Nej til monumentale prestigeprojekter: Den nye generation af arkitekter søger tilbage til rødderne

Blandt arkitekter har mantraet længe lydt, at nybyggerier skulle være større, skørere og vildere. Men en strømning af klimabevidste unge er ved at gøre op med dette dogme. Stilen skal være simpel og bæredygtig, og så vil de allerhelst bygge videre på den allerede eksisterende arkitektur

Den hedengangne og nedslidte maltfabrik i jyske Ebeltoft har fået tilført nyt liv som et kunst- og kulturhus for byens indbyggere.
Den hedengangne og nedslidte maltfabrik i jyske Ebeltoft har fået tilført nyt liv som et kunst- og kulturhus for byens indbyggere. Foto: Jens Markus Lindhe.

I de seneste år har en række kreative prestigeprojekter som ”Bølgen” i Vejle, ”Isbjerget” i Aarhus og det skisportsvenlige energianlæg ”CopenHill” i København skubbet grænserne for, hvordan man kan tillade sig at bygge. Men måske er grænsen blevet trukket en anelse for langt.

I hvert fald hvis man spørger Therese Tiedemann, der lige er blevet færdiguddannet som arkitektingeniør og nu drømmer om at læse videre som arkitekt. Therese Tiedemann har ikke planer om at tegne det næste pompøse prestigeprojekt i stål og beton. Hun vil hellere tegne bygninger af genbrugsmateriale eller ombygge gamle bygninger, som egentlig skulle rives ned.

”Når jeg snakker med mine medstuderende, er mit indtryk ikke, at der er ret mange, som ønsker at følge i Bjarke Ingels fodspor. Jeg tror, at de fleste er mere interesserede i at fokusere på mindre, bæredygtige projekter,” siger Therese Tiedemann.

Nicolai Bo Andersen, der er professor i bygningskultur og bæredygtighed på Det Kongelige Akademi, nikker genkendende til den unge arkitekts udlægning.

Han står for tiden i spidsen for en ny masteruddannelse inden for bæredygtig bygningskultur, som han fortæller, at der har været overvældende interesse for.

”Jeg kan konstatere, at bæredygtighed endelig er kommet på den bredere dagsorden i arkitekturen – ikke mindst hos de unge studerende,” siger han.

Ifølge Nicolai Bo Andersen har arkitekturen længe været præget af en tænkning fra det forrige århundredes modernistiske avantgarde, hvor alt har handlet om at være på forkant og overskride grænser.

”Alting skulle være nyt og større. Vi har forstået verden som uendelig og grænseløs, men nu er vi blevet opmærksomme på, at det ikke hænger sådan sammen. Der er kun én planet, og den har en begrænset mængde ressourcer.”

Derfor er der i arkitekturen opstået fornyet fokus på kulturarv og genanvendelse, og hvordan man kan bygge videre på de strukturer og bygninger, som allerede eksisterer. Transformation, bliver det kaldt. Og det er ikke bare nødvendigt af hensyn til klimaet. Det er også interessant set fra et æstetisk perspektiv, påpeger Nicolai Bo Andersen.

”Det er ikke bare noget, vi gør, fordi vi er tvunget til det. Der er nogle æstetiske kvaliteter og nogle værdier indlejret i de eksisterende bygninger. I stedet for at rive det ned og begynde forfra, kan vi bruge de værdier og glæde os over dem. Og det, der er ekstra spændende ved at arbejde med transformation og restaurering, er, at man bliver tvunget til at tænke sig om en ekstra gang. Det bliver et benspænd, som kalder på en større eftertænksomhed.”

Nicolai Bo Andersen forventer, at langt flere prestigeprojekter vil komme til at tage udgangspunkt i transformationstankegangen i den nære fremtid. For eksempel har den seneste vinder af ”arkitekturens Oscar”, Pritzker-prisen, et mantra om ”aldrig at rive ned eller erstatte, men altid at tilføje, transformere og genbruge”.

Alligevel må Nicolai Bo Andersen medgive, at strømningen endnu befinder sig på et meget tidligt stadie. Det er nemlig stadig mest de unge, der viser interesse for de nye dogmer, som dertil er udfordret af, at bygherrerne, der sidder med pengene, mest af alt er interesserede i at bygge nyt og skabe profit.

Men bevægelsen er i gang, og det mærker man også rundt omkring i landets tegnestuer.

Inge-Lise Kragh har i de seneste 10 år arbejdet som arkitekt i tegnestuen Rønnow Arkitekter, der gennem årtier har beskæftiget sig med klassisk restaurering og transformation af eksisterende bygninger. I den periode er interessen for restaurering og genanvendelse eksploderet, og antallet af medarbejdere i tegnestuen er mangedoblet.

”Det vækker i dag mere anerkendelse at arbejde med eksisterende bygninger, og der er flere og flere tegnestuer, som begynder at beskæftige sig med det,” siger Inge-Lise Kragh, som især har oplevet en stærkt stigende interesse fra aspirerende og nyuddannede arkitekter.

Hun er ikke i tvivl om, at en stor del af udviklingen er båret af den nye og mere klimabevidste generation af arkitekter. Men udviklingen bunder også i noget dybere, mener hun.

”Vi har et behov for at være omgivet af ting, der har en længere levetid end os selv, for at føle, at vi er forankrede i verden. Den kulturelle diversitet i det byggede miljø er enormt vigtig. Det kan godt være, at der ikke ligger så mange værdier i en bygning fra 1970’erne med udtjente termoruder, men hvis det er den eneste af sin slags, giver det alligevel en kvalitet, hvis den kan genanvendes. Den er et vidne om en anden tid, og det bidrager med noget andet end et storslået nybyggeri,” siger hun.