NLP hører ikke hjemme på universitetet

Syddansk Universitet skal udelukkende sælge kurser med et stærkt videnskabeligt fundament, erkender rektor. Han har nu fjernet universitetets NLP-kurser

Det er slut med at lære om Neuro Lingvistisk Programmering (NLP) på Syddansk Universitet.

I går besluttede universitetets ledelse nemlig at afbryde salget af de NLP-kurser, man ellers har tilbudt som efteruddannelse.

– Vi har besluttet ikke længere at markedsføre og sælge kurser ud over dem, der allerede er solgt, og som vi ikke kan afbryde, fortæller konsulent Lone Klinkby, der står for NLP-kurserne.

Det sker på baggrund af artikler i gårdsdagens avis, der kunne fortælle, at Syddansk Universitets Efteruddannelse sælger kurser i NLP under overskriften "forskningsbaseret efteruddannelse". Derudover kalder universitetet NLP for "kommunikationsvidenskab". Men den går ikke, mente de eksperter på området, som Kristeligt Dagblad talte med: NLP har nemlig et værdisæt med rødder i New Age-religion og er ikke videnskabeligt funderet.

Det sidste erkendte Syddansk Universitets Efteruddannelse da også, men man understregede samtidig, at det ikke ville komme på tale at fjerne NLP-kurset fra rækken af tilbud.

Når Syddansk Universitet nu alligevel har valgt at gøre kort proces og helt fjerne kurset, skyldes det ifølge rektor Jens Oddershede, at man ikke ønsker, at der skal herske tvivl om kvaliteten af undervisningen.

– Vi vil ikke være en del af en debat, hvor man kan sætte spørgsmålstegn ved lødigheden af vores kurser. Og hvis nogen føler, at det ikke har den nødvendige kvalitet, så stopper vi det, forklarer han.

Rektoren mener dog ikke, at der har været den mindste rest af nyreligøsitet at spore i undervisningen.

– Vi har haft en masse deltagere, som har haft glæde af kurset, og vi har opfattet det som en metode til at inspirere folk og gøre dem bedre til deres job, fortæller Jens Oddershede.

Men han erkender samtidig, at man på universitetet har været klar over, at NLP ikke har stærke rødder i videnskaben.

– Vi har været opmærksomme på, at NLP-kurset har været baseret på empiri og på traditioner, som ikke er forskningsmæssige traditioner. Men vi har ikke været opmærksomme på religiøse undertoner, forsikrer Jens Oddershede.

Derfor skal man på Syddansk Universitet for fremtiden have sit hjemmearbejde helt i orden, før man tilbyder nye kurser, medgiver han.

– Vi har lært af dette her og sagt til os selv, at vi skal være dygtigere til at researche i, om det, vi udbyder, er kontroversielt.

For at kvalitetssikre kommende kurser vil Jens Oddershede bestræbe sig på at gøre endnu mere for at leve op til universitetets egne målsætninger om udelukkende at levere forkningsbaseret videre- og efteruddannelse.

– Og kommer vi i tvivl, så fortsætter vi ikke med et kursus, siger han.

Ud over at være rektor ved Syddansk Universitet er Jens Oddershede også formand for rektorkollegiet. Men han betragter ikke stopklodsen for NLP-kurserne på sit eget universitet som en generel opfordring til sine rektorkolleger om at være påpasselige med, hvilke kurser man udbyder.

– Nej, hver enkelt universitet må selv finde ud af, hvad de tilbyder af kurser, mener han.

Videnskabsminister Helge Sander (V) ønsker ikke selv at kommentere sagen, men henviser til universitetets ledelse.

freya@kristeligt-dagblad.dkFakta

Læs mere om NLP på

kristeligt-dagblad.dk

Hvad er NLP

**NLP står for Neuro Lingvistisk Programmering. Det blev udviklet i starten af 1970'erne af datalog og gestaltterapeut Richard Bandler sammen med sprogprofessor John Grinder ved University of California i USA.

Fordi NLP har rødder i alternative behandlings- og terapiformer som gestaltterapi og hypnoterapi, kritiseres terapiformen for at have forbindelse til nyreligiøsitet og New Age, der er inspireret af de østlige religioner.