet ingen følelser har over for den dræbte. I mange tilfælde har de haft et nært og kærligt forhold, inden noget er gået galt. I andre sager har de ingen respekt for den afdøde eller hader den pågældende, men det er jo også en slags følelser. I nogle af rockerdrabene ser man også direkte usømmelig omgang med lig. Hvor de f.eks. saver et lig i stykker. Der var en sag for år tilbage, hvor en rocker blev gravet op, gravstenen blev væltet og knust, kisten åbnet. De flåede hans rockersmykker og vesten af. Normalt ville man sige, det gør man da bare ikke. Men de må have næret så dyb en foragt for den afdøde, at der ingen grænser var. Hvis man er helt ligeglad, så er det ligesom det, nazisterne gjorde. De slog bare ihjel, for det var jo ikke rigtige mennesker … Eller ved folkemord. Det ved du da alt om, Hans Petter, du har jo rejst i lande, hvor den slags har fundet sted?

HP: Ja, lige nøjagtigt. Altså, hvis du har de her virkelig psykopatiske tendenser, så vil du ikke bruge tid og kræfter på at grave en eller anden op og fjerne hans tøj og smykker, fordi vedkommende er fuldstændig ligegyldig for dig. Han er ikke på dit niveau alligevel. Så hvorfor bruger de tid på det? I tilfældet med den opgravede rocker tror jeg, det handler om ære.

B: Ja, bestemt. De tog vesten af ham, fordi han havde sladret til politiet eller var gået over til modparten – han var en overløber.

HP: Æresbegrebet har jeg også indtryk af spiller en stor rolle i de bandekrige, vi senest har set på Nørrebro. Cool cash og kampen om hashmarkedet. Det er kriminalitet, men det har også noget med ære at gøre.

B: Uden tvivl. Men for at vende tilbage til de nære følelsesmæssige relationer. I de fleste drabssager er samarbejdet med de pårørende meget vigtigt. Ikke alene fordi de pårørende måske kan give den oplysning om den dræbte, som kan hjælpe os med at finde motivet, men også fordi vi ved, hvor mange drab der er nærdrab, hvilket vil sige, at gerningsmanden skal findes tæt på ofret og ofte i familien … Dermed skal man håndtere dem som mistænkte og samtidig med empati, fordi de har mistet, og det er rigtig vanskeligt. De er mennesker, der har brug for en meget tæt kontakt til politiet. Der er også af og til politifolk, som må tages af sagen, fordi de føler for meget med de efterladte, eller også er de for hårde ved dem, fordi de mistænker dem for at stå bag. Det kan være en svær balance at finde. Det lykkes i de sager, hvor den mistænkte bagefter siger: “Tak for god behandling. I gav mig godt nok den hårde tur, men det kan jeg godt forstå, og nu er der i hvert fald ikke nogen, der bagefter kan komme og sige, at det nok var mig alligevel.” Processen indeholder rigtig mange grimme og svære psykologiske ting.

Men vi to deler fascinationen: Hvad er der sket her? Svaret finder vi bare med hvert sit speciale.

HP: Ja, en sag er som et puslespil. Det er dig og dine kolleger, der har ansvaret for at samle det, og så kommer kriminalteknikerne og jeg og mine kolleger med en, to eller tre af brikkerne, men ikke med det hele. Og så har du andre brikker andre steder fra, og til sidst er puslespillet færdigt.

B: Mange gange er de brikker, I lægger, meget vigtige …

HP: Andre gange er det kun en lille bitte detalje nede i det ene hjørne …

B: Ja, hvor det bare er en bekræftelse af et eller andet. Men andre gange ændrer jeres undersøgelser totalt vores retning i en sag. Måske siger I: “Det er slet ikke det, der er dødsårsagen. De skader er sket efter dødens indtræden.”

HP: Det er ret fascinerende. For det er jo ikke noget, vi ved på forhånd.

B: Sagen fra København om Amagermanden var for mig at se også et eksempel på hovmod. Amagermanden blev dømt for at have slået to kvinder ihjel – den ene i 1987 og den anden i 1990. Han havde voldtaget og misbrugt flere kvinder igennem mange år og i det hele taget været en forbryder med masser af forskellige motiver i sig. Han gik på røvertogter, voldtog og slog sågar ihjel.

Det, der fik ham fældet, var et kondom, som en politihund fandt efter en grov voldtægt i en haveforening på Amager i 2010. Kondomets indhold blev undersøgt, og dna’et sammenlignet med de dna-spor, politiet har i arkivet. Dna’et på ydersiden af kondomet matchede kvindens dna, mens sædens dna var særdeles interessant.

