Sikker sæson

Bogsæson: De sikre navne tegner efteråret hos forlaget Gyldendal, der i går præsenterede sit program

Det er gode og sikre navne, der tegner Gyldendals efterårsprogram, der i går blev præsenteret ved den traditionelle efterårsreception i forlagets gård i det indre København. En - stor - undtagelse er der dog, nemlig Søren Mosegaard (f. 1957), der debuterer med den over 800 sider lange roman »Uhyret fra Betlehem«, der ifølge forlagets foromtale er en svimlende kærlighedshistorie, der udspiller sig på intet mindre end »fire kontinenter og over 24 århundreder« og til og med skulle indeholde et af »litteraturens mest chokerende Jesus-portrætter«. Bogen udkommer til november, så man må væbne sig med tålmodighed et stykke tid.

Blandt efterårets sikre titler er en ny stor fabulerende roman af Ib Michael, »Kejserens atlas« om tvillingeparret Kim og Toke, og Suzanne Brøgger skriver om kattene i sit liv, en af dem, »Linda Evangelista Olsen«, har givet navn til bogen, der også udkommer i november.

Blandt den oversatte skønlitteratur kan man glæde sig til Kerstin Ekmans »Arild tegn«, der hører sammen med, men ikke er andet bind i den planlagte trilogi, der sidste år blev indledt med romanen »Guds barmhjertighed«. I november kommer også Milan Kunderas »Uvidenheden«, historien om Josef og Irene, to emigranter, der tilfældigt mødes i Paris.

Klaus Rifbjergs 70-årsdag den 15. december markeres med en samling prosadigte, der - ironisk nok - bærer titlen »Epifanier«, og den evigt rejsende Henrik Nordbrandt udsender i november digtsamlingen »Fralandsvind«.

Også inden for saglitteraturen er der spændende ting på vej, for eksempel den slovenske filosof og psykoanalytiker Slavoj Zizeks bog »Det skrøbelige absolutte«, der til oktober udkommer på dansk med undertitlen »Hvorfor er den kristne arv værd at kæmpe for«. Den slovenske tænker mener, at kristne og marxister må kæmpe sammen mod den nye åndelighed.

Uffe Ellemann-Jensen skriver erindringer, »Ude med snøren« hedder den, med undertitlen »Mennesker og fisk jeg har mødt«, og Hans Edvard Nørregaard-Nielsen udsender andet bind af sine erindringer, »Riber Ret«, der skildrer gymnasietiden i 1960'ernes Ribe. Maleren Johannes Larsens barnebarn, Ane Talbot, skildrer i bogen »I Johannes Larsens hjem« sin opvækst i malerhjemmet i Kerteminde.

»Den Store Danske Encyklopædi« udkommer i efteråret med det 20. og sidste bind, og i den anledning udgives også bogen »E for Encyklopædi«, hvor en række af de omtalte personer skriver om et emne efter eget valg fra det bind, hvor de selv er omtalt.

December måneds store premiere på filmatiseringen af J.R.R. Tolkiens roman »Ringenes herre« præger også Gyldendals efterårsprogram. Ud over genudgivelser af de populære bøger udsender forlaget »Et bestiarium over Tolkien« og »Tolkiens Ring«, der er et forsøg på at kortlægge inspirationskilderne til Tolkiens eventyr.

larsenkristeligt-dagblad.dk