Engelsk tradition: Fang lykkelige dage i efterårsskoven

Skoven er spækket af bær og svampe og gode oplevelser i efterårsferien. Naturvejleder Jens Kofoed giver gode forslag til aktiviteter i skoven

Fanger man et flyvende blad, før det rammer jorden, har man fanget sig en lykkelig dag til næste år, lyder en engelsk tradition.
Fanger man et flyvende blad, før det rammer jorden, har man fanget sig en lykkelig dag til næste år, lyder en engelsk tradition. Foto: Gert S. Laursen.

Det gyldne løv falder fra trækronerne, og trækfuglene flyver i formationer hen over de åbne landskaber. Naturen midt i oktober bærer præg af afslutningen på en aktiv sommer.

Men selvom der er opbrudsstemning i skoven, har naturen stadig masser af oplevelser at byde på om efteråret, siger naturvejleder på Bornholm Jens Kofoed. Han plejer at tage familien med i skoven for at "fange lykkelige dage":

"Det er en ret sød engelsk tradition. Den går ud på, at man skal fange et af de blade, der blæser ned fra træerne, før det rammer jorden. Får man fat i et blad, har man fanget sig én lykkelig dag til næste år," siger Jens Kofoed og fortsætter:

"Jeg plejer at advare mod at fange 365 for så bliver året for trivielt. Men hvis man har sig en god håndfuld, er man godt på vej."

Ud over at fange lykkelige dage er oktober også oplagt til at plukke bær og svampe i. Mens kantarellerne så småt er ved at forsvinde fra skovbunden, er der stadig mulighed for at finde spiselige godbidder som rørhatte, forklarer Jens Kofoed.

Han opfordrer også til, at man forsøger at finde de vilde skovæbler.

"Det kan være en ualmindelig sur oplevelse at spise vilde skovæbler,
men de kan til gengæld blive til en rigtig lækker æblegelé. Skovæblerne indeholder meget pektin, som gør dem sure, men det gør samtidig, at de kan stivne til gelé," siger Jens Kofoed.

I oktober er dyrene er ved at omstille sig fra en hektisk yngletid til en rolig vinterperiode. Det gør, at flere dyr begynder at ændre adfærd, når man kommer ud på efteråret. For eksempel begynder råger og alliker nu at færdes i flok:

"Når råger og alliker får ungerne godt på vej, begynder de at være kollektive og overnatter sammen i store flokke. Det er en fantastisk oplevelse at se de store horder af hundredvis eller tusindvis af fugle komme flyvende ind over skoven, mens de snakker og snakker og snakker og til sidst slår sig til ro i trætoppene," siger Jens Kofoed.

Han foreslår, at man bruger en tidlig morgen eller aften i løbet af efteråret på at stille sig i skovbunden og iagttage det imponerende menageri, når fuglene går til ro eller vågner op.

Fuglene bliver ved med at sove i flok hele vinteren, så der er nok af dage at vælge imellem for at komme til at opleve fænomenet.