skriver fra Berlin
»Jeg er en Berliner«, erklærede den amerikanske præsident John F. Kennedy i 1963, en solidaritetserklæring med borgerne i det Berlin, som mindre end to år før var blevet delt af Berlinmuren.
Folkemængderne var ellevilde. Kennedys tale regnes for en af de store i historien. Men mange berlinere på begge sider af muren var ude af stand til at mobilisere den helt store begejstring. Hvorfor gjorde Vesten ikke noget for at forhindre DDR's regering i at bygge muren? Mange berlinere stiller stadig spørgsmålet i disse dage, hvor Tyskland markerer 40-året for bygningen af muren.
Østtysklands hemmelige »Operation Rose« begyndte kl. 1 om natten søndag den 13. august 1961. Mere end 40.000 politifolk og soldater rullede pigtråd ud, tværs igennem byen. Berlinerne vågnede og fandt sig afskåret fra venner, familiemedlemmer og job.
Barbara Pietschke husker dagen tydeligt. Hun er i dag 74 år og bor i den samme lejlighed med udsigt til den tidligere grænse. Hun siger, hun hørte nogle i vest spille opera over en højttaler, mens grænsen voksede op. »Vi glemmer dig ikke«, lød råbene fra naboer, hun ikke skulle se de næste 28 år.
Men mange berlinere følte sig glemt, ofret på den kolde krigs geopolitiske alter. Trods sporadiske protester i Østberlin og store folkemøder i Vest i dagene efter, at jerntæppet var slået for med et brag, fulgte ingen umiddelbare handlinger fra de vestlige allierede.
Efter personligt at have beset de nye spærringer ved Branden-burger Tor, erklærede daværende overborgmester for Vestberlin, Willy Brandt, over for vestmagterne, at de havde tilladt den østtyske kommunistiske leder, Walter Ulbricht, at »sparke dem bagi«.
For fredens skyld
»Øst handler - hvad gør Vest? Vest gør ingenting!« lød råbet fra den vesttyske avis Bild den 14. august i et angreb på John F. Kennedy, den britiske premierminister, Harold Macmillan, og den vesttyske kansler, Konrad Adenauer.
Der har verseret mange teorier om, hvorfor Vesten ikke handlede. Nogle historikere mener, Vesten blev overrumplet. Andre har antydet, at Kennedy havde indgået en hemmelig aftale med den sovjetiske leder, Nikita Khrustjov.
Men de fleste kan blive enige om, at Vestens tilbageholdenhed ved opførelsen af Berlinmuren forhindrede en tredje verdenskrig.
Det er sikkert, at både amerikanske, franske og vesttyske efterretningstjenester kendte til planerne for muren allerede den 6. august. Men at der skulle have været indgået en egentlig aftale mellem Washington og Moskva, tyder foreliggende beviser ikke på.
Teorien om en aftale mellem Khrustjov og Kennedy undermineres af beviser for, at Sovjetunionens leder afviste Ulbrichts krav om at få lukket grænsen til sidste øjeblik - fordi han vidste, at en mur ville demonstrere, at det kommunistiske system ikke havde kunnet vinde dets borgeres frivillige støtte.
Uanset hvad deres hemmelige agenter på stedet afgav af reporter, valgte ledere i Washington, London og Paris tilsyneladende at undlade at følge deres advarsler. De fokuserede i stedet på deres større frygt, den for, at Khrustjov og Ulbricht ville forsøge at opsluge Vestberlin i én mundfuld og dermed bryde firemagtsaftalen om byen, der var indgået efter krigen.
Atomkrig
Der var i Washington især frygt for et østtysk folkeligt oprør over etableringen af muren og for en gentagelse: at Sovjetunionen skulle slå et sådant oprør ned lige så blodigt, som det skete ved arbejderopstanden i Østberlin i 1953.
- USA kunne ikke støtte et oprør blandt den østtyske befolkning uden at forårsage en atomkrig, siger Bernd Stöver, histo-riker ved universitetet i Potsdam uden for Berlin.
Oprøret udeblev imidlertid. Krisen nåede sit højdepunkt to måneder senere, den 22. oktober, da en amerikansk diplomat var blevet nægtet adgang til Østberlin. Ifølge firemagtsaftalen havde de fire sejrsmagter i fællesskab overherredømmet over Berlin.
Verden så bekymret til, da kampvogne fra den kolde krigs to supermagter rettede deres skyts mod hinanden ved Checkpoint Charlie i anspændte 16 timer, før Kennedy og Khrustjov beordrede tilbagetrækning. Situationen havde sendt en klar besked til Moskva om, at Washington var parat til at handle for at beskytte Vestberlin. Men den viste også, at USA ikke ville forsøge at »rive den mur ned« - som præsident Ronald Reagan krævede en generation senere.
Kennedy vidste, at bygningen af muren havde været en lynafleder på stormagternes magtkamp over Berlin, som havde stået på siden Sovjetunionens luftblokade af byen i vinteren 1948-49.
- Det er ikke nogen særlig rar løsning, men den er forbandet bedre end krig, sagde han til sin medarbejder Kenneth O'Donnell.
Hans-Hermann Hertl fra Potsdams Center for Forskning i Samtidshistorie siger, at Vesten bestemt kalkulerede med det værste - en kommunistisk overtagelse af Vestberlin og de militære konsekvenser heraf - atomkrig i Europa.
- Hvad der for folk i Øst og Vest var en begivenhed med store konsekvenser, blev mødt med lettelse i de vestlige hovedstader af dem, der forvaltede den globale politik, siger Hertl.
Nogle historikere siger nu, at muren ikke alene var prisen for at undgå en verdenskrig, men at den også, sammen med afmontereringen af den cubanske missilkrise året efter, åbnede vejen for afspænding og til begyndelsen på afslutningen af den kolde krig.
- Da muren blev bygget, demonstrerede den, at Khrustjov ikke ville gå i krig, siger Helmut Trotnow fra De Allieredes Museum i Berlin.
- For tyskerne var det en tragedie, men hvad kunne man stille op. Sovjetunionen var ikke til sinds at opgive Østberlin.
Brandt, som havde ønsket en hård vestlig reaktion den dag, muren blev bygget, indrømmede siden, at spærringen udgjorde et vendepunkt og frøet til den østpolitik, han gik i spidsen for som vesttysk kansler et årti senere ,og som banede vejen for et tøbrud mellem den kolde krigs parter.
- Brandts erfaringer den 13. august fik ham til at udvikle sin filosofi for en østpolitik: Så længe man taler, skyder man ikke, siger Helmut Trotnow.
- Og Tyskland blev genforenet til slut, så det hele var ikke så ringe endda. (Reuters)
Oversat af Lisbeth Storm
udlandkristeligt-dagblad.dk