Kære Brevkasse!
Jeg har en datter, der har læst NLP i flere år og har brugt en masse tid og penge på det. Hun er sygeplejerske og har nu job på en psykiatrisk afdeling, hvor hun mener, hun kan bruge sin viden, men er noget skuffet over, at det ikke kan udmønte sig i lønningsposen. Kan det skyldes, at det er en slags »grå terapi«?
Hun har forandret sig meget i den tid, hun har beskæftiget sig med NLP, set med mine øjne i negativ retning. Hun er altid fuld af bebrejdelser over for mig angående sin barndom. Hun har to mindre søskende, som også har en god uddannelse. De kommer aldrig med bebrejdelser over for mig. De havde alle tiders far, som desværre døde for en del år siden. Alle tre har været elsket af os, fra før de blev født. Vi var en helt almindelig familie med en udearbejdende far og en hjemmeløbende mor, sådan som det var i 1950'erne.
Jeg er virkelig bange for, hvad NLP kan føre til, også for hendes børn. Det er helt umuligt at tale med hende om det, for hun bruger en masse ord hele tiden, som jeg ikke forstår. Jeg er meget bekymret. Er der grund til det?
Med venlig hilsen
Mormor
Kære Mormor!
Tak for dit brev. Kristeligt Dagblad har fra den 4. til den 8. oktober bragt flere gode artikler om NLP, som vi håber, du har læst, ellers kan du få fat i aviserne på biblioteket. For vi kan slet ikke her give en fyldestgørende beskrivelse af den terapiretning. NLP betyder neuro-lingvistisk programmering og er en terapiform, som har forsøgt at lave en kombination af det, man kalder humanistisk psykologi, adfærdsterapi og sprogvidenskabelige erkendelser. Ingen af grundlæggerne af NLP var psykologer eller psykiatre, og i det hele taget er det kendetegnende, at der kun er meget få NLP-terapeuter med en sådan baggrund.
NLP er ikke velegnet som terapiform over for mennesker, der har symptomer på sindssygdomme, depression eller sværere angsttilstande, og bruges bl.a. af disse grunde ikke på de psykiatriske afdelinger. I det hele taget bruges NLP praktisk talt ikke i det offentlige behandlingssystem. Det betyder ikke, at NLP er helt virkningsløs, men de mest overbevisende resultater har terapiformen over for det, man kalder simple fobier, altså skræk for edderkopper, tandlægeskræk eller lignende. Og sådanne simple fobier er der mange, der har i en eller anden form. Tager man på et kursus i NLP, som en af os har prøvet, er der altid en af kursusdeltagerne, der har en simpel fobi. Han eller hun får så tilbudt at blive hjulpet og bliver mere eller mindre helbredt for sit problem i løbet af kurset. Det kan være enkelt og umiddelbart imponerende for de andre kursusdeltagere at være vidne til, og det bidrager givetvis til, at en del deltagere tager på nye kurser.
NLP bliver jævnligt beskyldt for at blive benyttet af dårligt uddannede terapeuter. Den beskyldning kan der i nogen grad være noget om, men det kan NLP i sig selv ikke lastes for. I det hele taget er der et meget stort gråt terapimarked med adskillige folk med højst forskellig faglig baggrund, der kalder sig for psykoterapeuter, som har taget kortere eller længerevarende kurser også i andre både anerkendte og mere eksperimentelle terapiformer. Betegnelsen »psykoterapeut« er ikke en beskyttet stillingsbetegnelse og er ikke nogen garanti for kvalitet. Blandt »psykoterapeuter« findes både dygtige og talentfulde mennesker og rene fusentaster og så alt der imellem.
Når din datter bebrejder dig angående sin barndom, tror vi ikke, at man udelukkende kan finde årsagen til dette i hendes interesse for NLP. Det kunne lige så godt være sket, hvis hun havde interesseret sig for andre, også mere anerkendte terapiformer eller slet ikke havde haft nogen terapiinteresse. Når du hører på din datter, må du tage udgangspunkt i, at det er hendes oplevelse. Hendes syn på hendes fortid og hendes følelsesliv er et andet end dit. Selvom hun garanteret har fået meget godt hjemme hos jer, kan hun jo også have følelser af længsler, savn, manglende forståelse eller lignende i sit sind fra fortiden. Selvom I har været en god familie, så er ingen af os i stand til at tage højde for alt.
