Medarbejdere styres gennem terapikurser

Arbejdet blivet et kald for ansatte, som har været på kurser i personlig udvikling

Når medarbejdere sendes på kurser i personlig udvikling, er det ikke kun udtryk for virksomhedernes store omsorg for deres ansattes personlighed. Kurserne skal også kunne betale sig økonomisk, og det gør de, siger Pernille Knudtzon, speciallæge i almen medicin og underviser i firmaet NLP-EduCare i København, der sælger personlig udvikling i form af Neuro Lingvistisk Programmering (NLP) til erhvervslivet.

Som beskrevet de sidste dage i Kristeligt Dagblad har terapidelen af NLP mange kritikere, og det har den mere erhvervsrettede del af NLP-kurserne også. Kurserne handler typisk om kommunikation, men de påvirker også personligheden, så nogle virksomheder vælger at sende både medarbejder og dennes ægtefælle på kursus for at undgå, at parret får interne problemer.

- Kurserne betyder, at medarbejderen bliver klar over virksomhedens værdier og bliver engageret i at opfylde virksomhedens mål, siger Pernille Knudtzon.

Ph.d. i europæisk etnologi Kirsten Marie Bovbjerg har brugt tre år på at undersøge brugen af personlig udviklings-kurser i virksomheder. Hun mener, at medarbejderne kan komme til at betale en uforudset pris for deres udvikling.

- Medarbejderne får gennem kurserne nærmest et kald til at arbejde i virksomheden, og gennem deres personlige udvikling finder de ud af, at de selv og virksomheden har helt samme interesser. Det skaber en pagt. Men hvordan kan medarbejdere forhandle løn og arbejdsvilkår med en virksomhed, når grænserne mellem arbejde og personlig udvikling er brudt ned? spørger hun.

Meningen med livet

Kirsten Marie Bovbjerg har netop fået udgivet bogen »Følsomhedens etik«, hendes ph.d.-afhandling om brugen af personlig udvikling i erhvervslivet. Hun har blandt andet interviewet ansatte og ledere fra IT-branchen, teleselskaber, hospitaler, kommuner, banker, plejehjem, forsikringsselskaber og ministerier, som bruger kurser i personlig udvikling.

Hendes udgangspunkt er, at NLP og anden personlig udvikling er et led i moderne new age-religiøsitet, hvor man ikke søger frelsen i det hinsides, men i dette liv.

- Gennem NLP og andre psyko-religiøse øvelser aftvinger du dit egen indre svaret på, hvad livets dybeste mening er. Forestillingen er, at det hele ligger lagret inde i os, og svaret kan ikke komme frem ved at tænke. Det skal erfares, og derfor har man brug for øvelserne, forklarer Kirsten Marie Bovbjerg.

Pernille Knudtzon er delvist enig.

- Jeg mener bestemt, at vi har svaret inden i os i samarbejde med det, vi tror på. Vi kan bede til Gud, vores ubevidste eller naturen. Men NLP-kurser handler ikke om religion, de handler om kommunikation, siger hun.

Manipulering

Kirsten Marie Bovbjerg mener, at virksomhederne kan få deres medarbejdere til at makke ret gennem personlig udvikling.

- I vores samfund er magt uacceptabel. Chefer kan ikke bare bestemme åbenlyst over medarbejderne, men i stedet bliver medarbejdernes holdninger reguleret ved at sende dem på NLP-kurser, siger hun.

Og efter sådan et kursus er medarbejderne i princippet klar til at lede sig selv i overensstemmelse med virksomhedens værdier - for de har selv fået samme værdier. De er fleksible og ser forandringer som noget godt.

- Det handler ikke om at afrette medarbejderne. Det handler om, at den, som er mest fleksibel, kan styre sit arbejde, en samtale, en konflikt. Og man bliver mest fleksibel, hvis man har flest værktøjer - og dem tilbyder vi med NLP, siger NLP-underviser Pernille Knudtzon.

På NLP-kurser bliver der undervist i, hvordan man skaber tillid og tryghed i forhold til andre. Det kan man for eksempel gøre ved at efterligne. Helt banalt kan man kopiere den andens kropssprog, men man kan også lære at følge den andens åndedræt, og det skulle give en følelse af ubevidst samhørighed. Ved at aflæse andres øjenbevægelser kan man også se, om de oplever verden gennem syn, hørelse eller følesansen, og indrette sin egen kommunikation efter det.

- Det giver folk mulighed for at pejle sig ind på deres egen, chefens, kundens eller kollegaens måde at kommunikere på, og når de kender den, kan de opnå den bedste dialog eller det bedste salg, siger Pernille Knudtzon.

NLP skaber god kemi

Kirsten Marie Bovbjerg mener, at metoderne til kommunikation blot er en måde til at få folk til at arbejde mere eller på en anden måde.

- Metoderne bliver præsenteret som et neutralt hjerne-videnskabeligt værktøj. Men de neurologiske begreber slører, at man i virkeligheden fremmer en særlig arbejdsmoral og indstilling, siger hun.

Det er Pernille Knudtzon uenig i.

- Jeg ved godt, at nogle kalder det manipulation, men jeg mener, at det handler om kemien mellem folk. I NLP lærer man selv at tage stilling uden fordomme, siger hun.

Og at kursister i virkeligheden selv bliver manipuleret med gennem kurserne, afviser hun helt.

- Folk kommer og er helt forskellige. Gennem øvelser tilegner de sig NLP-værktøjerne på hver deres personlige måde, og bagefter kommunikerer de mere konstruktivt og mere forskelligt end før, siger hun.

Set fra Kirsten Marie Bovbjergs side begynder folk at tænke på nye måder, som bunder i NLP-konceptet:

- De tilegner sig et værdisæt, som på forhånd er designet til dem.

Ifølge Kirsten Marie Bovbjerg er det på tide, at man diskuterer, om personlig udvikling skal høre sammen med arbejdslivet. Og hun fremhæver, at nogle virksomheder bevidst har fravalgt den type kurser og konsulenter, både fordi de er dyre, og fordi de ser dem som uetiske.

Det mærker man ikke hos NLP-EduCare, hvor der fortsat er masser af kunder til kurser med titler som »Oplev legende let læring« eller »Tag teten med trancesprog«.

- Med NLP giver vi mennesker adgang til de ubegrænsede ressourcer, de selv indeholder. NLP i sig selv er intet, men man kan med NLP, siger Pernille Knudtzon.

Kirsten Marie Bovbjerg har både mødt mennesker, som er glade for NLP, og kursister, som ikke følte, at arbejdslivet blev lettere efter et NLP-kursus. Tværtimod.

- Fiasko er altid den enkeltes skyld. Det er ikke længere omstændighederne. De lærer, at hvis du tror på det her, så kan du. Når det alligevel ikke lykkes, så er det, fordi de ikke har troet nok, mener hun.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk