Den tidligere økonomi- og udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) døde lørdag efter flere måneders kræftsygdom. Han blev 78 år.
Selv om han altså nåede nogle af landets højeste embeder, kom han faktisk til at sætte sit største præg på dansk politik i de perioder, han ikke var i regering.
Han er blevet kaldt en politisk kongemager, ikke mindst fordi han i 1982 var med til at bane vejen for den konservativt ledede firkløverregering, efter at hans parti, Radikale Venstre, ellers i mere end et årti havde peget på socialdemokratiske regeringer.
Men den voldsomme økonomiske krise i slutningen af 1970’erne og daværende statsminister Anker Jørgensens (S) manglede evne og vilje til at styre uden om ”afgrunden” fik Niels Helveg Petersen til at indlede et samarbejde med den konservative leder Poul Schlüter, der blev statsminister i mere end ti år.
Den radikale leder havde dog også en finger med i spillet, da regeringsfarven igen skiftede i 1993. Ganske vist var han på dette tidspunkt erstattet af Marianne Jelved som partileder, men det var ham, der på en københavnsk frokostrestaurant i 1991 sagde ”ja”, da Poul Nyrup Rasmussen (S) spurgte, om han skulle forsøge at tage et opgør med Socialdemokratiets daværende leder, Svend Auken.
Det opgør banede vejen for, at Nyrup kunne overtag regeringsmagten et år senere.
I grunden er det paradoksalt, at netop Niels Helveg Petersen skulle blive kaldt kongemager. Gennem mange år, ikke mindst da De Radikale kom i opposition i 2000’erne, arbejdede han ihærdigt for at få moderniseret Grundloven.
Og en af hans store anker mod den gældende lov var netop, at den i tide og utide taler om, hvad ”kongen” gør, skønt monarken hverken har eller bør have reelt magt i et fungerende demokrati.
I 2003 skrev han endda sit eget forslag til en ny grundlovstekst, som blandt andet rummede en sproglig modernisering. Som han med sin typiske underfundighed konstaterede, taler den gældende Grundlov om, at det danske regeringsform er ”indskrænket-monarkisk,” hvilket ikke betyder, at man betragter monarken som indskrænket.
Men først og fremmest lagde han vægt på at definere Danmark som en selvstændig stat, som bygger på folkestyre og retssikkerhed. Han foreslog at udvide de borgerlige frihedsrettigheder, og at indskrive menneskeretten i Grundloven.
Særlig interessant var det, at han som radikal ikke fulgte de røster i sit parti, som ønskede at skrive både monarki og folkekirke ud af Grundloven. Tværtimod fastholdt han begge dele omend i moderniserede termer, ligesom han ønskede, at folkekirken skulle have sin egen forfatning, som det også fremgår af den gældende lov.
Blandt de mange politiske poster, han nåede at bestride, siden han allerede som 27-årig kom i Folketinget i 1966, var han i de seneste år også kirkeordfører for sit parti. Modsat mange andre folketingspolitikere anså han det ikke for et ligegyldigt ordførerskab, men fandt det interessant, og han trodsede sit eget parti, der ellers på flere landsmøder vedtog, at kirke og stat skulle skilles.
Selv om han var optaget af værdispørgsmål, var det dog først og fremmest den økonomiske politik og udenrigspolitikken, som fyldte i hans virke. Han var europæer med stort E og var tilhænger af både forsvaret og Danmarks deltagelse i Nato. I det perspektiv tilhørte han den pragmatiske del af sit parti, der på de områder har været delt i store dele af sin historie.
Som udenrigsminister fra 1993 til 2000 opnåede han stor folkelig popularitet og kunne glæde sig over, at danskerne to gange stemte ja til EU-aftaler, først til Edinburgh-aftalen i 1993 og i 1998 til Amsterdam-traktaten. Folkeafstemningen om euroen i 2000 endte dog med et nej, og Niels Helveg Petersen trak sig fra den krævende post, som udenrigsministerposten også er med mange rejsedage hvert år.
Ved sin død har mange tidligere politikerkolleger omtalt ham som et meget rart og tænksomt menneske med en varm humor, og det var han. Mange er blevet budt på et parti skak på hans kontor, hvor brikkerne altid stod klar til et spil - måske som et indirekte symbol på både hans tænksomhed og blik for, at politik i høj grad handler om taktik.
Det er jo moderne at sige, at politik i dag er alt for meget form og for lidt indhold, men så glemmer man, hvor stor betydning spillet har for den retning, samfundet udvikler sig i. Niels Helveg Petersen var personificeringen af, at man kan nå langt, når man både har en mening om, hvor vi skal hen, og hvordan vi kommer dertil.
Han var ud af en politisk familie, hans far var folketingsmand Kresten Helveg Petersen, og begge hans sønner Morten og Rasmus Helveg Petersen fører stafetten videre, så det i dag er blevet en af de klaner, der præger dansk politik. Han efterlader sig desuden sin hustru siden 1984, dr. med. Kirsten Lee, der også har repræsenteret De Radikale, både i Folketinget og Region Hovedstaden.