Derfor dør bierne

Mange biavlere er i år ramt af tilsyneladende uforklarlige dødsfald blandt deres bifamilier. Men ifølge forskere skal forklaringen findes i flere faktorer, som alle har sammenhæng med hinanden

Landets biavlere oplever uforklarlige dødsfald i deres bifamilier. Forskere peger på, at det er flere forskellige samspillende faktorer, der er årsag til dødsfaldene.
Landets biavlere oplever uforklarlige dødsfald i deres bifamilier. Forskere peger på, at det er flere forskellige samspillende faktorer, der er årsag til dødsfaldene. Foto: Jesper Nørgaard Sørensen/Polfoto

Honningens og biavlens sæson står endnu en gang for døren, og for mange biavlere betyder dette en massiv dødelighed blandt deres bifamilier. Mange honningbier dør af tilsyneladende uforklarlige årsager i disse år, og det kan få alvorlige konsekvenser for honningproduktionen og bestøvningen af planter og afgrøder.

Ifølge flere forskere skal forklaringen til den massive bidød findes flere steder.

"Rent forskningsmæssigt er vi klar over, at det er noget multifaktorielt," siger Per Kryger, seniorforsker i entomologi og plantepatologi med speciale i bisygdomme på Aarhus Universitet.

Ifølge beregninger lavet af Danmarks Biavlerforening plejer dødeligheden at ligge et sted mellem ti og tolv procent om året. Og en af de store syndere, der typisk peges på i relation til bidøden, er den lille parasit, varroamiden.

"Det primære problem er varroamiden, som blev importeret til landet for 30 år siden, og som har bredt sig til alle bifamilier. Det er en lille snylter, som bierne desværre ikke har lært at leve med. Det betyder, at en bifamilie, som bliver ramt af den, går til i løbet af et-tre år," siger Knud Graaskov, formand for Danmarks Biavlerforening.

Ifølge forskerne er dødeligheden fra midens sygdomme dog ikke den eneste faktor, der spiller ind på biernes død. Fødegrundlaget for bierne spiller for eksempel også en afgørende rolle i problematikken, da der ofte ikke er tilstrækkelig føde til, at bierne kan modstå sygdommene.

"Bierne har behov for at have et varieret fødegrundlag, og for at der er føde hele tiden. Der er eksempelvis mangel på føde for bierne på landet, og for bierne er det som en ørken. Det stresser dem ret meget," siger Annette Bruun Jensen, lektor i insektpatologi og biologisk kontrol med speciale i honningbiers sundhed på Københavns Universitet.

En anden mulig forklaring, som også er blevet diskuteret meget blandt biavlerne, er de såkaldte neonikotinoider, der udgøres af flere sprøjtemidler brugt i landbrugsindustrien, som Knud Graaskov forklarer.

"For alle bier er sprøjtemidler en negativ indflydelse. Og man har tidligere mistænkt neonikotinoider og andre pesticider for dødeligheden," siger han.

For Per Kryger har neonikotinoiderne en mere indirekte effekt på bierne, som ikke er fuldstændig kendt endnu, men som kan have en afgørende betydning for deres modstandsdygtighed over for varroamidens sygdomme. Ifølge ham kan de også påvirke biernes indre navigationsevner, så de ikke kan finde nok føde eller finde vej hjem til bistadet.

Annette Bruun Jensen forklarer yderligere, at de neonikotinoide pesticider kan nedsætte biernes immunforsvar, så de bliver mere modtagelige over for sygdommen fra blandt andet varroamiden. Dermed kan bierne ikke klare fødeindsamlingen på en tilstrækkelig eller effektiv måde, hvorefter bistadet kollapser.

Hun ser altså den store dødelighed som konsekvensen af en lang række af problematikker, der alle kan give bierne svære kår.

"Det er klart, at hvis der er flere stressfaktorer, så er der en større risiko for, at man bukker under," siger Annette Bruun Jensen.

Og for Per Kryger er problematikken bag bidøden ligeledes klar.

"Varroa og virus tilsammen er et problem, neonikotinoider og virus tilsammen er et problem og mangel på føde og varroa er et problem. Der begynder at være evidens for, at de forskellige faktorer faktisk hænger sammen," siger han.