Jeg hørte for nylig den amerikanske komiker Louis Szekely fortælle om en samtale med sin datter. Hun spørger, om han tror, at solen altid vil være der. Han svarer, at den formentlig vil slukke om 40 millioner år. Men at hun kan være helt rolig. For til den tid er hun og alle, hun kender, døde.
For et barn er det tre ret brutale nyheder at blive præsenteret for på én gang: Solen dør. Du dør. Alle du kender dør.
Men uanset hvordan vi vender og drejer det, er døden et faktum. Alt forgår på et tidspunkt. Det er et eksistentielt livsvilkår, vi ikke kommer udenom.
I dette digitale magasin har en række mennesker sat ord på noget af det allersværeste. Åbent og ærligt fortæller de om et tab, der har været så stort, at det har forandret dem for altid. En, de elskede, er død.
Nogle har oplevet sorgen som en hvid og skrigende smerte. For andre har den afstedkommet en overvældende følelse af magtesløshed. Et totalt kontroltab.
Men for mange af dem, du kan møde her i magasinet, er der med tiden dukket nye indsigter frem under meningsløsheden.
Der er tale om en positiv forandring på trods. Og de fleste ville helst have været foruden. Det er vigtigt at understrege.
Når man i undersøgelser har spurgt danskerne om deres forhold til døden, har man fundet ud af, at dem, der svarer, kan og gerne vil tale om døden. Men vores forhold til døden er stærkt polariseret. For der findes også en stor gruppe danskere, som hverken vil eller kan tale om døden. De deltager bare ikke i undersøgelserne.
Selvom der i de senere år er kommet et større fokus på sorg, er det altså ikke ensbetydende med, at vi alle sammen går rundt og taler om døden som noget af det mest naturlige i verden. Tværtimod.
Derudover er det også vigtigt at understrege, at selvom man er villig til at tale om døden, så er der stor forskel på at tale om døden på et filosofisk niveau og til at blive konkret og tale om sin egen eller andres død.
”Jeg er ikke bange for døden,” siger filminstruktøren Woody Allen. ”Jeg har bare ikke lyst til at være der, når det sker.”
Spørgsmålet er, om der overhovedet findes noget godt at sige om afslutningen på det hele? Kan vi kort sagt lære noget af døden?
Det spørgsmål har præster, psykologer, filosoffer og andre diskuteret indædt de seneste par år: Om døden åbner op for muligheden for selvudvikling i form af "posttraumatisk vækst". Om sorgen kan være en såkaldt "forandringsagent". Eller om udviklingen blot er udtryk for en åndsforladt begejstring for personlig udvikling.
I dages magasin blotlægger en række kendte danskere deres egen personlige sorg. De kan og vil tale om den. Mange har oplevet, at sorgen har sat store positive og eksistentielle aftryk i deres liv. Som forfatter Stine Buje, der mistede sin mor til kræft, siger: ”Hvis vi udelukkende fokuserer på sorg som en negativ tilstand, går vi glip af en potentielt berigende erfaring.”
Det er ikke ensbetydende med, at vi andre vil opleve et tab på samme måde. Men deres refleksioner er tankevækkende og på mange måder også livsbekræftende.
God fornøjelse!
Joanna Vallentin, udviklingsredaktør