Her kom det nemlig frem, at en gerningsmand med samme dna havde kvalt en kvinde på Amager Fælled i 1990 og voldtaget en kvinde på et kollegium i 2005. Begge steder var samme gerningsmands dna blevet fundet. Det fik Københavns Politi til at gå i medierne i 2010, og ved hjælp af offentligheden kom Amagermandens navn frem. Han fik taget en prøve af sit dna og blev afhørt, før han blev sendt hjem igen. I den periode tog de dna-prøver og afhørte så mange, at de ikke kunne anholde hver eneste mistænkt.

Amagermanden var så hovmodig, at han troede, han kunne slippe af sted med det. Han lå endda og sov, da politiet kom for at anholde ham, efter de havde fået svaret på hans dna-prøve, som matchede de tre sager. Herefter efterforskede politiet videre, og han endte med at blive idømt livsvarigt fængsel for to drab og seks voldtægter. Han nægtede sig skyldig hele vejen igennem.

...

Jeg kan huske en anden sag, hvor en kvinde lige pludselig forsvandt. Hendes familie slog alarm og sagde, at noget var helt galt. Vi fandt hurtigt ud af, at hun havde haft kontakt med en mand via det daværende telefonmødested Træfpunkt 0059, hvor man kunne møde andre ensomme personer. Og nogle gange sidde og sige halvsjofle og kærlige ting til hinanden. Vi fandt frem til den mystiske mand, som blev anholdt, sigtet for drab. Også selv om vi ikke havde noget lig eller nogen tilståelse. Det kan godt lade sig gøre i Danmark. Han fortalte, hvad han havde gjort ved hende, og det var formentlig sket, fordi hun havde nægtet ham sex.

Efterforskerne tog ham med ud til et skovområde ved Lillebælt, hvor han sagde, hun lå begravet. Og det gjorde hun også. Han har tænkt noget i stil med: “Jeg havde slet ikke tænkt mig at komme i fængsel. Hvad gør jeg nu med det her lig?” Hun skulle jo begraves, så han og en kammerat gravede liget ned.

Jeg siger ikke, han og kammeraten havde behandlet hende med respekt, men hun var da lagt ordentligt i hullet. Så jeg synes godt, at usømmelig omgang kan sige noget om personlighedstypen hos gerningsmanden. Er det et menneske, som er ved at kaste op ved tanken, men føler, at han er nødt til at gøre det, fordi han ikke vil i fængsel? Eller er det en anden type gerningsmand, som er mere ligeglad?

...

B: Sådan en som Anders Breivik fra Norge er for mig at se et rigtigt godt eksempel på hovmod. Han viste sig heller ikke at være sindssyg. Han var hovmodig. Han sagde til sig selv: Nu er Norge ved at blive invaderet af muslimer og islamisme. Hvis jeg slår nogle af dem ihjel, hvad vil det så gøre …? Nej, jeg vil ramme det norske arbejderparti, fordi det er deres ansvar, at det her land er ved at gå fra hinanden. Det var jo velovervejet og kynisk, det var ikke noget med at høre stemmer. Han blev konfronteret i retten med, at han var uden følelser. Men anklageren fik ham til at græde i retten. De talte om et familiemedlem, som var alvorligt syg. På den måde viste Breivik, at han gik op i andre mennesker, han var ikke afstumpet. Han har haft et hovmod, der har sagt: Det kan jeg tillade mig at gøre i en bedre sags tjeneste.

HP: Ja, det var i en bedre sags tjeneste i hans hoved.

B: Det var alt andet end sindssygt. Det var logisk og planlagt. At det er så uhyrligt, det, han har gjort, det er noget andet. Pressen og befolkningen siger som sagt ofte: “Han må være sindssyg”, igen underforstået, at ellers kan man ikke gøre det.

HP: Og det er han ikke – i psykiatrisk forstand. Breivik er svært selvovervurderende, narcissistisk, selvoptaget og ekstremt fanatisk, og han lever i en internetverden, hvor radikale typer deler hinandens synspunkter. For ham var angrebene løsningen på alle problemerne. Vi andre forstår det ikke.

B: Det er det samme som i de sager, hvor mænd slår deres egne børn ihjel, fordi konen har fundet en anden. Man siger: Du må da være sindssyg for at gøre det. Men nej. Hun har fundet en anden, familien går i opløsning, manden tænker: Jeg må gøre et eller andet. Og så træffer han det valg. Det er også hovmod. Han ser det, som om han har den rigtige løsning på problemet. Der er måske også lidt afmagt i det.

HP: Jo, men der er ofte også en god portion jalousi i de sager, hvor faren slår børnene ihjel.

B: Ja, hovmod giver sig selvfølgelig udtryk på forskellig måde, med de forskellige kriminalitetstyper. Og mange gange er motiver som hævn og jalousi kombineret. Det var politisk med Breivik. Med økonomisk kriminelle handler det om penge. Den slags gerningsmænd har selvfølgelig også psykopatiske, hensynsløse træk.

Denne tekst er en forkortet udgave af kapitlet "Hovmod" fra bogen "De 7 dødssynder".