I stedet for at tænke, at hun ikke har nogen grund til bebrejdelse, så prøv at lytte. Prøv at være åben for det, hun siger, tag det alvorligt og vær eventuelt villig til også at beklage, at der også er ting, som du måske ikke har været klar over eller været opmærksom på. Det er jo ikke en retssal, hvor det handler om at få ret. Prøv at spørge hende, om der mon kan findes en vej videre frem i jeres fællesskab, så I kan være sammen måske på en lidt ny måde med både selvrespekt og respekt for hinandens reaktioner i behold.
Hvis man bærer på mange frustrationer over fortiden over lang tid, kan det være godt at lufte trykket over for nogen. Måske er der også ting, som hun bærer på, som ikke kun er møntet på dig personligt, men som du får, netop fordi du er hendes mor. Men på lang sigt er det ikke kun frugtbart at vredes over fortiden og blive ved med at lufte sine bebrejdelser. Man kan ønske for hende, at hun også kommer videre. Men det er langt lettere, hvis man bliver taget alvorligt, i stedet for, at man får en følelse af, at det, man føler, er forkert eller usandt. Selv de mennesker, der i rigt mål har grund til at bebrejde deres forældre for vigtige ting, er dårligt tjent med på lang sigt udelukkende at bebrejde, for det får man ikke ændret sin fortid ved. Enhver sund terapiforms mål må være at hjælpe mennesker til at give udtryk for deres livs smerter fra barndommen til nutiden, hjælpe med forståelse og omsorg, men også at give mennesker inspiration og redskaber til at komme videre i deres liv og leve med og forsone sig med den smerte, der er blevet deres livslod. Foregiver en terapi, at sådanne ting kan ske nemt og hurtigt, må den mødes med skepsis, for modning og forsoning er dyrebare egenskaber, der gror i deres eget tempo.
Børn er forskellige. Du kan ikke måle og sammenligne dit ene barn med det andet. Der er f.eks. forskel på at være den ældste og den yngste, hver har deres personlighed, følsomhedstærskel og historie. Deres nutid og livsvilkår er også forskellige. Prøv at lytte til hende. Hendes oplevelser er helt hendes, og det vil måske være godt for hende, hvis hun oplevede, at der var en, som kender hende igennem lang tid, som tog hende og hendes følelser inklusive bebrejdelserne alvorligt. Vi siger ikke, at det er let.
Du spørger, om du skal være bekymret for din datter. Det spørgsmål er meget vanskeligt at svare på, da vi slet ikke kender hende i øvrigt. Men vi kan jo mærke i dit brev, at du er det. Det er ikke så let at vide, hvad man skal gøre med sine bekymringer. Men meget kunne nok ændres, hvis både hun og du fik mulighed for at lære nye ting om hinanden og jer selv i alt dette. Måske er det også en ide, at du bare er der og giver hende og hendes børn en håndsrækning i det, de måtte trænge, og i det omfang, du magter, i stedet for at gå ind i alt for mange diskussioner. Og så i øvrigt dele dine tanker og bekymringer med en veninde eller ven, der står dig nær.
Mange hilsener
brevkasseredaktører
n Skriv til psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen og overlæge og psykiater Jørgen Due Madsen og spørg dem til råds om blandt andet kriser i liv og tro, ægteskab og samliv, børn og familie. Også børn og unge er velkomne til at skrive. Alle spørgsmål vil blive behandlet i fortrolighed, men det er ikke sikkert, at alle får svar. Alle breve, som bliver bragt i brevkassen, vil fremstå anonymt, og det er muligt at indsende breve uden at opgive navn og adresse.
n Breve sendes til: Brevkasseredaktører Annette og Jørgen Due Madsen,
Kristeligt Dagblad, Rosengården 14, 1174 København K. mrk. »Spørg om livet«
n Eller som e-mail til:
brevkassekristeligt-dagblad.dk